Hun finder din perfekte BH på nettet

Brayola.com hjælper kvinder med at finde den perfekte BH

Hør udsendelsen

Det er ikke hver dag, at en attraktiv kvinde inviterer én til at kigge på BH’er sammen med hende. Men når det sker på en bærbar computer på en café i Tel Avivs hotte iværksætterkvarter på Rothschild Boulevard, så virker det ikke helt så lummert, som det lyder.

Orit Hashay er kvinden bag Brayola – der spiller på det engelske ord for BH – bra. Og det er i al sin enkelhed en personlig bh-sammenlignings-søge-service, der skal give kvinder det perfekte match mellem størrelse og personlig smag i BH’er.

Det er svært at købe BH
Over kaffekoppen og computeren på caféen forklarer den 35-årige iværksætter, at kvinder slet ikke kan lide at gå i butikker og prøve BH’er. Og at de ofte kommer hjem med BH’er, der slet ikke passer. Det er med andre ord drønsvært at købe en BH.

“Kvinder skal opdage deres næste favorit BH hos Brayola. Og de skal fortælle andre om deres favorit bh,” siger Orit Hashay.”

Hun har hentet ideen om sin BH-service hos websites for bøger og restauranter, hvor man anbefaler sine favoritter til andre brugere.

“På Brayola har alle brugere et hemmeligt navn, da man ikke vil dele sin personlige bryststørrelse med hele verden,” siger hun.

Orit Hashay startede Brayola helt alene, men har efter fem måneder 50.000 brugere

Rod i hinandens skuffer
De mange fotos ligner lidt en samling af BH’er til påklædningsdukker, men det er altså Orids personlige garderobe af BH’er, som er arrangeret i en en digital kommode, som alle brugere af Brayola har. Her er skuffer til hverdags-BH’en,  favorit-BH’en, den sexede blonde-BH, sports-BH’en og de BH’er, man ønsker sig i fremtiden.

Hele ideen er, at man søger efter de BH’er, man godt kan lide at gå med. Dem finder man i andre kvinders digitale kommode. I samme kommode ligger der måske en eller flere BH’er, som man aldrig har prøvet. Kvinder med de samme favorit BH’er i kommoden bliver bragt sammen og opdager nye BH’er i hinandens skuffer, som de kan købe – de deler smag og størrelse – et godt match. For Orit handler det om at skabe en social shopping oplevelse.

Brayola kan tilbyde 300 forskellige mærker til deres kunder  i USA og England. På bare fem måneder har tjenesten fået over 50.000 brugere. Forretningsmodellen er, at Orit Hashay får 10 procent i kommision af hvert BH-salg.

App hjælper mænd med at købe BH
Brayola er ved at designe en ny app til mænd.

“Den skal gøre kvinder glade”, siger Orit Hashay.

Mænd er nemlig endnu dårligere til at købe BH’er til kvinder. Derfor laver Brayola en app, hvor man tager et foto af mærket på ens udkårnes BH, som man uploader til Brayola, der laver en søgning i de mange digitale kommodeskuffer, indtil man har fundet den helt rigtige BH, som man kan overraske sin udkårne med. En BH, hun ikke kender, men som passer perfekt både i stil og størrelse. Og manden er sluppet for det pinlige besøg i stormagasinets lingerieafdeling.

Næste skridt for den hårdtarbejdende  iværksætter er at flytte sit firma til New York og udvide med badetøj og jeans.

Reklamer

Den slanke iværksætter

Hør udsendelsen

Eric Ries har skrevet en håndbog til iværksættere, så succesen lettere kommer i hus

San Francisco bliver i disse år oversvømmet af de såkaldte food-trucks. Det er en slags pølsevogn indrettet i en mindre lastbil, hvor man kan købe alle mulige slags mad. Her er pizzarier, burgerbarer, vegetarmad, thaimad osv.

