Nem velgørenhed – giv automatisk ved hvert eneste køb

CC: http://www.flickr.com/photos/bohman/SwipeGood er en amerikansk tjeneste, som gør det nemt at give penge til velgørende formål.

Ideen er at, hver gang man bruger sit kreditkort så rundes beløbet op til hele dollars, og de overskydende cents bliver automatisk doneret til udvalgte foreninger og organisationer.

Man kan selvfølgelig selv vælge hvilke formål man vil støtte (fra SwipeGoods liste) og sætte øvre grænser for hvor meget man vil give.

Åben vs lukket

Grunden til at det lige er interessant i denne sammenhæng er, at det lige præcis er den slags tjenester vi ikke kan bruge her i Danmark, blandt andet på grund af bankernes lukkede systemer – de lukkede systemer som vi jo fortalte om i onsdagens Harddisken, som man kan høre lige her.

Der mangler simpelthen muligheden for at “skrabe” information ud af sine bankkonti, selvom man jo kunne argumentere for at det er éns egne data og information. Der er naturligvis vigtige spørgsmål om sikkerhed på spil, men det lader jo også til at det kan løses i USA…

Læs i øvrigt også om det endnu mere radikale Open Bank Project her.

Lagt i Web. Tags: , . 1 Comment »

Drømmen om de åbne banker

Hør Harddisken, bla. om Open Bank Project

I Open Bank Project drømmer Simon Redfern om at skabe et bank-system, hvor data og informationer om kontobevægelser kan deles på tværs af banker og brugere. Det skal gøre det mere effektivt at bekæmpe korruption og bedrageri, men også nemmere at få styr på sin hjemmeøkonomi.

Bare i Europa anslår man at omkring 30 mia Euro om året mistes til korruption, siger Simon Redfern – og det gælder alt fra de små beløb som private i hverdagen kan give til håndværkere eller offentlighedspersoner, til de kæmpesummer som hvert år forsvinder ud af EU-støttede projekter.

Gennemsigtige banker

Én måde at bekæmpe korruption på, mener Simon, det er at gøre banker og bank-konti mere åbne og gennemsigtige. Og helt grundlæggende handler Open Bank Project om at gøre det nemmere at overvåge bankkonti, også for folk som ikke ejer den enkelte konto – selvom det naturligvis ikke er hvem som helst, der skal have adgang!

– Ideen er at kunne sætte forskellige tilladelser, så nogle bare kan kigge med, mens andre mere betroede personer har mulighed for at overføre penge, siger Simon Redfern.

En læse-og-skrive-adgang kunne være relevant hvis man stoler på sin revisor og gerne vil gøre det muligt for ham eller hende at lave små justeringer på éns konti, enten i det daglige eller måske op til en årsopgørelse.

I andre tilfælde vil det være mere relevant at nøjes med læse-adgang – altså gøre det muligt for eksempel for EU-ansatte at kigge med på de konti hvor støttemidler er indbetalt, hvad enten det nu gælder små kulturelle projekter eller kæmpestore anlægsudbud.

– Og så kan det jo også bare gøre det nemmere at dele bank-konti i familiernes hverdag, siger Simon.

Delings-teknologier

En af Open Bank-projektets helt centrale opgaver er at udvikle teknologier, som kan implementeres i bankerne og gøre visionen om åbenhed og deling af information mulig.

Nogle af dem er beregnet på at gøre kommunikation mellem banker bedre, men de mere interessante projekter kommer hvis man introducerer en åben og offentligt tilgængelig løsning, som ikke bare kan bruges af bankerne men også af andre udviklere, siger Simon Redfern.

Det kunne fx være automatisk bedrageri-detektion, hvor avanceret software analyserer pengenes bevægelser på et firmas mange konti, og vurderer om der måske foregår noget unormalt som kunne skyldes snyderi. Og der er mange andre muligheder, siger Simon.

Udfordrer vores ide om banker

Men drømmen om åbne banker går nok ikke i opfyldelse lige med det samme, og Simon Redfern er selv den første til at indrømme, at der er masser af forhindringer på vejen.

Det handler ikke så meget om teknik, men der er mange svære juridiske spørgsmål, og så drejer det sig først og fremmest om udfordringen med at ændre vores forestilling om, hvordan en bank fungerer.

Få styr på pengene

Hør udsendelsen

Penge er – hvadenten vi vil det eller ej – en helt central del af vores liv og vores hverdag. Derfor er det selvfølgelig også temmelig vigtigt at have styr på dem, hvadenten vi taler nationale finanslove eller de små dagligdags impulsindkøb i kiosken, der langsomt dræner kontoen…

Derfor er det bestemt ikke uinteressant, når både banker og små iværksættere går igang med at udvikle webtjenester og anden software der netop skal gøre det nemt og måske ligefrem sjovt at holde styr på pengene.

Åbne banker

Men det er ikke altid lige nemt at være lille iværksætter eller økonomisk åbenheds-idealist i et marked hvor bankerne – af hensyn til både sikkerhed og egen forretning – sidder endog rigtig tungt på hvilke data og informationer der er tilgængelige for folk udenfor bankerne selv.

I denne uge ser vi nærmere på nogle af de nye muligheder, og på konflikten mellem startup-ideer, open source og kontrol.

Vi skal høre om den danske startup Spiir, møde Danske Banks it-direktør, høre om det såkaldte Open Bank Project og endelig høre danske Mybankers vurdering af chancerne for at få lukket lidt op for bankernes informations-strøm.

Besøg på South by South West

Til sidst i udsendelsen bliver der også tid til at få renset ørerne lidt for al pengesnakken. Henrik Føhns har de seneste dage været til South By Southwest-konference i Austin i Texas, og han har sendt et postkort hjem hvor han fortæller om hvilke tjenester og mobil-apps der er fokus på i år, hvor konferencen for interaktive medier er blevet et uomgængeligt hotspot i webfolkets kalender.

MEDVIRKENDE:
Rune Mai, Spiir
Georg Schubiger, Danske Bank
Simon Redfern, Open Bank Project
Nikolaj Hendriksen, MyBanker

LINKS:
Spiir
Danske Bank – har lavet mobil-app
Open Bank Project
MyBanker
Mint – amerikansk pengeprogram
South By South West