Er du afhængig af din iPhone?

Christiane Vejlø fra Elektronista mener, at vi sagtens kan finde en naturlig balance i vores omgang med teknologi

Hør udsendelse

Den amerikanske journalist Susan Maushart trak stikket ud på hele familien i et halvt år. Ingen computer, ingen mobiler, ingen elektroniske spil, intet fjernsyn. Kun fastnettelefon og bøger.

Og så skrev hun bogen “The Winter of Our Disconnect” om det. Harddiskens Henrik Føhns har mødt kvinden, der sov med sin iPhone – men i dag sover alene. Og i studiet får han besøg af redaktør Timme Bisgård Munk fra K-Forum og digital trendeskpert Christiane Vejlø i studiet.

K-Forum er et socialt medie for kommunikationsbranchen og her har Timme skrevet i voldsomt kritisk udfald mod den iPhone-livsstil, som hele branchen hylder og lever. Christiane er redaktør af gadgetmagasinet for kvinder Elektronista og hun har senest produceret en video på nettet, hvor hun bygger sin stue om til en toptunet tv-studie spækket med gear og gadgets. Både Timme og Christiane har børn – dog ikke teenagere endnu – men jeg startede med at spørge, om de kunne finde på at koble hele familie af det elektroniske cirkus i et halvt år?

Bagefter tager Anders Høeg Nissen tager os ud at køre i en elektrisk bil, som i virkeligheden er et computerspil, der laver den virkelige verden om til en gammeldag 8-bit computerspil ved navn Outrun. Det sker på konferencen NEXT i Århus.

LINKS

Susan Maushart

Den svenske konference The Conference, hvor Susan Maushart talte

Christiane Vejløs tv-stue: Elektronista

Timme Bisgaard Munk: “Sent from my iPhone” på K-Forum

Outrun

NEXT

Reklamer

6 måneders digitalt cølibat

Når mor har trukket stikket til Facebook, sms, tv og spilkonsol i seks måneder, så må man genlæse Harry Potter igen og igen...

Hør udsendelse

Teenagere lever i symbiose med Facebook, mobil, fjernsyn og spillekonsoller.

For den amerikanske journalist Susan Maushart blev det for meget. Hun tog konsekvensen og trak stikket ud på hele familien i et halvt år. Ingen computer, ingen mobiler, ingen elektroniske spil, intet fjernsyn. Kun fastnettelefon og bøger.

“Jeg var bekymret for mig selv og mine børn”, siger Susan Maushart – 53 år og enlig mor til to døtre og en søn.

“Vores liv var kørt skævt. Vi sad altid foran en skærm. Jeg var ikke bedre med min iPhone, end mine børn var med computere og spillekonsoller. Vi havde ikke længere et forhold til hinanden – bare det at få øjenkontakt var blevet en udfordring.”

Susan Maushart blev mere og mere overbevist om, at teknologien var skyld i, at hendes familie ikke fungerede.

Livet uden computer er kedeligt
“Jeg kom hjem en dag, hvor min søn Bill som sædvanlig var opslugt af at spille på sin computer. Jeg spurgte, hvordan vores liv ville være uden computer. “Kedeligt” var hans svar.”

Og herfra bevægede Susan Maushart sig ud i en typisk mormonolog om, hvorvidt Bill troede, at folk altid havde kedet indtil computeren kom til? “Ja,” var hans svar. “De kedede sig – og derfor opfandt de computeren.”

I stedet for at eksplodere eller gå ned med flaget i håbløshed, begyndte Susan Maushart at spekulere over, om der kunne være en sammenhæng mellem såkaldt kedsomhed og evnen til at være kreativ og innovativ. Om man bliver bedre til at få gode ideer, hvis man ikke bliver stimuleret hele tiden.

“Vi befandt os i en konstant tilstand af at have et drop med let, halvdårlig underholdning direkte ind i hjernen, og det gjorde os åndeligt sløve,” siger hun.

Da Susan Maushart afslørede sin plan for familien på deres juleferie på et øde badested, var børnene målløse. Men de protesterede faktisk ikke særligt meget. Senere fandt Susan Maushart ud af, at de simpelthen ikke troede på, at deres mor kunne gennemføre et halvt år uden tv, internet og den iPhone hun sov med om natten og havde døbt iNez…

Hvordan skal vi lave lektier uden computer?
Facebook, YouTune og sms er grundsten i en teenagers social liv i dag. Så i virkeligheden var Susan Mausharts beslutning vel en slags moderne husarrest?

