Nokia Lumia 920: Stor og lækker, men ikke perfekt

Jeg har nu siden i fredags brugt Nokias nye flagskib, Windows Phone 8-mobilen Lumia 920 som både underholdningsmaskine, arbejdsredskab og kontakt til diverse sociale netværk – og her er mine foreløbige tanker.

Den korte version for den travle læser:

Lumia 920 er en glimrende mobil, der dog trækkes lidt ned af irritationsmomenter i Windows Phone 8 og visse mangler i app-butikken.

Nedenstående er ikke en minutiøs gennemgang af alle funktioner, hverken når det gælder Lumia-hardwaren eller Windows Phone 8 – det må man læse andetsteds (fx hos TechRadar, The Verge eller Cnet).

Det er snarere et sammendrag af mine personlige oplevelser, der så forhåbentlig kan give et indtryk af hvordan maskinen opfører sig ude i virkeligheden…

Lidt hurtige tal

Skal man alligevel opsummere lidt, så er det altså Nokias for tiden største og kraftigste håndsæbe, med 4.5-tommers skærm (1280×768 pixels), 8.7 Megapixel PureView-kamera (ueh!), 1GB RAM og 32GB lagerplads.

Derudover kan i forbifarten nævnes NFC-chip, batteri der kan oplades trådløst (i test-kittet medfølger en fræk lille FatBoy-brandet pude mobilen kan ligge og suge strøm fra), og at skidtet drives af en 1.5GHz SnapDragon processor.

Inde i maven på Lumiaen finder man altså Windows Phone 8, den nyeste version af Microsofts mobile styresystem. Mobil-Windows blev jo præsenteret i version 7 sidste år på Nokias Lumia 800, som en total genopfindelse af det stærkt forældede Windows Mobile 6.5.

WP8 blev præsenteret officielt for et par uger siden, og blandt nogle af de omtalte funktioner var større fleksibilitet i design og tilpasning af start-skærmen (som jeg har fiflet lidt med), og det såkaldte Kid’s Corner til styring af hvilke funktioner i mobilen børn og andre nysgerrige sjæle kan pille ved (og det har jeg som børnefri voksen ikke leget med).

Men til oplevelserne:

Gennemdesignet hardware

Jeg er ret vild med designet af Lumia 920.

Det er helt åbenlyst en forvokset udgave af sidste års Lumia 800, og skulle man sætte en finger på noget så er det måske at den er vokset lovlig meget.

Det er selvfølgelig rart med den store skærm, men til gengæld er mobilen decideret massiv, grænsende til det uhåndterbare – i hvert fald i mine hænder.

Det føles også som om overfladen er blevet lidt glattere, hvilket kan forstærke fornemmelsen af at man lejlighedsvis er ved at miste grebet, i hvert fald indtil man vænner sig til at gå rundt med den steroide-forvoksede plastikblok.

Og så er skærmen måske næsten en anelse for følsom (i hvert fald indtil man lærer at slå følsom-nok-til-at-fange-input-selvom-du-har-handsker-på-funktionen fra), hvilket betyder at man ganske ofte ufrivilligt får startet Bing-søgningen via knappen nede i hjørnet…

Men den er solid, flot bygget og stilmæssigt gennemført (selvom et par af ændringerne fra Lumia 800 måske har anonymiseret designet en anelse, men nu er vi ude i marginalerne…).

Snappy snapshots

Kameraknappen starter – surprise! – kameraet, også selvom mobilen er låst, og det går forholdsvis hurtigt, både med aktivering og med fokus.

Jeg har haft enkelte problemer med at få den til at fokusere præcis på det jeg gerne vil tage billede af, hvis der er stor dybde i motivet, men det er mest et vanespørgsmål, hvor man lige skal finde ud af hvordan man tapper på skærmen for at fokusere og tage billedet.

Man kan bruge hele skærmen som udløser, hvilket i de fleste tilfælde er pænt smart, omend man altså også kommer til at tage billeder der ikke helt var planlagte.