Eric Ries har en favorit. Det er koreansk barbecue. En dag, hvor han var nede i foodtrucken og købe sin barbecue, faldt han i snak med indehaverne. De fortalte ham, at de i virkeligheden var i gang med et eksperiment. I stedet for at åbne en fastfood restaurant med koreansk barbecue i en butik med en fast adresse, så havde de valgt at køre rundt med nogle foodtrucks og prøve forskellige steder af i San Francisco. Udover beliggenhed så testede de også forskellige menuer, for at finde ud af, hvad deres kunder bedst kunne lide. Deres research skulle munde ud i en ny fastfoodkæde i byen. Og ideen havde de faktisk fået fra en bog, der handlede om teknologiiværksættere.

Nå – hvad er det for en bog, spurgte Eric Ries – den hedder The Lean Start-Up svarede – nå, men den har jeg skrevet, var hans svar.

Den svære vej til succes
“Når man ser succesfulde iværksættervirksomheder som kunde, så tænker man “Nå de har fået en god ide”, men man ser ikke hele processen med at rafinere ideen fra den opstår til den er korrekt udført,” siger Eric Ries.

Eric Ries driver sin blog “Start-Up Lessons Learned” skrev netop sin bog “THE LEAN START-UP” for at analysere iværksættervirksomhedens svære vej fra ide til succes eller fiasko. Han har undervist i forretningsudvikling på Harvard Business School og er en meget efterspurgt foredragsholder.
Og så har han på egen krop prøvet at være iværksætter. Det har han sin egen definition på.

“En start-up er et eller flere menneskers forsøg på at skabe noget nyt under ekstremt usikre omstændigheder. ”

Og i den proces er der alt for mange usikre faktorer til, at man kan bruge managementmodeller fra det 20. århundrede.

“Vi har brug for et nyt sæt værktøjer,” siger Eric Ries.

Hvornår er en iværksætter slank?
Men hvordan adskiller en LEAN start-up – en slank iværksættervirksomhed – sig fra en almindelig start-up?

Inspirationen er hentet fra den japanske bilproducent Toyotas ideer om at effektivisere arbejdsprocesser og resourceforbrug med kunden i fokus. Den teori brugte Eric Ries i sine iværksættervirksomheder.

“Ved hjælp af Toyotas ideer kunne vi studere vores egen udvikling og hurtigere afgøre, hvad der skaber værdi og hvad der er spild af tid. Vi kunne gøre en start up lige så effektiv som en Toyota fabrik.”

“Man skal se på sig selv gennem sin kundes øjne. Men i start-ups ved man ofte end ikke hvem kunden er. Værdien i en iværksættervirksomhed bliver derfor skabt gennem at finde ud af hvem kunden er, og hvilket produkt kunden efterspørger.”

Begå fejl og lær af dem
Det lyder måske lidt underligt, at man starter en virksomhed uden at have et færdigt produkt og uden at være sikker på, hvem der vil købe dette produkt. Men metoden til at teste markedet på, var jo lige nøjagtig den metode, folkene med den koreanske barbecue brugte. Forskellige menuer forskellige steder i byen. Det er samme måde mange software-virksomheder bruger til et at udvikle deres produkt – faktisk en videnskabelig metode, hævder Eric Ries. Og det handler i høj grad om at begå fejl.

“Fiasko er den videnskabelige måde at lære noget på. Medmindre man opstiller hypoteser og afprøver dem, så vil man altid ende med at lave ad hoc rationaliseringer for at føle sig bedre tilpas i en svær proces.”

I stedet for at lyve for sig selv i spejlet og sige “det går sgu da meget godt” – så skal man mande sig op og sige “Jeg tog fejl – jeg må prøve noget nyt”

“De fleste ideer er virkelige dårlige,” siger Eric Ries. “Selv de bedste virksomheder laver mange fejl – så en god iværksætter skal være god til at tage fejl. Og man skal være god til at lære af sine fejl, så de ikke bliver tabt energi eller en kilde til fortvivlelse.”

