Video er vejen til lærdom

Der er blevet løst over en halv milliard opgaver på Khan Academy, der udbyder videolæring

Hør udsendelse

Videokurser hitter på nettet. Lige fra kurser der erstatter den gammeldags brugsanvisning til matematik i gymnasiet og avancerede universitetskurser i at programmere robotbiler sammen med Googles topingeniører.

Det hele startede med, at Sal Khan skulle hjælpe sin kusine med matematik lektierne. Det eneste problem var, at han sad i Boston i det nordlige USA, og hun sad langt sydpå i New Orleans. Derfor lagde han sin matematikhjælp ud på YouTube.

Det var der også andre, der opdagede og i takt med at Sal Khan lavede flere videoer med matematikhjælp, så fik han også flere og flere seere. Det endte med, at han kvittede sit job i en hedgefond, flyttede til Californien og stiftede Khan Academy, som en non-profit organisation.

Bill Gates fik lektiehjælp
En af brugerne på Khan Academy var Bill Gates – stifter af Microsoft og USA’s rigeste mand. Han brugte Khan Academy sammen med sin datter og blev så fascineret, at han investerede i Sal Khans virksomhed. Det gjorde Google også, og i dag er der 30 ansatte i Khan Academy, der holder til i nogle ret nedslidte kontorlokaler lige overfor togstationen i Mountain View – en velfriseret, søvnig Silicon Valley by, der også huser Googles hovedkvarter.

Sal Khan er ikke selv på kontoret denne varme junidag, så vi får historien af Shantanu Sinha, der har kendt Sal Khan siden de var skolekammerater. Han forlod for to år siden konsulentfirmaet McKenzie for at blive driftsdirektør i Khan Academy, hvis mål er at bygge en ny form for uddannelse for alle mennesker i hele verden. Og med op mod seks millioner månedlige brugere og en halv milliard løste opgaver – må man sige, at de er godt på vej.

“Den nuværende model for, hvordan vi laver undervisning har for meget samlebåndstankegang i sig,” mener Shantanu Sinah.

“Læreren holder enetale for en stor gruppe elever, klokken ringer, og de bliver sendt videre til en ny enetale. For 100 år siden var metoden god nok, men nu har internettet har ændret alt. For en meget lav udgift kan man kommunikere med milliarder af mennesker. Computeren har uendelig tålmodighed til at arbejde med den enkelte elev, der for fuld fokus. I modsætning til læreren – så eksisterer den enkelte elevs sidemand nemlig ikke for computeren.”

10-årige løser 9. klasses pensum
På den ene side er Khan Academy selvstudium, på den anden består det af video undervisning og interaktive opgaver, hvor læreren har et dybt indblik i, hvordan det går med den enkelte elev. Læreren kan få et meget præcist billede af, hvad eleven helt konkret kæmper med af problemer. Og kan hjælpe med at løse dem, så der ikke opstår et sort hul i elevens viden, som kan blive et problem senere.

Shantanu har et eksempel på en gruppe elever i 4. klasse, der hurtigt avancerede til 9. klasses niveau. De kørte bare derudaf mens læreren kunne koncentrere sin tid i klasselokalet om at hjælpe de elever, der havde lidt sværere ved pensum. Samtidig er Khan Academy også et opgør med den passive elev, der bare skal sidde stille lytte til en lærer.

“Hidtil har man taget sin eksamen i slutningen af året. Og hvis eleven fik en dårlig karakter, ja så vidste man at vedkommende nok ikke havde lært eller forstået så meget. Men den slags skal opdages og ordnes meget tidligere i skoleåret, så eleven til eksamen faktisk kan sit pensum,” siger Shintanu Sinha.

