Pas på! Der er småkager i din browser!

Hør udsendelsen

Du ved det måske ikke, men din computer er fuld af småkager.

Hver gang du besøger en hjemmeside, så lægger den en såkaldt cookie på din computer, så den kan kende dig, når du kommer igen.

De fleste cookies er ufarlige og hjælper blot til at turen på nettet kører lidt mere glat. Problemet er, at vi som netbrugere ikke ved hvilke småkager, der bor i vores computer, og hvad de laver der. Og det skal et nyt EU-direktiv lave om på.

Nyheder idag om ondsindet software i Googles Android app-butik. Warner vil lave filmtjeneste på Facebook. Microsoft betaler Nokia fem milliarder danske kroner for, at Nokia i fremtiden bruger Microsofts styresystem på deres smartphones.

Firefox 4 snart på gaden

Browseren på vores computer – og på vores mobiler og vores tablets – er et af de vigtigste værktøjer i hverdagen.

Det er i browseren vi læser nyheder, ser tv, tjekker emails, snakker med vennerne, shopper, booker billetter og tusindvis af alle de andre ting vi efterhånden gør på nettet. Derfor er det selvfølgelig også vigtigt hvilken browser vi bruger og hvordan den virker.

Den mest udbredte er – de fleste steder – stadig Internet Explorer, men Mozilla’s Firefox har længe været en sikker toer.

Om ganske få dage kommer den officielle version 4 af Firefoxbrowseren, incl. en version til Android-mobilerne, og i den anledning fortæller Tristan Nitot fra Mozilla’s europæiske hovedkvarter i Paris om Firefox’s historie og om nogle af de nye funktioner i version 4.

LINKS:
Høring om cookies
Wikipedia om cookies
Foreningen af Danske Internet-Medier, FDIM
Firefox 4 (stadig i beta)
Mozilla web app-butik
Wall Street Journal om onde apps på Android-mobiler

MEDVIRKENDE:
Kresten Bay
Morten Helveg Petersen
Tristan Nitot

Lyntest: Internet Explorer 9 beta

Microsoft sidder stadig på omkring 60% af browsermarkedet med sin Internet Explorer, selvom Firefox, Chrome, Safari og Opera har snuppet solide andele igennem årene.

Blandt fagfolk har der dog ikke været meget tvivl om, at IE i sine forskellige versioner har været teknologisk og brugermæssigt et godt stykke efter konkurrenterne.

Igår præsenterede Microsoft så den kommende afløser for Internet Explorer 8 – IE9, overraskende nok – som foreløbig er tilgængelig som beta, og spørgsmålet er nu om IE9 for alvor kan tage kampen op med de nye?

“Nyt” design, “nye” funktioner

Blandt fornyelserne finder man fx et totalt redesignet interface, der læner sig truende nært opad den minimalistiske Chrome-browser fra Google, og de indbyggede søgefunktioner i adresselinjen ‘One Box’ – der også har snuppet sin idé fra Firefox’s Awesome Bar og Google’s Omnibar.

Nu er dette kun en ultrahurtigt minitest, og skal således tages med et gran salt, men Microsofts egen søgemaskine Bing fik jeg aldrig til at foreslå søgeresultater når jeg skrev i adresselinjen/søgefeltet, mens Google ingen problemer havde. What gives?

Jeg forsøgte også at skrive denne blogpost i IE9, installeret i Windows 7 i BootCamp på en Mac, men kunne ikke få lov til at skrive i indholdsfeltet. Det er dog svært at sige præcis hvorfra disse fejl stammer, så det er ikke nødvendigvis noget der skal ligge IE9 til last…

Prøv den dog – måske er den noget for dig?

Bortset fra det havde jeg et fint indtryk, både af design og almindelig hurtig brug.

Den er pænt kvik i optrækket, nydelig at se på, og der er flere små funky funktioner der kan gøre hverdagen nemmere – som fx at fastgøre ofte benyttede sites som ikoner i proceslinjen, så de hurtigt kan launches. (Men var Chrome ikke også først med det?)

Hvorom alting er, så kan jeg kun bifalde at Microsoft for alvor begynder at komme med på vognen, for hvis over halvdelen af webbrugerne mere aller mindre pr automatik fortsat vælger Internet Explorer, så kan de jo ligeså godt få noget der virker…

Hos Microsoft kan man læse meget mere om de nye features og performance-forbedringerne, og man kan selvfølgelig også selv downloade betaen og få syn for sagn.

Og så har Engadget lavet en fin – og temmelig meget mere grundig – gennemgang af browseren og de nye funktioner.

Opera på din iPhone?

For en måneds tid siden fortalte vi om de mange mobilbrowsere der efterhånden findes derude – Bolt, Skyfire, Opera Mobile, og så videre. De har dog primært været til såkaldte feature phones, altså ikke smartphones.

