Harddisken uge 48: Iværksættere i Tel Aviv

Hør udsendelse

I denne uge udkom en rapport om verdens bedste steder at være iværksætter. Ikke overraskende topper Silicon Valley i Californien listen.

Men nummer to er hverken Boston, London eller Los Angles elle Paris. Næh det er Tel Aviv – Israels største by, der bliver kåret som verdens næstbedste sted at starte en teknologivirksomhed.

Hvad er det for faktorer, der får en kun 100 år gammel by med cirka 400.000 indbyggere i et område hærget af internationale konflikter og krige til at blive en af verdens førende heksekedler for erhvervsudvikling? Det prøver vi at finde ud af  i Harddisken, hvor vi er på rundtur i Tel Aviv.

Ugens IT-nyheder: Internettet er blevet lukket i Syrien. Ballade om ny administration af internettet – skal FN overtage kontrollen fra amerikanske ICAAN? Britiske tweetere sagsøges for injurier i pædofil-sag, som hængte uskyldig mand ud.

Til sidst flyver vi med den danske kortdrone Gatewing UAV X100.

LINKS:

Tel Aviv

Tel Aviv Angels

HelloWorldMobile

Brayola

Pixplit

Geooteam – der fører Gatewing

Gatewing video

Tweet-injurier

Verge: fin baggrund om WCIT, ITU og ICANN-sagen

Hun finder din perfekte BH på nettet

Brayola.com hjælper kvinder med at finde den perfekte BH

Hør udsendelsen

Det er ikke hver dag, at en attraktiv kvinde inviterer én til at kigge på BH’er sammen med hende. Men når det sker på en bærbar computer på en café i Tel Avivs hotte iværksætterkvarter på Rothschild Boulevard, så virker det ikke helt så lummert, som det lyder.

Orit Hashay er kvinden bag Brayola – der spiller på det engelske ord for BH – bra. Og det er i al sin enkelhed en personlig bh-sammenlignings-søge-service, der skal give kvinder det perfekte match mellem størrelse og personlig smag i BH’er.

Det er svært at købe BH
Over kaffekoppen og computeren på caféen forklarer den 35-årige iværksætter, at kvinder slet ikke kan lide at gå i butikker og prøve BH’er. Og at de ofte kommer hjem med BH’er, der slet ikke passer. Det er med andre ord drønsvært at købe en BH.

“Kvinder skal opdage deres næste favorit BH hos Brayola. Og de skal fortælle andre om deres favorit bh,” siger Orit Hashay.”

Hun har hentet ideen om sin BH-service hos websites for bøger og restauranter, hvor man anbefaler sine favoritter til andre brugere.

“På Brayola har alle brugere et hemmeligt navn, da man ikke vil dele sin personlige bryststørrelse med hele verden,” siger hun.

Orit Hashay startede Brayola helt alene, men har efter fem måneder 50.000 brugere

Rod i hinandens skuffer
De mange fotos ligner lidt en samling af BH’er til påklædningsdukker, men det er altså Orids personlige garderobe af BH’er, som er arrangeret i en en digital kommode, som alle brugere af Brayola har. Her er skuffer til hverdags-BH’en,  favorit-BH’en, den sexede blonde-BH, sports-BH’en og de BH’er, man ønsker sig i fremtiden.

Hele ideen er, at man søger efter de BH’er, man godt kan lide at gå med. Dem finder man i andre kvinders digitale kommode. I samme kommode ligger der måske en eller flere BH’er, som man aldrig har prøvet. Kvinder med de samme favorit BH’er i kommoden bliver bragt sammen og opdager nye BH’er i hinandens skuffer, som de kan købe – de deler smag og størrelse – et godt match. For Orit handler det om at skabe en social shopping oplevelse.

Brayola kan tilbyde 300 forskellige mærker til deres kunder  i USA og England. På bare fem måneder har tjenesten fået over 50.000 brugere. Forretningsmodellen er, at Orit Hashay får 10 procent i kommision af hvert BH-salg.

App hjælper mænd med at købe BH
Brayola er ved at designe en ny app til mænd.

“Den skal gøre kvinder glade”, siger Orit Hashay.