Lær at lave kunstig intelligens på syv uger
I efteråret 2011 vakte det international opsigt, da to professorer fra Stanford University i Californien udbød et studie i kunstig intelligens som videokursus. Kunstig intelligens er hardcore computerprogrammering, hvor man skal have check på sin matematik. Alligevel meldte 160.000 mennesker fra 190 lande sig til kurset. Manden bag – professor Sebastian Thrun – besluttede sig for at gå solo og skabe et helt nyt videobaseret universitet, som han kalder Udacity.

Sebastian Thrun er også manden bag højt profilerede projekter hos Google som den selvkørende bil og Google Glasses – det smarte par briller, der fungerer som trådløs computerskærm. Han er træt af at høre sig selv og andre professorer fremstå som orakler i auditoriet.

“Auditoriet er uinspirerende. En professor fortæller, hvor klog han er. Det er næsten som at tabe sig gennem at se andre lave gymnastik,” mener Sebastian Thrun.

For Sebastian Thrun handler det om at sætte den studerende på arbejde. Når han underviser i at programmere kunstig intelligens til en selvkørende bil, så skal eleverne selv programmere, fordi det fremmer læringsprocessen.

Kan software rette opgaver?
Eftersom Sebastian Thruns hjemmebane er kunstig intelligens, så er det klart, at det også spiller en rolle i hans ideer om det 21. århundredes universitet.

I den store vision skal systemet tilpasse sig den enkelte studerende. Hvis man løser de to første opgaver hurtigt og nemt, så skal systemet hurtigt bringe én videre til et højere niveau, som passer én. De dygtige elever skal straksbelønnes og hurtigt gennem systemet. Men de svagere elever skal også have mere hjælp til at forstå ting som kan være svære for dem og give flere opgaver indtil eleven har vist at han eller hun har opnået de tiltænkte kundskaber.

Men selve den basale model i e-learning er også en udfordring. Kan man bruge robotter til at rette opgaver i fag som historie eller til at rette essays? Eller skal der hyres i tusindvis af undervisningsassistenter til at klare opgaven?

Der er masser af udfordringer – men Sebastian Thrun tøver ikke – han har for eksempel et syv ugers kursus, hvor man lærer at programmere en selvkørende bil – det er ikke viden, man direkte kan overføre på sin egen bil – men man kan lære det basale, som han siger.

Også for 80-årige
Shantanu Sinha troede, at Khan Academy henvendte sig til folkeskoleelever, men deres data og breve fra brugerne fortalte dem, at det er alle aldersklasser.

“Der er mange voksne, som tænker, det der forstod jeg aldrig rigtigt, da jeg gik i skole – og så checker de det på Khan Academy. Der er også mange forældre, som skal hjælpe med lektier, men de har selv glemt, hvordan man gør. Jeg fik en mail fra en 80-årig mand, der skrev, at han havde løst alle opgaver på Khan Academy, og at hans hjerne aldrig havde virket så frisk før – 60 år efter at han gik ud af skolen”, griner Shintanu Sinha.

LINK

ReStudy – det danske svar på Khan Academy

Reklamer

Digital fotoramme med personlighed

(c) Chris Bierbower

En digital fotoramme på steroider.

Sådan kan man måske kort beskrive Chris Bierbower og Marco Triverio’s projekt fra CIID – Copenhagen Institute for Interaction Design.

Ideen er at opdatere de digitale fotorammer med en form for situationsbevidsthed – fx indbygget webkamera, netadgang og talegenkendelse – og gøre dem istand til at reagere på deres omgivelser.

Den levende fotoramme

– Vi kalder projektet Living Frames, siger Marco Triverio.

Sådan en “levende billedramme” kan bruges på mange måder, men man kan måske tænke på den som en slags intelligent lysbilledshow.

Den kan enten være en slags generel stemningsskaber eller mere direkte knytte sig til det man sidder og fortæller om.

– Forestil dig fx et middagsselskab, hvor billederne i de digitale fotorammer skifter for at følge samtalen rundt om bordet, siger Chris Bierbower.