Billederne er også ret imponerende – og skarpe selv i dårlig belysning – men jeg synes de har en blåtoning især når man sammenligner med billederne fra en iPhone 4S, der omvendt ser næsten gule ud ved siden af Nokia’s snaphots.

Videooptagelserne ser også – i en stærkt uvidenskabelig og højst foreløbig vurdering – ganske udmærkede ud.

Lækker lyd

Lyden i Lumia 920 er ren og klar, både når det gælder samtaler og når der skal lyttes musik.

Det hører også med til historien at de medfølgende hovedtelefoner er af in-ear typen, hvilket giver langt bedre støjdæmpning og musikoplevelse end dem som fx følger med fra Apple (note: jeg har ikke prøvet iPhone 5-hovedtelefonerne) eller de fleste andre mobiler.

Det er dog stadig uforståeligt hvorfor der ikke er volumen-kontrol på headsettet, når nu det er udstyret med mikrofon og knap til at tage imod opkald (og starte/stoppe afspilning af musik eller podcasts).

Og jeg forstår stadig ikke hvorfor de fleste mobilproducenter vælger at anbringe minjack-stikket i toppen. Det betyder i hvert fald for mig, at telefonen altid vender forkert når jeg haler den op af forlommen på mine bukser…

Men den samlede vurdering må lyde, at hvis man ellers er parat til at tackle den gigantiske formfaktor, så er hardwaren både kapabel og lækker.

Windows Phone 8

Mine oplevelser med Windows Phone 8, apps og butik er dog mere blandede.

Mit udgangspunkt var og er, at jeg faktisk rigtig gerne ville have at Microsoft lykkes med både WP8, Windows 8 til pc’er og deres Surface-tablets.

For det første fordi der sidder rigtig mange mennesker og bruger Windows derude, og bedre oplevelser de får, jo gladere bliver jeg. Så flink er jeg nemlig.

Og for det andet fordi jeg mener at Apple og Android sagtens kan bruge lidt udfordring.

Microsoft har tænkt deres version af et mobilstyresystem ret anderledes end de to hovedkonkurrenter, og grundlæggende synes jeg faktisk, at WP8 er virkelig lækkert designet.

Det tager ikke mange øjeblikke at vænne sig til systemet med en startskærm med genveje og dynamisk opdaterede “fliser” (Live Tiles, som de kalder det), og så – med et hurtigt swipe – en liste med de apps man har installeret.

Småfejl og irritationsmomenter

Men i min brug af mobilen over de seneste dage er jeg altså stødt på en række irritationsmomenter – nogle af dem skyldes muligvis at jeg ikke har vænnet mig til WP8 endnu, men de fleste føler jeg er ret åbenlyse.

For det første kræver det altså en lille smule tilvænning at hoppe mellem apps, start-skærm og app-liste, og selvom man efterhånden lærer at vide hvor man ryger hen når man bruger tilbage-knappen (er det til forrige billede i samme app eller til sidst benyttede app?), så bliver jeg stadig overrasket fra tid til anden.

Og så bliver jeg aldrig venner med den såkaldte People Hub, hvor al ens interaktion med venner, kolleger og familie på Facebook og Twitter samles. Det er simpelthen uoverskueligt for mig hvad der er sket hvor.

Omvendt er man jo ikke tvunget til at bruge den, men kan bare installere Twitter og LinkedIn og Facebook og hvad har vi.

Musik frem og tilbage

Ellers var noget af det første jeg gjorde at lave et 30-dages prøve-abonnement på Microsofts nye musikstreaming-tjeneste.

Det krævede dog lidt tasten frem og tilbage at få skidtet til at virke. Ikke fordi det var svært at indtaste kreditkortoplysninger eller få bekræftet abonnementet, men fordi der forvirrende nok stadig står priser på den musik man finder gennem Musikbutikken.