“Ja, det var, hvad de ville have mig til at tro – hvilket jeg overhovedet ikke gjorde.”

Til gengæld vidste de godt, hvilke bekymringsknap de SÅ skulle trykke på: Lektier. Hvordan skal vi lave lektier uden computer og internet?

“Jeg var helt ærligt ikke bekymret for hverken deres sociale liv eller deres skole. Jeg forventede, at det ville have indflydelse på begge dele, men ikke på en skadelig måde. Og det endte faktisk med at være en positiv forstyrrelse af både deres sociale og akademiske liv.”

I stedet for at blive socialt udstødte, så blev familien Mauseharts hjem faktisk nærmest en magnet for andre teenagere.

“Ja, der var børn,  som sagde “ok, jeres mor er sindssyg” – men rigtig mange tænkte, hey cool – lad os tage hjem og se, hvad de har gang i?”

Så pludselig var huset fuld af børn, der spillede brædtspil, legede med Lego, lavede mad, drak varm kakao eller stod omkring klaveret og sang.

“Det her var en uddannelse i at forstå, hvem vi er. Og ja, det VAR en tidsrejse – men det var en tidsrejse, som skulle få os til at forstå, at andre måder at leve ens liv på også kan have en værdi. At der er flere måder at være social og akademisk på,” siger Susan Maushart.

Fra computerspil til saxofon
Og hendes søn Bill lærte at kede sig. Han genlæste alle Harry Potter bøgerne. Han legede med Lego. Han tog til stranden. Til sidst var han så desperat, at han fandt sin saxofon frem og begyndte at spille på den, selvom den ikke havde været rørt i to år.

Saxfonen erstattede hans afhængighed af spil. Susan Maushart vil faktisk gå så langt som at sige, at han blev afhængig af saxofonen. Og hvis man skal være afhængig af noget, så er musik jo ikke det værste at være afhængig af, mener hun.

Han fik et fokus i sit liv og studerer i dag musik på konservatoriet. Men som djævlens advokat må man jo spørge om det er bedre at studere saxfon end at læse datalogi?

“Jeg kunne ikke drømmen om at være smagsdommer over værdien af det ene eller andet,” siger Susan Maushart.

“For mig handler det her ikke om at begrænse folks liv eller udfoldelsesmuligheder. Det handler om det stik modsatte.”

Mor er ikke maskinstormer
Susan Maushart er ikke maskinstormer.

“Vi taler om medier som værktøjer, vi har kontrol over. Men den sammenligning holder ikke hjem. Processen går begge veje – vi skaber teknologien, men den former også os og den måde vi lever på.”

Men hvordan er familiens liv i dag – efter at de er vendt tilbage til et normalt liv fuld af medier og digitale fristelser?

Familien har genfundet sig selv – så at sige. Den er ikke længere som en baby, der småspiser og småsover hele tiden. Strukturen med faste spisetider og tid til at mødes og forholde sig til hinanden er kommet tilbage.

“Min yngste datter har genfundet sit sovemønster. Det viste sig, at hun havde kæmpe søvnmangel, fordi hun var på Facebook og SMS hele natten. Det har vi fået rettet op på, og hun er en helt anden pige nu,” siger Susan Maushart.

Det er dyrt at være koblet af
Susan Maushart har skrevet bogen “The Winter of Our Disconnect” om familiens seks måneder i digitalt cølibat. Den udkommer over det meste af verden – dog er der ingen dansk udgiver endnu. Men hvis man føler sig inspireret til at afprøve hendes eksperiment i sin egen familie, så skal man vide, at det ikke er billigt.

“Det var dyrt. Der er så meget gratisk underholdning på nettet. Vi brugte mange penge på at gå i biografen, købe bøger og gå til gymnastik.”

Susan Mausharts 14 årige datter valgte fastnettelefonen som sit nye medie, når Facebook og sms var lukket. Desværre brugte hun fastnettelefonen på samme måde som Facebook og ringede fra Australien – hvor de boede – til både USA og London uden tanke for udgifterne, hvilket betød at en måneds telefonregning hurtigt røg op på $1.000 – altså 5.500 dkr.