Mens snakken går lystigt frem og tilbage om “hvordan går det” og den slags, så kører der måske bare billeder af landskaber eller solnedgange, eller måske bare abstrakte motiver.

Men når én i selskabet begynder at fortælle de andre som sin ferie i Barcelona sidste weekend, ja så skifter rammen af sig selv til at vise billeder af katedralen og ramblaen og stranden dernede.

Teknologien er ikke klar…endnu

Mario og Chris’ fotoramme er indtil videre mest en prototype, og havner næppe i butikkerne lige de første par år.

Ideen opstod på en workshop mellem CIID og chipproducenten Intel, og havde til formål at komme med ideer til hvordan man kan udnytte potentialet i udviklingen, hvor der bliver indbygget computerkraft i stadig flere ting omkring os.

Butler eller familiemedlem

I projektet tager Mario og Chris skridtet fuldt ud – det er jo privilegiet når man ikke er tvunget til at bygge teknologien og programmere softwaren nu og her.

På hardwaresiden kan det fx betyde at vi ikke bare taler små fotorammer men måske hele skærmvægge, eller projektioner på alle overflader i husets rum, så hele hjemmet reagerer på de personer der er tilstede.

Og på softwaresiden kan man måske forestille sig, at skærmene ikke bare reagerer på det man siger og gør, men ligefrem støtter og hjælper i hverdagen, som en digital butler eller måske ligefrem et selvstændigt ekstra familiemedlem med egen personlighed…

LINKS:
Præsentationsvideo om Living Frames
Copenhagen Institute of Interaction Design
Hør hele Harddisken-programmet om intelligente digitale assistenter

Snupper robotten dit job?

I fremtiden kan din bedste kollega være en robot

Snupper robotten dit job – eller skal du bare lære at samarbejde med den?

Hør udsendelsen

Teknologien både erstatter og skaber arbejdspladser. Danske svejsearbejdere mister deres jobs til svejserobotter i Kina, men til gengæld kan selv små danske virksomheder blive globale takket være cloud computing.

Ude i fremtiden lurer til gengæld mere voldsomme scenarier.

“Jeg taler om smarte maskiner, der gør noget, som vi forventer mennesker ville gøre”, siger den amerikanske økonom Tyler Cowen.

“IBMs supercomputer Deep Blue slår Kasparov i skak, efterfølgeren Watson vinder Jeopardy, Din iPhone er en smart maskine, du kan tale til. En søgning i Google involverer en masse kunstig intelligens. Det er alt sammen teknologi, som varsler det næste teknologiske gennembrud. Det vil være maskiner, som kan forstå, hvad vi vil og automatisk gøre det for os,” siger han.

Kunstig intelligens skaber jobs

Tyler Cowen mener, at kunstig intelligens vil skabe jobs, men hvilken type arbejdspladser og hvor mange, det ved vi ikke.

“Faren er, at de jobs kunstig intelligens skaber, vil være jobs for meget veluddannede – så spørgsmålet er, hvor mange af os, der vil være kvalificerede til at arbejde med smarte maskiner fremfor at bekæmpe dem”, siger Tyler Cowen.

Hans økonomkollega Andrew McAfee fra Massachusetts Institute of Technology er enig i, at kunstig intelligens bliver en dominerende teknologi i fremtiden. Men han er i tvivl om, at det er en teknologi, som skaber arbejdspladser.

…eller kunstig intelligens erstatter jobs?

I forbindelse med bogen “Race Against the Machine” dykkede han ned i den økonomiske statistik og fandt ud af, at selvom den amerikanske økonomi vokser igen ovenpå krisen i 2008, så bliver der ikke skabt flere arbejdspladser.

“Der er faktisk færre amerikanere i job i 2011, end der var i 2000”, siger han. Og tilføjer, at ny teknologi og nye måder at anvende teknologi på, er årsagen til at en mindre del af den amerikanske befolkning arbejder.