Der gik en rum tid før jeg turde klikke på Mumford & Sons nye Babel-album, fordi der altså stod at det kostede 76 kroner, selvom det viser sig at man jo bare kan klikke, streame og lytte musikken (jeg har i hvert fald ikke fået nogen regning endnu) som en del af Xbox Music Pass.

Den slags inkonsistenser var der en del af – fx også når jeg gerne ville finde podcasts.

Klikker man på podcasts (uden at have loadet nogle via en app eller via iTunes) får man at vide at man ikke har nogle, men at man kan gå i Microsoft Store og finde nogen. Men det kan man bare ikke.

Klikker man sig i butikken er der ikke noget link til podcasts, og søger man dukker ingen frem…

De podcast-apps som findes i butikken er heller ikke imponerende, så jeg endte altså med at synce Lumiaen med iTunes, hvilket så til gengæld fungerer aldeles udmærket, både med video, podcasts, fotos og musik.

Nåja, og når man så lytter til musik eller sine podcasts, så kan man ikke hoppe til et bestemt sted i afspilningen med et enkelt tryk eller trække i markøren. Man kan spole, jovist, men det kan dælme hurtigt bliver langsommeligt og rodet hvis man lytter til en timelang fil.

Mere mystik

Bliver vi ved de små irritationsmomenter, så synes jeg der er foretaget nogle mystiske valg når det fx angår tekst-markering.

Klikker man en gang, placerer man enten en cursor eller markerer et helt ord (med håndtag, så markeringen kan udvides). Det afhænger om man er på fx en webside eller i et redigerbart dokument hvad der sker, men det føles ikke konsistent.

Tapper og holder man, dukker der en cursor op som kan placeres præcist imellem ord og bogstaver så man kan redigere, men det fungerer altså ikke ligeså sømløst og intuitivt som på iOS og Android.

Samtidig mangler der en “Vælg Alt”-funktion, så hvis man vil markere en hele sides tekst, fx, så skal der altså trækkes i ‘håndtag’ i lang tid mens man scroller ned igennem skærmbillederne…

Endelig er det ikke lykkedes mig at gennemskue logikken i – endsige ændre i funktionen af – den indbyggede Bing-søgning, der ligger som fast knap nede i højre hjørne, hvor et forsørrelsesglas-ikon altid er klar:

Når man har indtastet sin søgning er første side med resultater altid ‘Media’ – fotos og videoer – og man skal swipe for at komme til webresultater. Hvem pokker har besluttet at man først og fremmest vil have billeder når man søger på nettet?

Og så til butikken.

Apps fra Microsoft Store

En moderne smartphone er jo først rigtig sjov når den er blevet proppet med apps (og spil, hvis man er til den slags) – og derfor gik jeg selvfølgelig også straks på jagt.

Lad det være sagt med det samme: udvalget er slet, slet ikke så stort og varieret som i de tilsvarende butikker hos iOS og Android.

Ikke desto mindre lykkedes det mig i ret vid udstrækning at finde enten kendte apps eller alternativer, som kunne give mig en ret høj procentdel af de vanlige funktioner, tjenester og værktøjer.

Jeg kom fx hurtigt på Foursquare, Twitter og Facebook, og fik suppleret med lydoptager med SoundCloud-integration, RSS-læser, mobilbank, vejrudsigt, motionstracker, todo-lister, IMdBs film-app og meget mere.

Og så hører det bestemt også med til historien, at nogle af Nokias egne apps – især omkring kort- og navigationsfunktioner – er decideret glimrende.

Jeg har fx allerede haft god brug af rejseplanlægger-appen, der fornemt visualiserer hvilke offentlige transportmidler man kan nå, hvor og hvornår.

Nogle af manglerne skyldes jo i høj grad at app-udviklerne hos kendte firmaer enten har behandlet Windows Phone-versionerne lidt stedmoderligt eller altså slet ikke har lavet nogen apps til WP.

Andre gange gætter man dog på, at Microsoft har takket pænt nej tak, selvom udviklerne måske har henvendt sig.