Det er blandt andet fordi Apples kontrolfreaks ikke har været interesseret i at lade andre browsere komme ind på iPhonen. (Der ER andre browsere i App Store, men de bygger alle sammen på WebKit-grundlaget lige som iPhonens Mobile Safari-browser).

Nu er det dog lykkedes nordmændene bag den ultrapopulære Opera Mini/Mobile at få en browser godkendt hos æbledrengene, og Opera Mobile kan downloades ganske gratis fra App Storen.

Det første indtryk er, at den er rigtig hurtig og ganske brugbar (blandt andet med faneblade istedet for nye vinduer), men knap så smooth og lækker som Mobile Safari.

Lifehacker har sendt de to browsere gennem flere tests, hvis man vil læse mere baggrund inden man prøver selv…

Browserkrig flytter over på mobilen?

skyfire-mobileMobile World Congress 2010 er ikke engang officielt åbnet, men der er allerede gearet godt op for pressepumperne.

Sony Ericsson præsenterede en håndfuld nye mobiler på den fancy-schmancy Opium Mar-natklub ved vandet (dem hører man nok mere om senere), og tidligere på aftenen var der samlet 40 mobilvirksomheder på Hilton for ligesom at tage forskud på udstillingen når selve kongressen åbner imorgen, mandag.

Her kunne man se navigationssoftware, Bluetooth-headset og videochats – og så var der præsentationer af hele 3 mobilbrowsere!

Opera Mini – stadig på tronen

De fleste har nok hørt om Opera Mini, den fantastiske norske surfsoftware, der gør selv en ganske almindelig mobiltelefon til en acceptabel webmaskine. Opera Mini kører på over 50 mio mobiler, og er et glimrende alternativ til de indbyggede browsere i de fleste mobiler.

Noget af det smarte ved Opera er, at de så at sige lige kører hjemmesiderne igennem en trykpresse inden de kommer ud på mobilen. Det gør browseren superhurtig og sparer en masse, dyr datatrafik – til gengæld får man altså en tilpasset visning, og ikke den fulde weboplevelse.

Udover Opera Mini laver nordmændene også Opera Mobile, der viser hjemmesiderne ligesom på en almindelig computer, og så er de så småt ved at være klar til at rulle en widget-platform ud, der skal gøre det nemt at få vejrudsigt, Twitter, Facebook og så videre ud på mobilerne, også selvom de ikke har en software-butik tilknyttet ligesom iPhone eller Android.

Men Opera er nu ved for alvor at få konkurrence.

Skyfire og Bolt

Skyfire og Bolt er to amerikanske bud på mobilbrowsere, der vil kæmpe sig ind på markedet for både almindelige mobiler og smartphones.

Skyfire bryster sig især af at kunne vise både Flash og Silverlight, og videokompressionen i browseren fungerer nærmest gnidningsløst. Lige nu kører Skyfire på alle Symbian-mobilerne og på Windows Mobile, men en Android-version er lige om hjørnet.

Bolt viser også glimrende videostrømme, men satser i endnu højere grad end Skyfire på at være browseralternative til de mest enkle telefoner. De har dog også en solid brugerskare på Blackberry-telefonerne, siger de.

Bolt er i øvrigt også ved at lægge sidste hånd på en widgetplatform ligesom Opera, så der er godt nyt på vej til ejere af forholdsvis enkle mobiler, som dog også ønsker sig nem og hurtig adgang til Twitter og andre webbaserede tjenester.

Browserkrig på mobilen – eller fredelig sameksistens

Både Opera, Skyfire og Bolt er dog enige om, at konkurrencen mellem de forskellige mobilbrowsere primært er en god ting – der er nemlig plads, fordi gruppen af mobilejere der gerne vil på nettet hele tiden vokser. Og forskellige mennesker har forskellige mobiler og forskellige behov.

Der bliver altså næppe tale om en decideret browserkrig ligesom man har set det på web tidligere. Idag er der ikke åben krig mellem de 5-6 største pc-browsere, selvom det måske er at strække den lidt at påstå at de lever i fredelig sameksistens…

Men indtil videre lader det til, at mobilbrowsere faktisk kan finde hver deres niche til generel glæde for os brugere…

PS. Nej, jeg har ikke nævnt Firefox Mobile. Dels var de ikke med til arrangementet, dels er den stadig ikke rullet ud til meget mere end 2-3 mobile dimser. Men det bliver interessant at se om Mozilla kan veksle deres pc-fanskare til mobilbrugere når den tid kommer…

LINKS:
Opera Mini
Skyfire
Bolt
Firefox for Mobile
Apple Safari
Flot grafik over verdens mobilbrowser-brug