Alligevel vurderer han, at vi er inde i den tidlige fase af en meget voldsom teknologisk udvikling, der vil skabe mere velstand.

Vil arbejdsgivere foretrække digital arbejdskraft?

“Den industrielle revolution var en massiv forbedring af vores liv, som bragte os ud over vores musklers begrænsninger. Jeg forventer at digital teknologi vil skabe lige så store forandreinger for vores hjerner”, siger han.

Han forudser, at kunstig intelligens primært vil skabe jobs i IT-sektoren. Programmering og vedligeholdelse, der vil kræve høj uddannelse, mange nye færdigheder og kvikke hoveder.

“Jeg har en fornemmelse af, at kunstig intelligens vil ødelægge flere jobs end den vil skabe. Jeg er dog stadig meget entutiastisk omkring kunstig intelligens, Den bliver god for økonomien – men det bliver ikke en maskine til at skabe nye jobs”.

“Computere har nu færdigheder, der før var forbeholdt mennesker. I fremtiden kan man vælge mellem menneskelig og digital arbejdskraft. Den digitale arbejdskraft har en række fordele, hvoraf den mest indlysende er, at den er billigere at anskaffe og drive. Så fremtidens opfindere og iværksættere vil hellere ansætte maskiner end mennesker”, siger Andrew McAfee.

Er din computer klogere end dig?

Kunstig intelligens i computeren skal forstærke vores hjerne

Hør udsendelsen

Når du taler med Siri på din nye iPhone 4S, får du måske en fornemmelse af, at der faktisk er et menneske bag den lidt maskinagtige stemme? Det skyldes, at Siri blandt andet trækker på en kunstig intelligens udviklet af Wolfram Alpha, som har specialiseret sig i vidensmaskiner.

På den anden side, så ved du godt, at det ikke er et menneske, der i løbet af få sekunder kan sende dig afstanden til Jupiter eller kvadratroden af 265.474.987.

På den ene side lader vi os snyde af, at maskinen prøver at være som et menneske. På den anden side opdager vi hurtigt, at den er en maskine, fordi den ved så meget mere end et menneske ved.

24/7 adgang til eksperter
“Vores mål med Wolfram Alpha, er meget ambitiøst,” siger matematiker og direktør Stephen Wolfram.

“Vi vil tage al viden, der er blevet systematisk opsamlet i vores samfund og gøre det automatisk tilgængeligt for enhver. I dag kan man næsten altid finde en ekspert – men ikke døgnet rundt – vores mål er, at ligegyldig hvem, hvor eller hvornår, så skal alle kunne gå til Wolfram Alpha og stille et spørgsmål, som vi skal være i stand til at svare på. Det er en slags demokratiseret adgang til viden,” siger han.

Stephen Wolfram ser for sig en fremtid, hvor Wolfram Alpha i langt højere grad tilpasser sig, hvad brugeren laver den givne situation og kæder det sammen med kendskabet til den enkelte brugers vaner og søgninger for at kunne svare meget mere præcist. Den kunstige intelligens bliver som en digital butler, der ved alt om vores interesser og behov, så den kan træde til med hjælp på det helt rigtige tidspunkt.

Sherlock Holmes til alle
Disse tanker er ikke fremmede for amerikaneren Doug Lenat, der siden 1984 har programmet på at udvikle den kunstige intelligens Cyc.

Han er optaget af, at lære maskinen alt om vores verden, så den kan forstå vores spørgsmål og i bedste Sherlock Holmes stil på logisk vis tænke sig frem til et svar.

Hos Cycorp programmerer de stadig, men Cyc hjælper allerede til i det amerikanske sundhedsvæsen, hos computersikkerhedsfirmaer og med at analysere terrortrusler.

“Vi bygger ikke noget, der skal domninere menneskelig intelligens – men noget der forstærker og hjælper vores intelligens,” siger Doug Lenat.