Der er fx ikke nogen officiel app fra Dropbox (Microsoft pusher jo sit eget SkyDrive-onlinelager), selvom selvstændige udviklere dog har lavet apps der giver en mulighed for at hente filer.

De ting jeg savner er mestendels fra posen med forholdsvis specialiserede funktioner, som vægttrænings-værktøjet Fitocracy, men der er dog et par mere graverende mangler, udover en officiel Dropbox-app.

Jeg savner virkelig en lækker feed-læser á la FlipBoard eller Zite, der er ingen Instagram-app (æv, for sådan en hipster-fotograf som mig), og jeg kan heller ikke finde en basal tekst-editor der kan synkronisere via Dropbox (sådan som fx Plaintext eller IA Writer gør det på iOS) uden at forvanske æ, ø og å til ukendelighed.

Den mest æv’ede oplevelse

Den mest belastende udfordring kommer dog fra Evernote. Jeg har ellers været rigtig glad for de nye Mac og iOS-versioner af den kendte note-app, men WP-versionen belastet af så grundlæggende fejl at jeg ganske enkelt ikke kan arbejde i den uden hele tiden at måtte hoppe ud til startskærmen og tilbage i appen (og selv dér virker det kun noget af tiden).

Nu har Microsoft jo selv den meget fine OneNote-app som kan noget tilsvarende, og hvis jeg var lidt mistænksomt anlagt ville jeg måske gætte på at Microsoft havde indlagt benspænd for Evernote af samme grund.

Men mon ikke det er Evernote-programmørerne der bare har været lidt sløsede?

Under alle omstændigheder har jeg så meget materiale liggende i Evernote allerede, at jeg simpelthen ikke engang gider overveje at skifte.

Hvad jeg ikke har nået endnu – men glæder mig til at prøve

Jeg har som sagt begrænsede erfaringer med video-optagelser, og har heller ikke nær-analyseret fotokvaliteten, selvom jeg umiddelbart er ganske tilfreds.

Jeg har heller ikke fået leget med mobilversionen af Office-pakken (er selv gået fuldstændig over til Google Docs), og jeg har endnu ikke forsøgt mig med SmartGlass, der er Microsofts ret interessante bud på at bruge mobilen som en ‘anden skærm’ fx når man spiller eller ser video på sin Xbox.

Håber at kunne melde tilbage på dén del inden længe.

Og så er det vist også på tide at stoppe. Og for den glemsomme læser gentager vi lige opsummeringen fra toppen:

Lumia 920 er en fino-fino mobil, der dog næppe vil passe til alles behov (eller hænder), og som trækkes noget ned af irritationsmomenter i Windows Phone 8 og visse mangler (indtil videre) i app-butikken.

Jeg har dog ingen problemer med at anbefale den til dem, der måske er på jagt efter noget nyt og er lidt trætte af de samme gamle grænseflader på iPhone og Android-mobiler.

Praktikanten tester fire simple senior-mobiler

De fleste tænker nok iPhones eller HTC, måske Nokia eller Sony Ericsson, når man siger mobiltelefoner. Men der findes også mærker som har en helt speciel målgruppe.

Harddiskens praktikant Mads Emil har testet fire seniormobiler og her kommer hans indtryk:

Doro og Emporia

Jeg har testet mobiler fra to forskellige firmaer. Det ene heder Doro, det andet hedder Emporia Elegance. De laver det der også kaldes ’easy phones’ – helt enkle mobiler som specielt er rettet mod at opfylde ældre menneskers behov.

Men hvad er det smarte og hvad er det knap så smarte ved telefonerne?

Helt grundlæggende er noget af det smarte at telefonerne er meget store og tasterne er nemme at ramme. De er også nemme at låse og låse op igen.

Mobilerne har en smart bagklap som du nemt skubbe ud og på plads igen hvis du fx skal skifte SIM-kort. Alle manualerne der følger med er rigtig nemme at forstå, og det er vigtigt vis man skal lære en ny telefon at kende.