Driv virksomhed som en skøjteprinsesse
Det er meget svært for os som mennesker at evaluere vores egne planer objektivt – derfor skal vi bruge den videnskabelige metode og vende rundt på stedet og forfølge en anden strategi. Det Eric Ries kalder en pivot – en pludselig venden rundt –  lidt ligesom en skøjteprinsesse på isen. Det handler om at gribe fejlen og gøre den til en del af den nye fremdrift. Så spilder man ikke sine kunders tid med dårlige produkter, og iværksætteren har større held med at lykkes.

Det handler om at bevare ens vision for virksomheden samtidig med at man laver en ny strategi for at udføre den.

“Når jeg møder folk, der har pivoteret, så ønsker de altid, at de havde gjort det tidligere. Og for det meste handler det om at have præcise målinger af, hvad kunden vil have og kan lide og udfra de data afgøre om man har succes eller ej,” siger Eric Ries, der selv har været gennem processen flere gange.

Dropbox er det gode eksempel
Vejen til den indsigt går gennem at lave det, Eric Ries kalder et “minimum viable product”. Det vil sige en version af ens produkt, der kun lige akkurat virker og udtrykker den vision, man har med produktet. Og derfor har været relativt billigt at udvikle og markedsføre. Det er selvfølgelig noget nemmere, hvis produktet er software, som ikke kræver andet end et par bærbare computere og noget arbejdstid. Og det eksempel – man oftest støder på – er Dropbox. Dropbox er en meget enkel service. Du kan gemme filer fra din computer ude på nettet i en “skuffe”, som du har adgang til fra din computer på arbejdet, computeren derhjemme eller din mobiltelefon. Du kan også vælge at dele indholdet af skuffen med andre, så de også har adgang til dine worddokumenter, regneark eller musikfiler. Det hele bliver automatisk synkroniseret, så du altid har en kopi af det hele i lommen så at sige, selvom det faktisk ligger på en computer ude på nettet.

Dropbox er blevet skoleeksemplet på en lean start-up, der har en vision – men hele tiden studerer sin strategi i et tæt samspil med sine brugere. Ikke ulig den koreanske madvogn, der kører rundt i San Francisco og tester menuer på sultne kontorfolk.

Austin er Texas' svar på Silicon Valley


Hør udsendelsen

Hvert år valfarter 60.000 filmfolk, musikere og IT-nørder til byen Austin i det centrale Texas for at gå til seminarer, udveksle visitkort, feste, drikke, se film og høre musik.

Hvad er det, der gør SXSW – som festivalen hedder – så pokkers interessant, at den hvert vokser med flere tusinde mennesker?

Harddisken skruer tiden en måned tilbage og lander i en af verdens mest driftige storbyer, som er på størrelse med Storkøbenhavn.

IT-nyhederne handler om en patentstrid mellem Google og Oracle, ACTA-aftalen der formodentlig ikke bliver godkendt af EU-Parlamentet, og et smart ur der sætter rekord på Kickstarter.com ved at rejsen næsten fire millioner dollars.

Til sidst ser vi på fænomenet skeuomorfisme.

Hvis papir en dag uddør, vil vi stadig beholde det i digital form. For alle tekstbehandlingsprogrammer imiterer A4-arket. Når du læser en avis på din iPad efterligner den den gammeldags papirudgave.

Man kalder den slags overlejringer af gamle designs og funktioner i det nye for skeuomorfismer.

LINKS:
Austins Handelskammer
Iværksætter Fred Schmidts spilfirma Portalarium
Internetpioner og ny-Austineser Bob Metcalfe
South by South West-festivalen
Oracle vs Google – kort baggrund hos Version2
Information: ACTA bliver nok nedstemt
Det smarte ur på Kickstarter der har rejst 4 mio dollars
Skeuomorfisme på Wikipedia

MEDVIRKENDE:
Susan Davenport, Austin Chamber of Commerce
Fred Schmidt, CEO Portalarium
Bob Metcalfe, professor på University of Texas
Gerrit von Aaken, webdesigner

Danske Podio solgt til Citrix

Podio er blevet købt af Citrix

Den danske opstartsvirksomhed Podio er kun et år efter sin officielle lancering blevet solgt til Citrix. Det skriver Techcrunch

Det velanskrevne blogmagasin Techcrunch Europe har beskrevet Podio som “Facebook for erhvervslivet”, hvilket de to stiftere Anders Pollas og Jon Froda godt kan genkende men alligevel ikke er helt enige i. Der er nemlig meget mere end statusopdateringer og sociale netværk i deres værktøj, som allerede bliver brugt af tusindvis af mennesker og virksomheder verden over.