Verden forandres for altid
“Når du gør mennesker smartere og smartere gennem deres teknologi, så når du et punkt, hvor den enkelte kan gøre ting, der er langt ude over, hvad vi er i stand til at gøre i dag. Som samfund og som art kan vi komme til at lave meget mere avancerede ting. Indflydelsen på alle lag af vores samfund og vores samfundsliv fra politik til uddannelse og arbejde vil være så stærk, at vi først vil opleve den fulde effekt en hel generation senere. Det vil være som med indførelsen af elektricitet. Det kunne vi heller ikke overskue effekten af i øjeblikket – men i dag mere end 100 år efter, så kan vi se, hvor meget det forandrede verden. Så på den måde vil kunstig intelligens forandre verden på en meget dybtgående måde,” lyder det fra Doug Lenat.

Tænk lige på det, næste gang du siger hej til Siri på telefonen – eller bander over din gps…

Hvornår bliver din computer klogere end dig?

Da computeren Watson vandt i Jeopardy!

Hør udsendelsen

Hvornår er vores computere så intelligente, at vi kan stille dem et hvilket som helst spørgsmål og få et svar, der lige så godt kunne komme fra et menneske?

Kommer vi til at leve i en verden domineret af overmenneskelig intelligens?

Kan vi se frem mod en tid, hvor vi mennesker bliver en slags halvdumme hulemænd, som ikke helt kan holde intellektuelt trit med superhurtige computere, der slår os i quiz eller er bedre til kemiske formler og at finde den næste afkørsel på motorvejen?

Det beskæftiger flere forskere, opfindere og programmører sig med, og du kan møde to af dem i Harddisken.

Begge bygger på intelligente computersystemer, som du måske allerede ER begyndt at bruge.

Nokia-mobil og internetfrihed

Vi skal også have en anmeldelse af den nye mobiltelefon Nokia Lumia 800, der som den første Nokia-telefon bruger det nye Windows Phone 7,5 styresystem.

I ugens IT-nyheder stiller vi skarpt på to amerikanske lovforslag, SOPA og PIPA, der begge forsvarer ophavsret – men også begrænser vores ytringsfrihed.

LINKS:
Wolfram Alpha – vidensmaskine på nettet
Besøg Cycore og hjælp deres kunstige intelligens med at blive klogere
Det internationale Turing år – der fejrer computerpioneren Alan Turing
Nokias Lumia 800 Windows-mobil
Electronic Frontier Foundation’s udlægning af problemerne med de amerikanske lovforslag SOPA og PIPA
Derfor gik Wikipedia i sort i protest mod SOPA og PIPA-lovforslagene
Google beskyldt for svindel i Kenya – og for hærværk mod Open Street Maps

MEDVIRKENDE:
Stephen Wolfram, Wolfram Alpha
Doug Lenat, Cycorp
Nikolaj Sonne, So Ein Ding DR 2

Robotten svarer på alt

Hør udsendelsen Watson skal slå mennesker i Jeopardy

I 1997 vandt IBM’s skak-computer Deep Blue over stormester Garry Kasparov.

I næste uge forsøger IBM at overgå triumfen fra dengang, når supercomputeren Watson stiller op mod de bedste menneskelige spillere i quiz-programmet Jeopardy.

Det overordnede mål er at kunne tale med computeren, som om den var et menneske, siger David Gondek fra IBM. Men istedet for “bare” at gå igang med at bygge en maskine, der kan dét, så har folkene på IBM valgt at gøre udfordringen lidt mere interessant med en konkurrence mod mennesker, ligesom slaget mod Kasparov i ’97.

Jeopardy er et godt sted at begynde, fordi et skridt på vejen mod den naturlige samtale er at lave systemer, der kan forstå spørgsmål og svare, i hvert fald så længe spørgsmålene holder sig indenfor bestemte rammer.