Mænd er nemlig endnu dårligere til at købe BH’er til kvinder. Derfor laver Brayola en app, hvor man tager et foto af mærket på ens udkårnes BH, som man uploader til Brayola, der laver en søgning i de mange digitale kommodeskuffer, indtil man har fundet den helt rigtige BH, som man kan overraske sin udkårne med. En BH, hun ikke kender, men som passer perfekt både i stil og størrelse. Og manden er sluppet for det pinlige besøg i stormagasinets lingerieafdeling.

Næste skridt for den hårdtarbejdende  iværksætter er at flytte sit firma til New York og udvide med badetøj og jeans.

Ugens Harddisk: Startups i Israel og Windows 8

Nogle kalder Israel for THE START UP NATION – iværksætter-nationen. Og det er ikke helt uden hold i virkeligheden.
Alene i Tel Aviv er der over 800 teknologi-startups af forskellig størrelse – og mange af dem bor indenfor en radius af bare halvanden kilomenter.

Harddisken har taget temperaturen på Iværksætter-Israel og blandt andet talt med to danskere i det hektisk miljø.

Knap 9000 kilometer vest for Israel har den anden halvdel af redaktionen til gengæld taget temperaturen på iværksættermiljøet i Boston, Massachussetts på den amerikanske østkyst.

Her er nemlig (næsten) lige så meget gang i den som i Silicon Valley.

En af ugens større begivenheder er dog først og fremmest global, nemlig lanceringen af Microsofts nye styresystem Windows 8, og vi har talt med den danske chef for Windows for at høre mere om nyhederne i nummer 8 – og om Microsofts håb om at få skabt en ensartet og naturlig oplevelse for brugerne, uanset om de bruger skrivebords-computere, tablets, mobiltelefoner eller spillekonsoller.

MEDVIRKENDE:
Joseph Nivaro, Joseph Nivaro Law Firm
Samuel Goldstein, Hebrew University
Martin Thorning Hansen, Microsoft

LINKS:
Joseph Nivaros advokatfirma
Bogen om Israel som ‘startup nation’
MassChallenge -startups i Boston
Læs mere om Windows 8

Efter Facebook: hvad bruger de penge på i Silicon Valley?


Efter børsnoteringen af Facebook – der som bekendt gik mindre godt end mange havde håbet – har der været en lidt sær stemning i Silicon Valley.

Er det en ny bobbel, der bliver punkteret nærmest inden den er pustet op? Eller snarere et sundhedstegn, at Facebook-aktierne ikke blev pumpet alt for hårdt op i pris?

Efter Facebook

Uanset hvad, så taler man i disse dage om en tid “Efter Facebook”, hvor fokus snarere er opkøb end innovation, og hvor der bliver investeret mindre og mere forsigtigt.

Tirsdag mødtes en flok af stiftere fra bla. Netflix, YouTube, Rovio, LinkedIn og mange flere til F.ounders-konferencen, der er blevet kaldt “teknologiens svar på Davos.”

De skulle blandt andet forsøge at lodde stemningen her i post-Facebook-æraen, når det gælder investeringer, børsnoteringer og økonomi i Silicon Valley.

Mindre børs, mere opkøb

Deres forudsigelser fortæller blandt andet, skriver teknologibloggen The Verge fra konferencen, at vi vil se færre børsnoteringer, men til gengæld masser af nye opkøb – som da Facebook selv snuppede fototjenesten Instagram til en milliard dollars.

Bagsiden af dén medalje er dog, mener flere, at de store virksomheder selv glemmer at udvikle sig og finde på nye ideer, og derfor kan det være dårligt nyt for Silicon Valley – selvom det selvfølgelig kan være rart nok for de mange små firmaer, der formodentlig i fremtiden vil tjene hundredevis af millioner af dollars på at sælge sig til de store…

BONUS:
Den danske iværksætter Martin Frid-Nielsen – som har været i Silicon Valley siden 1988 og idag er direktør i synkroniseringsfirmaet Soonr – fortæller her om sin oplevelse af stemningen i Silicon Valley lige nu.

Og det handler også netop om vækst og opkøb!

Ugens Harddisk: Danske startups på eventyr i Silicon Valley

Hør udsendelsen

I gamle dage var det drømmen om guldklumper, der lokkede lykkejægere til Californien.

I dag er det netværk, dygtige programmører og ikke mindst bunkevis af investeringspenge, der får danske opstartsvirksomheder til at drage til San Francisco og det sagnomspundne Silicon Valley – i håbet om måske at blive det næste Facebook, Apple eller måske Google.