De to stiftere startede virksomheden i en gammel kælderbutik på Vesterbro for mindre end tre år siden.

Med Podio kan man samle stort set alle processer i ens virksomhed et sted. Planlægning, marketing, jobopslag og den daglige kommunikation – både eksternt og internt. Ydermere kan man med ganske få klik skræddersy sine egne “rum” i Podios app-store. På den måde kan Podio tilpasses virksomheder af mange forskellige slags og størrelser.

“Podio har et stærkt team, en erfaren ledelse og har desuden bevist, at de kan få kunder og tjene penge. Derfor tror vi på dem,” siger Nikolaj Nyholm, partner i Sunstone Capital, der i februar 2011 skød 22 millioner kroner i risikovillig kapital i Podio.

Pengene blev blandt andet brugt til et fremstød i USA i form af en butik i San Francisco, hvilket tilsyneladende har givet pote med det aktuelle salg af den lille virksomhed – men de nærmere oplysninger om salget foreligger ikke endnu.

Hør mere om hvem og hvad Podio er i dette indslag fra Harddisken.

Og læs en af stifternes egen historie om opstartseventyret: Jon Froda

Medicin og backup – afrikanske iværksættere

Hør udsendelsen

Startups og digitale iværksættere er normalt noget vi forbinder med Silicon Valley i Californien, men i Afrika er man for alvor ved at komme med på vognen.

Det sker blandt andet i Nairobi i Kenya, hvor også danskere er engageret i at gøre kenyanernes it-visioner til virkelighed.

Når man siger it i Afrika, så handler det i meget høj grad om mobiltelefoner, oven i købet det som vi herhjemme efterhånden kender som ‘gamle’ mobiler eller ligefrem ‘dumbphones’ fordi de ikke har smarte trykfølsomme skærme og app-butikker og indbygget GPS og alle de andre ting vi er vænnet til i vores ‘smartphones’.

Og det er heller ikke nødvendigvis fordi alle tjenesterne med danske ører lyder voldsomt højteknologiske, men selv backup af kontaktinformation på mobiltelefoner eller muligheden for at emaile med en apoteker kan gøre en kæmpe forskel i hverdagen dernede, fortæller Harddiskens udsendte, som har oplevet masser af mobil hittepåsomhed i det kenyanske iværksættermiljø.

Til sidst i programmet bliver der også plads til en håndfuld små lydpostkort fra Henrik Føhns, der er stukket af til den store teknologikonference South by South West i USA.

Her mødes 20.000 glade nørder fra hele verden for at vise produkter og især web- og mobiltjenester frem, diskutere iværksættermiljøer og – ikke mindst – at feste og lave ballade.

LINKS:
Startup Garage Nairobi på Facebook
South by South West (SXSW) teknologikonference i Texas
Føhns’ lydpostkort fra SXSW

iPad-app: Sådan bliver din idé til en god forretning

Det kan godt være at du er en dygtig designer, programmør eller ingeniør, og at du har lavet et godt produkt. Men der er mange eksempler på, at teknologi alene ikke skaber en god forretning.

– Ofte er vi alt for fokuserede på teknologien og glemmer at tænke på at vi også skal kunne lave en forretning ud af den, siger østrigeren Alex Osterwalder.

Alex Osterwalders egen forretning er at sælge sin bog “Business Model Generation” og lave workshops om forretningsudvikling.

Lige om hjørnet venter også en iPad-app, et stykke software til den populære tablet-computer, der skal hjælpe folk med at finde den rette strategi ved at justere på de forskellige elementer af forretningsmodellen.