Men der er masser af udfordringer på vejen mod en computer, der kan forstå vores sprog og svare, når vi spørger…

I it-nyhederne ser vi på iPad-avisen The Daily, der blev præsenteret i sidste uge, vi fortæller om Nokia-direktøren Stephen Elops memo til de ansatte, og så vender vi den nyeste udvikling i sagen om Wikileaks-stifteren Julian Assange.

Til sidst i programmet skal vi møde manden bag OpenLeaks, sitet der skal konkurrere med det temmelig kontroversielle WikiLeaks, når det handler om at give såkaldte whistleblowers mulighed for at offentliggøre hemmeligt materiale uden at afsløre deres egen identitet.

LINKS:

Watson

Center for Sprogteknologi

OpenLeaks

Nokia

The Daily

WikiLeaks

Menneske mod maskine – nu i Jeopardy!

Hør udsendelsen om Watson

Den 14. februar mødes menneske og maskine i runde 2 i den fortsatte kamp om hvem der er klogest her på planeten.

Det sker når IBMs supercomputer Watson møder de to bedste menneskelige spillere i quiz-programmet Jeopardy.

En gentagelse af succesen?

For IBM er det en chance for at gentage triumfen fra 1997, hvor computeren Deep Blue slog stormester Kasparov i skak. For de menneskelige deltagere Ken Jennings og Brad Rutter er det måske en chance for at redde menneskeracens ære – for en stund, i hvert fald.

Det store perspektiv for folkene på IBM er at udvikle computere der kan forstå almindeligt talt og skrevet sprog, så de kan udvikle maskiner der er nemmere og mere intuitive at bruge.

Min computer forstår mig ikke…

– Computere er idag ikke særligt gode til sprog. Man kan lave gode søgemaskiner, men de leder bare efter ord, og forstår ikke det de finder, siger Ph.D David Gondek, der er en af IBM-programmørerne bag Watson.

I flere år har de arbejdet med at øge computerens sprogforståelse, og nu skal det altså testes i Jeopardy.

Watson arbejder som et menneske

Men det er ikke noget med bare at lade Watson få adgang til Wikipedia og resten af nettet så den kan søge svaret. Det ville være snyd. Watson må ligesom sine menneskelige modstandere starte med et begrænset videns-korpus.

I alt har man inden konkurrencen fyldt tekst – leksika, hjemmesider, bøger, journaler, aviser, artikler og meget mere – til hvad der svarer til omkring 200 millioner sider ind i Watson.

Når så Watson skal svare på et spørgsmål graver den sig igennem sin analyse af den information, ret parallelt til hvordan de menneskelige Jeopardy-deltagerne tilegner sig viden og – forhåbentlig – henter den frem af hjernekisten i det rette øjeblik.

Hvem vinder?

Watson består af et massivt system af sammenkoblede Power7-systemer, med knap 3000 processorer og 15 terabyte RAM. Alligevel er David Gondek og kollegerne ikke sikre på at Watson er den stærkeste.

– Vi kender ikke kategorierne på forhånd, og det gør os lidt nervøse, siger han. For selvfølgelig er der ting Watson er god til og ting han er mindre god til. Så der er også held med i spillet.

I en prøverunde fornylig (se nedenfor) klarede Watson sig dog glimrende, og i de fleste af de seneste forsøg har han vundet. Derfor går de fleste også ud fra at Watson vil vinde i næste uge.

Computeren der forstår hvad vi siger

Nu er der selvfølgelig i en vis grad tale om PR.

Men ligesom skak-sejren over Kasparov i 1997 gav masser af opmærksomhed ikke bare til IBM men til forskning i kunstig intelligens og avancerede computersystemer mere generelt, så håber man på en tilsvarende reaktion denne gang, uanset om Watson så vinder eller ej.

– Og det overordnede mål er at kunne tale med computeren som om den var et menneske, siger David Gondek.

LINKS:

IBMs Watson-site – masser af info og video om projektet

Hør Harddisken fra 9. februar – med meget mere om Watsons Jeopardy-udfordring