Harddisken har netop været på tur derovre, og talt med nogle af de mange danskere der er på eventyr i San Francisco og Silicon Valley.

Vi skal møde det offentlige danske støtteinstitut Innovation Center Denmark, der bla. gennem hjælpeprogrammet ScaleIT netop har haft en håndfuld startups på rundtur til investorer, mentorer og pitch-trænere, og så har vi besøgt de tre danske firmaer Endomondo, Tradeshift og Memolane på deres kontorer midt i San Francisco.

MEDVIRKENDE:
Lene Sjørslev Schulze, Innovation Centre Denmark i Silicon Valley
Søren Therkildsen, ScaleIT
Torsten Kolind, YouNoodle
Michael Andreas Hansen, Komfo
Dennis Moesby, Livebooking
Bill Reichart, Garage Ventures
Mette Lykke, Endomondo
Mikkel Bo Schmidt, Tradeshift
Laura Bonderup Jensen, Tradeshift
Eric Lagier, Memolane

LINKS:
Innovation Centre Denmark
ScaleIT
YouNoodle
Komfo
Livebooking
Garage Ventures
Endomondo
Tradeshift
Memolane

Austin er Texas' svar på Silicon Valley


Hør udsendelsen

Hvert år valfarter 60.000 filmfolk, musikere og IT-nørder til byen Austin i det centrale Texas for at gå til seminarer, udveksle visitkort, feste, drikke, se film og høre musik.

Hvad er det, der gør SXSW – som festivalen hedder – så pokkers interessant, at den hvert vokser med flere tusinde mennesker?

Harddisken skruer tiden en måned tilbage og lander i en af verdens mest driftige storbyer, som er på størrelse med Storkøbenhavn.

IT-nyhederne handler om en patentstrid mellem Google og Oracle, ACTA-aftalen der formodentlig ikke bliver godkendt af EU-Parlamentet, og et smart ur der sætter rekord på Kickstarter.com ved at rejsen næsten fire millioner dollars.

Til sidst ser vi på fænomenet skeuomorfisme.

Hvis papir en dag uddør, vil vi stadig beholde det i digital form. For alle tekstbehandlingsprogrammer imiterer A4-arket. Når du læser en avis på din iPad efterligner den den gammeldags papirudgave.

Man kalder den slags overlejringer af gamle designs og funktioner i det nye for skeuomorfismer.

LINKS:
Austins Handelskammer
Iværksætter Fred Schmidts spilfirma Portalarium
Internetpioner og ny-Austineser Bob Metcalfe
South by South West-festivalen
Oracle vs Google – kort baggrund hos Version2
Information: ACTA bliver nok nedstemt
Det smarte ur på Kickstarter der har rejst 4 mio dollars
Skeuomorfisme på Wikipedia

MEDVIRKENDE:
Susan Davenport, Austin Chamber of Commerce
Fred Schmidt, CEO Portalarium
Bob Metcalfe, professor på University of Texas
Gerrit von Aaken, webdesigner

Guldgraverdrømme i Silicon Valley

Billede: Colourbox

Hvis der i teknologiverdenen findes drømmen om et Paradis, så er Californien, San Francisco og Silicon Valley nok det tætteste man kommer det i virkeligheden.

For programmører, udviklerer og designere i hele verden er det den gyldne stad, det hellige land. Selvfølgelig kan man sagtens beskæftige sig med teknologi eller være it-iværksætter andre steder i verden, men det er som om Silicon Valley altid ligger der og lokker bag horisonten…

Og det er der faktisk nogle rigtig gode grunde til fortæller Mikkel Svane fra Zendesk som er en af de danskere der sammen med sit firma er stukket af til USA. Det handler blandt andet om guldgraverkultur og om at være sammen med folk der forstår én.

Danskere på vej

Vi skal også besøge en flok studerende, der måske er fremtidens danske it-iværksættere, enten her eller der – de har brugt sommeren på at programmere og udvikle software med udgangspunkt i open source-programmer og andre data fra Videnskabsministeriets projekt Kod i Ferien. Og det er der både kommet vagtplaner med kunstig intelligens og iPhone-apps ud af.