Plads til forbedring

Men en af disse telefoner skiller sig lidt ud, på flere måder, desværre også en knap så god, nemlig Emporia Elegance.

Skærmen er lille og man har meget svært ved at finde rundt inde i telefonen. Den har heller ikke den samme bagklap som de andre og ligger ikke ligeså godt i hånden om de tre andre.

Den tænder hurtigt men den vibrerede så meget, at første gang jeg prøvede den blev jeg så overrasket at jeg var ved at tabe den.

Den har dog også lidt fine ting, som den måde du slår alarm fra og til og sætter den på lydløs, og hvis du vil ind at skrive en besked så er der en knap til det også.

Men det er en forvirrende telefon og kan ikke måle sig med de andre telefoner fra Doro.

Lidt for enkel…

Den første Doro var har set på er den meget enkle Doro 338gsm, som ikke rigtig kunne noget, men det var heller ikke meningen med den.

Den skulle kun kunne det mest praktiske og det kan den også. Den har store bløde taster som er nemme at ramme.

Første gang du tænder telefonen er tid og dato sat, det behøver man ikke bekymrer sig om. Den er nem at ringe fra, og den er nem at finde rundt i. Dog sider den lidt løst i opladeren, ellers er det en fin telefon til det den skal bruges til.

En anderledes og mere elegant mobil?

Så lavede Doro en anden model som heder Doro 515. Den er lidt anderledes i designet og så kan den en del mere end 338gsm’eren.

Den har kamera, og den har plads til et større hukommelseskort, hvis du har brug for det. Den har kalender, lommelygte, alarm, og så kan den SENDE sms´er, som 338gsm ikke kunne.

Men den er ikke perfekt – den ligger ikke lige så godt i hånden og den har en meget lille skærm. Men den er trods alt stadig bedre og kan mere.

Til slut har vi testet en Doro mere, som hedder Doro 615 som kan langt mere end de andre ‘easy phones’.

Den er lidt større – måske lige lidt for stor – men den kan en masse ting, jeg vil tro at den kan nogenlunde det samme som en Nokia telefon.

Blandt andet er den udstyret med 3G netværk og Bluetooth til trådløse headset. Den har en ekstra høj lyd og det er nemt at læse på displayet.

Men dette er heller ikke nogen fejlfri telefon. Den er som sagt rigtig stor, og den løber også meget hurtig tør for batteri, hvilket de andre ikke gør.

Min egen mening

Hvis jeg nu selv skulle vælge en af disse fire mobiltelefoner, så ville jeg nok vælge Doro 615 som er den er de testede telefoner som kan mest.

Jeg kan godt lide en telefon der er enkel men heller ikke alt for mangelfuld. F.eks. skal min telefon kunne sende sms’er og have alarm da det nok er det jeg mest bruger i en telefon.

Jeg kunne måske godt se mig selv når jeg blev ældre have sådan en telefon selv, jeg synes der er mange funktioner på en smartphone som man ikke bruger.

Ingen fra min egen familie har en ‘easy phone’ men kunne måske godt bruge en. Jeg synes det er tit de ikke kan finde ud af telefonerne, og i de situationer ville det være fint for dem af have en mere enkel mobil.

Kunstig intelligens, hackere og det totale it-kollaps

Præmissen er enkel, og så dog alligevel ikke: den kræftsyge spildesigner Matthew Sobol beslutter sig for at bygge en kunstig intelligens (AI), der kan leve videre på nettet efter hans død – og som vil forandre verden for altid.

Heldigvis er der ikke – endnu – tale om virkelighed, men om én af redaktionens anbefalinger til påskelæsning: Daniel Suarez’ teknothrillere Daemon og Freedom(tm).

AI’en, The Daemon, begrænser sig dog ikke “bare” til at hærge på nettet, selvom det jo kan være slemt nok i en verden hvor alt fra frisørbesøg til finanshandel bliver planlagt og styret via det verdensomspændende spind.