Finpudsning af forretningen

I udviklingen af teknologien – hvadenten det er hardware, software, webtjenester eller spil – bliver der brugt meget tid på at finpudse detaljer, designe, programmere og strømline produkterne – og vi skal vænne os til at udvikle forretningsdelen med samme iver og samme grad af fortsat bearbejdning, siger Alex.

Hans iPad-app skal gøre det nemt og indbydende hele tiden at eksperimentere med sin firmaplan, ved at gøre det let at justere på faktorer som produktionsomkostninger, marketingkanaler, pris og så videre, direkte i app’en.

Få folk til at betale for at arbejde!

I Alex’s egen forretning – der altså  består af bogen Busines Model Generation og den kommende iPad-app – har han også eksperimenteret med forskellige muligheder, og er havnet i en noget utraditionel forretning.

Alex har nemlig ikke bare selv skrevet, men også fået folk fra hele verden til at bidrage til sin bog.

Og faktisk gik Alex også et skridt videre. Der var nemlig så stor interesse for at være med, at han begyndte at bede folk om at betale for det, hvis de ville skrive noget til bogen.

– Efterhånden som det blev mere og mere populært at være med betalte folk mere og mere for at være med til at skrive, siger han.

Det er næppe alle der kan slippe afsted med at lade folk betale for at få lov til at arbejde, men når det lykkes er det jo dejligt…

Startup-weekend: Fra idé til produkt på 52 timer

Ideen er enkel: man inviterer omkring 100 mennesker en fredag eftermiddag, lader dem pitche ideer for hinanden og vælger de bedste ud – og forsøger så at udvikle dem til produkter og færdige forretningsideer inden weekenden er omme.

I denne omgang handlede det om alt fra lokations-analyser af supermarkedshandlende til en tjeneste der kan hjælpe med at forskønne éns PowerPoint-præsentationer.

Weekend over hele kloden

Startup Weekend er et globalt koncept, og har været afholdt en gang i København og en gang i Århus herhjemme tidligere. I den forgangne weekend vendte formatet tilbage til København og lånte lokaler på CBS på Frederiksberg.

De deltagende har en overvægt af folk med kode-kompetencer i storform, men der var også designere, forretningsfolk, journalister og mange andre.

Og der var høje forventninger fredag.

Sidste gang SW var i København blev der nemlig pitchet og udviklet på ideen Memolane, som siden har rejst 2 mio kroner i investeringer.

Succeshistorie

Memolane er en tjeneste der organiserer alt dit indhold fra Facebook, Twitter, Foursquare og så videre i en tidslinje, så du nemt kan overskue din egen personlige historie på de sociale netværk. Næste skridt er muligheden for at samarbejde med andre brugere om at lave en slags fælles historier.

Memolane er stadig i lukket beta, men er altså rigtig godt på vej.

Da de 13 udvalgte ideer søndag aften pitchede for juryen – med kendte danske iværksættere som Nikolaj Nyholm og Thomas Madsen-Mygdal – var der derfor ekstra meget fokus på, om nogle af de nye hold kunne levere varen.

Og vinderne blev…

For mest innovative idé: Ergo-assistant, der bruger små sensorer i tøj (eller som klistermærke på huden) til at overvåge om der er risiko for ondt i ryggen.

For bedste præsentation: Digroli, en kollaborativ indkøbsliste-app hvor forretninger også kan vise tilpassede reklamer alt efter hvilke varer man har på listen.

Og aftenens førstepræmie på 10.000 kroner i starthjælp til Kickio.com, som er en radio- og nyhedstjeneste, hvor brugerne skal kunne tilpasse et individuelt og fuldstændig opdateret radioflow med oplæste artikler fra alverdens store webaviser og nyhedstjenester.

Om vinderne så bliver store forretninger må tiden vise, men der er ingen tvivl om at ideerne bobler frem allevegne, og der var og er masser af energi i miljøet.

PS. Vi følger i øvrigt op med historier om det danske (og europæiske) startup-miljø om tre ugers tid. Indtil da kan man lytte forrige uges tema, hvor vi bla. besøger den danske succeshistorie Podio.