Vi skal også et smut til Californien for at møde et par af de håbefulde, der er draget til Silicon Valley for at deltage i store events for startups, med drømmen om at få kontakt til de rigtige mennesker med de rigtige penge og måske blive den næste Dropbox, Twitter eller Google…

Kampen om og i de sociale netværk

I nyhederne taler vi især om kampen mellem Google Plus og Facebook, der begge introducerer nye funktioner og muligheder i jagten på brugernes gunst og kostbare opmærksomhed. Kurt Westh Nielsen, redaktør på Prosabladet, giver sin vurdering af Googles muligheder.

Til sidst i programmet kan man møde chefen for tv-kanalen Al Jazeeras brug af sociale medier og høre hvordan man organiserer tusindvis af brugere der vil sende videoer og billeder fra de voldsomme begivenheder under det såkaldte arabiske forår.

MEDVIRKENDE:
Malthe Jørgensen, Morten Duus, Aske Bendtsen og Niels Frøhlke, deltagere i Kod I Ferien
Marie Munk, It- og Telestyrelsen
Lasse Chor, Innovation Center Denmark
Ian Jørgensen og Mathias Buus Madsen, Ge.tt
Mikkel Svane, Zendesk
Kurt Westh Nielsen, redaktør, Prosabladet
Riyaad Minty, chef for sociale medier, Al Jazeera

LINKS:
Kod i Ferien
Innovation Center Denmark
TechCrunch Disrupt
Ge.tt
Zendesk
Google Plus vs Facebook – artikel i Mashable
Al Jazeera’s Creative Commons-site

It-iværksættere i Silicon Europa

Det kan nogle gange virke som Davids kamp mod Goliat, når danske og europæiske firmer tager udfordringen op fra Google, Facebook, Microsoft og de andre amerikanske giganter. Men der er grøde i startup-miljøet også udenfor USA, og danske it-iværksættere er godt på vej!

I denne første sommer-udsendelse har vi samlet en håndfuld indslag om de danske og europæiske iværksættermiljøer, og vi kommer godt omkring – fra København via Paris og helt til Kenya, faktisk.

Vi begynder med en dansk udgave af Startup Weekend og hører om Memolane, en af succes-historierne derfra.

Vi skal også møde folkene bag Podio, der lave en slags Facebook-Outlook-kombination til firmaer, og som har god vind i sejlene.

Bagefter skal vi høre om europæiske projekter som Le Camping og Hack Forward, og til sidst kan man møde to kvindelige kenyanske iværksættere, der har succes med deres sms-tjeneste til landmænd og markedsfolk.

Hør udsendelsen som podcast eller hent den på vores download-side.

iPad-app: Sådan bliver din idé til en god forretning

Det kan godt være at du er en dygtig designer, programmør eller ingeniør, og at du har lavet et godt produkt. Men der er mange eksempler på, at teknologi alene ikke skaber en god forretning.

– Ofte er vi alt for fokuserede på teknologien og glemmer at tænke på at vi også skal kunne lave en forretning ud af den, siger østrigeren Alex Osterwalder.

Alex Osterwalders egen forretning er at sælge sin bog “Business Model Generation” og lave workshops om forretningsudvikling.

Lige om hjørnet venter også en iPad-app, et stykke software til den populære tablet-computer, der skal hjælpe folk med at finde den rette strategi ved at justere på de forskellige elementer af forretningsmodellen.

Finpudsning af forretningen

I udviklingen af teknologien – hvadenten det er hardware, software, webtjenester eller spil – bliver der brugt meget tid på at finpudse detaljer, designe, programmere og strømline produkterne – og vi skal vænne os til at udvikle forretningsdelen med samme iver og samme grad af fortsat bearbejdning, siger Alex.

Hans iPad-app skal gøre det nemt og indbydende hele tiden at eksperimentere med sin firmaplan, ved at gøre det let at justere på faktorer som produktionsomkostninger, marketingkanaler, pris og så videre, direkte i app’en.

Få folk til at betale for at arbejde!

I Alex’s egen forretning – der altså  består af bogen Busines Model Generation og den kommende iPad-app – har han også eksperimenteret med forskellige muligheder, og er havnet i en noget utraditionel forretning.

Alex har nemlig ikke bare selv skrevet, men også fået folk fra hele verden til at bidrage til sin bog.