Fra virtuel til fysisk verden

Ved hjælp af alt fra overvågningskameraer og stemmegenkendelse til en snedig blanding af web-kontrollerede apparater og ‘social engineering’ kan AI’en også gribe ud i den fysiske verden, hvilket blandt andet går fatalt udover både politi, SWAT-styrker og flere af spilfirmaets ansatte.

Udover Daemonen følger vi et par håndfulde mennesker, hvis liv pludselig tager en ny og alvorlig drejning i mødet med det stadig mere magtfulde program.

Der er blandt andre betjenten Sebeck, som efterforsker Daemonens første ofre, men siden bliver anklaget for mord.

Programmøren Jon, der som den første får mistanke om Sobols store plan, men som også selv gemmer på en hemmelighed.

Nyhedsjournalisten Anji, der bliver Daemonens villige medløber i forsøget på at overvåge og kontrollere hvilke informationer om Sobol og hans AI-skabning der slipper ud til offentligheden.

Og ikke mindst hackeren Loki, der bedre end nogen anden forstår at udnytte Daemonens udvidede virkelighed, hvor den fysiske verden, digitale dimser og virtuelle informationslag smelter sammen i ét, sammenhængende univers, D-space.

The rise and fall…

Den første bog, Daemon, beskriver hvordan Daemonen fra sin undfangelse i Sobols fantasi lynhurtigt formår at destabilisere den kendte verdensorden. Først for nogle få individer, men snart for stort set hele verdens befolkning, hvadenten de opdager det eller ej.

Opfølgeren Freedom(tm) fortæller om de alternative fællesskaber som opstår i kølvandet på Daemonens hærgen og ved hjælp af den alternative virkelighed i D-space – og ikke mindst om hvordan den etablerede verden i form af multinationale virksomheder, medieimperier og militære tjenester forsøger at slå igen.

Tankevækkende thrillere

Daniel Suarez’ bøger giver stærke mindelser om Michael Crichtons teknothrillere. De holder et højt tempo med masser af action, og de er temmelig fantasifulde, men har dog en tilpas solid kerne af virkelighed til at man accepterer også nogle af de mindre realistiske scenarier.

Til gengæld er der ikke så meget som en snært af den lyriske og følsomme tone som præger mesteren William Gibsons romaner. Daemon og Freedom(tm) er langt mere lige-ud-af-landevejen.

Der er dog to elementer som løfter Suarez’ bøger over gennemsnittet – og som gør dem værd at læse som tankevækkende underholdning.

Teknologi på godt og ondt

For det første er Suarez selv programmør og designer, og jeg har ikke grebet ham i én eneste faktuel fejl i strømmen af henvisninger til wifi-opsætninger, onlinespil og hacker-værktøjer.

Nu er jeg ikke ekspert, så der kan sagtens have undsluppet mig graverende mangler eller andet rod – og der er masser af teknologier på bane i bøgerne som i virkelighedens verden kun eksisterer på tegnebrættet – men lingoet er i hvert fald helt på plads, og Suarez’ streetcred er legit!

Og for det andet, så bruger Suarez sine thrillere til at sætte fokus på hvordan den moderne verden er blevet en kolos på lerfødder .

Den kapitalistiske model er langt fra fejlfri. Medierne skaber frygt, snarere end oplysning. Og teknologi bliver brugt – og især misbrugt – på tusinder af uoverskuelige måder.

Daemon og Freedom(tm) er dog ikke teknofobe jeremiader, tværtimod.

De beskriver – i form af spændingsbøger, jovist – hvordan teknologien er hvad vi mennesker gør den til, og hvordan det er på høje tid at vi tager en seriøs og fremadrettet diskussion om hvad det er vi vil med vores verden.