Og faktisk gik Alex også et skridt videre. Der var nemlig så stor interesse for at være med, at han begyndte at bede folk om at betale for det, hvis de ville skrive noget til bogen.

– Efterhånden som det blev mere og mere populært at være med betalte folk mere og mere for at være med til at skrive, siger han.

Det er næppe alle der kan slippe afsted med at lade folk betale for at få lov til at arbejde, men når det lykkes er det jo dejligt…

Han puster iværksætterånd i trætte direktører

Hør udsendelse

“Alt for mange direktører i store virksomheder sidder og kigger misundeligt på den succesrige kældervirksomhed på den anden side af gaden, fordi den er meget bedre til hurtigt at lancere nye produkter med succes,” siger Henrik Werdelin.

Han er dansker i New York med nystartet virksomhed, der skal hjælpe garvede amerikanske direktører med at genfinde iværksætterånden i deres store, hæderkronede virksomheder.

“I Prehype går vi ind i en stor virksomhed og finder en såkaldt introprenør, altså en person, der har det dna, man normalt finder i en start-up virksomhed. Og så hjælper vi den person med at bygge en start-up virksomhed indenfor rammerne af den store virksomhed,” fortæller Henrik Werdelin, der selv har flere start-up eventyr på sit cv.

Senest var han med i Hot Potato i New York, der blev solgt til Facebook, og nu er en del af deres geolokationstjeneste Places. Før det boede han i London, hvor han var ansat hos Joost og før det blandt andet udviklede digitale koncepter for MTV, hvor han blev ansat som purung journalist, der i Danmark havde lavet et cd-rom magasin for ungdomsbladet Chili.


Inspiration fra Google

Start-up virksomheder handler om lynhurtig innovation. Her er der ikke langt fra ide til handling. Det er der til gengæld i store, gamle virksomheder. Her er man ofte kørt lidt træt i den daglige trummerum, og der vokser ikke rigtig nye ideer ud af mange timer i mødelokalet. Der skal noget andet til.

Henrik Werdelin er blandt andet inspireret af Google, hvor medarbejderne får råderet over 20 procent af deres arbejdstid, så de kan kaste sig over deres egne projekter. Det har født Gmail og Orkut – Google sociale netværk – og mange andre ting.


Innovation med sikkerhedsnet

Prehype får henvendelser fra både direktører og folk længere ned i hierakiet i de store virksomheder. Direktøren vil have hurtig innovation, men stadig bevare kontrollen. Den ansatte vil prøve iværksætterideen af uden at riskere sit faste job og det økonomiske sikkerhedsnet.

“Vi bygger virksomheden op som sideprojekt. Hvis vi rammer vores mål, så sælger vi virksomheden tilbage til den store virksomhed. Hvis vi ikke rammer målet, så får de den gratis,” siger Henrik Werdelin.

Den ansatte sidder i starten hos Prehype, men som projektet udvikler sig, så flytter virksomheden ud for sig selv eller tilbage i en selvstændig afdeling i moderfirmaet.


Det tager 100 dage

“Vi giver os selv 100 dage til at skabe den her virksomhed. Det er godt med en deadline, så tvinger vi os selv til at bygge hurtigt. Vi finder på en kerneting til brugerne, og hvis det virker, så bygger vi derfra.”

Prehype hjælper med at forny lidt ældre produkter, fx et gammelt website. Det kan også være et nyt produkt, der mangler lidt drivkraft. Eller det kan være ønsket om at skabe helt ny innovation i konkurrence med kældervirksomheden på den anden side af gaden.

“Jeg tror en af de ting, der ikke fungerer i store virksomheder, er, at folk ikke bliver kompenseret for at arbejde endnu hårdere for at skabe noget nyt. Prehype får en bonus for at skabe en succes, og vi giver en del af den bonus til den medarbejder, der deltager i projektet med sin ide. Så vedkommende får også en del af gevinsten.”


Men hvorfor New York?

“Fordi her er mange start-ups, men her er også mange gamle virksomheder, der har brug for at lave ny digital innovation. Det hjælper vi dem med. Og rent privat er det jo en af de fedeste byer i ,” griner Henrik Werdelin, som også rådgiver danske start-ups i venturevirksomheden Sunstone Capital.

Hør hele interviewet med Henrik Werdelin (20 minutter)