LINK:
Officielt site

Praktikanten anmelder: "Amnesia – the Dark Descent"

Af Sophus Hasselby:

Det svenske spilfirma Frictional Games sendte sidste år “Amnesia – the Dark Descent” på markedet. Amnesia er et klassisk adventurespil blandet med intens survival-horror, og blev en stor succes.

Historie

Spillet foregår i et umådelig stort, mørkt og uhyggeligt slot, forladt af mennesker og hjemsøgt af genfærd. Hovedpersonen Daniel vågner op efter at være besvimet på gulvet i et mørkt slot.

Daniel har hukommelsestab (deraf titlen) og kan ikke huske noget fra sin fortid. Et par minutter inde i spillet finder man ud af, at man selv har valgt at glemme sin tilsyneladende forfærdelige baggrundshistorie, og at man skal slå en ond mand ihjel, som venter i slottets midte.

Når man kryber igennem slottet finder man brudstykker af Daniels dagbog, og man finder langsomt ud af hvem man er. Derudover skal man bruge noter og recepter, som ligger og flyder rundt omkring i slottets rum.

For at komme dertil skal man igennem en masse puzzles, som nogle gange kan virke stressende – men ingen er umulige, og de er allesammen meget logiske.

Desuden har designerne valgt at inkludere flere end én løsning til nogle af puslespillene.

Amnesia har nul cutscener, altså ingen små indsatte film for at bringe historien videre. Kun voiceacting, til hvis man f.eks. får et flashback, eller Daniel finder brudstykker af sin dagbog, som så bliver læst højt.

Gameplay

Man styrer hovedpersonen som vanligt, med WASD-tasterne og musen ud fra et første-personperspektiv, som spilleren aldrig forlader.

Udover det har man mulighed for at samle objekter op og dreje dem i alle retninger i sine usynlige, virtuelle hænder.  Det samme princip gælder for døre, håndtag, ventiler osv. som man er nødt til at bevæge fysisk med musen.

Det er en enkel, men fantastisk gameplay-mekanik, som Frictional Games har formået at lave perfekt.

Spilleren har igennem hele spillet ingen adgang til våben eller andre redskaber at forsvare sig med, hvilket giver en intens fornemmelse af hjælpeløshed.

Så når man på et tidspunkt støder ind i en af spillets ufatteligt ubehagelige baddies må man flygte eller gemme sig, og holde vejret imens monstret langsomt slentrer forbi.

Men spillerens fysiske helbred er ikke det eneste man er nødt til at holde øje med.

Når man vandrer rundt i det gudsforladte slot er man ofte nødsaget til at bevæge sig i gennem kulsorte rum og gange, og hvis man stÂr i mørket for længe bliver man sindssyg!

Lys, lyd og vanvid

Rundt omkring i slottets mange afkroge finder man, hvis man er heldig, fyrtøj til at tænde fakler og stearinlys, og olie til sin lanterne.

Lys er meget vigtigt for hovedpersonen da det forhindrer ham i at miste forstand – men lyset heler ham dog ikke. For at genoprette sin mentale balance, er man nødt til at overvinde sin frygt, og kæmpe videre indtil man gør fremskridt.

Lydeffekterne er noget af det bedste ved Amnesia. En gang imellem hører man en dame skrige eller et monster brøle, og man løber panisk til det mørkeste hjørne, man kan finde. Men ofte er der ikke noget monster, og man skal som nævnt huske ikke at gemme sig i mørket for længe…

Dom

Amnesia – the Dark Descent er en fantastisk oplevelse, som vil skræmme dig fra vid og sans. Det er flot visuelt og har et flot og stemningsfuldt soundtrack.

Det eneste umiddelbare minus er, synes jeg, at skuespillerene ikke er helt 100% overbevisende.

Siden Frictional Games er et lille svensk firma, har de ikke haft råd til britiske skuespillere og har måttet indtale stemmerne selv. De kommer også til at blande amerikansk og engelsk stavning et par gange.

Men alt i alt et glimrende spil som er stærkt anbefalet!