Overvåg overvågerne

Antallet af overvågningskameraer i Danmark er eksploderet siden 9/11 Hør indslag

En ny applikation til smartphones skal hjælpe os med at få et overblik over de 350.000 overvågningskameraer, der er sat op i Danmark.

I 2011 opnåede vi her i landet den tvivlsomme ære at have en større koncentration af overvågningskameraer pr. indbygger, end man har i London, der ellers har været kendt som verdens førende overvågningshovedstad, hvor en indbygger i gennemsnit bliver fotograferet 300 gange dagligt af et overvågningskamera.

Sikkerhedsbranchen anslår, at vi har 350.000 overvågningskameraer i Danmark. På indkøbsgader, i kiosker, i trappeopgange, på pladser og torv, og i massevis af firmaer og kontorer – og vi har i meget vid udstrækning vænnet os til dem – og mere end det: vi er faktisk ret glade for, at de er der.

Intet overblik over overvågning

“Men ingen offentlig myndighed har overblik over, hvor kameraerne sidder, hvem der har sat dem op, eller hvem de overvåger,” siger journalist Sebastian Gjerding fra dagbladet Information.

Sammen med kollegaen Peter Andersen har han udviklet applikationen Kameraspotter til smartphones, der kan hjælpe med at skabe det ønskede overblik.

“Det er vores journalistiske ambition at blive kloge på informationssamfundet og ikke bare lave de sædvanlige historier om at være for eller imod overvågning,” siger han om artikelserien i Information, der startede som eksamenprojekt på journalistikstudiet på RUC.

Du kan hjælpe

De to journalister vil have os alle sammen til at hjælpe med at kortlægge det danske overvågningssamfund. Derfor har de lavet applikationen, der kan downloades fra information.dk/overvaagning og fra Android Market. Med app’en registrerer telefonens GPS, hvor man er. Man kan på et kort se, hvor mange kameraer, der registreret i området. Hvis man opdager et nyt kamera, så tager man et foto af det. App’en tilføjer adressen, og man kan selv tilføje information om kameraet – sidder det ved en bank eller en cafe?

“Der er ingen national masterplan for, hvor overvågningen finder sted. Det er både banker og private, der overvåger, så man ved ikke om overvågningen rammer helt skævt. Er det de rigtige områder, der bliver overvåget? Med hjælp fra brugerne af app’en, vil vi gerne komme tættere på den konkrete placering og der af se formålet. Det er også et datajournalistisk projekt,” siger Sebastian Gjerding.

Kameraspotter er på fire dage blevet downloadet 648 gange.

Mobiltelefoner og patent-ammunition

Gem Medina hos Google

Gem dine Medina sange hos Google og hør dem på din mobil

Google melder sig nu også i kampen om, hvem der skal forsyne os med musik i fremtiden.

Plader og cd’er er ikke længere noget, vi har stående i reolen. De fleste af os har musikken på computeren, i mobiltelefonen eller på vores mp3 afspiller. Og ofte er det en iPhone eller iPod fra Apple.

Men nu melder Google sig også for alvor på markedet for musik. På Googles store konference for softwareudviklere i San Francisco – Google IO – fik deltagerne lov til at se Google Music Beta, en service, der gør det muligt for brugerne at gemme op til 20.000 musiknumre på Googles servere.

Hør musikken på din mobil

I stedet for at have musikfilerne på ens harddisk, mobil eller mp3 afspiller kan man alstå gemme dem hos Google. Man kan afspille musikken via ens browser eller ens Android mobiltelefon, fuldstændig som om de ligger på ens eget apparat.

Googles musiktjeneste kommer blot seks uger efter, at  Amazon lancerede en lignende service, og rygterne vil vide, at Apple i lang tid har arbejdet på noget tilsvarende.

Men der kan være et problem med ophavsretten til musikken, når den ikke ligger på et apparat, der er ejet af den person, som har købt musikken.

Men er det lovligt?

Pladeselskabet EMI har længe kørt en retssag mod firmaet MP3Tunes, der i flere år har tilbudt en service, som til forveksling ligner det, både Google og Amazon nu tilbyder.

Men ifølge den amerikanske organisation for digitale borgerrettigheder EFF er der en afgørende forskel. Hos MP3Tunes findes der kun én version af en sang modsat hos Google og Amazon, hvor den samme sang er uploadet mange gange hos mange forskellige brugere.

Hvis man fx har købt Medinas hit “Addiction” og uploader det til MP3Tunes, så vil alle brugerne dele den samme kopi. Det sparer serverplads. Men på Googles musiktjeneste vil hver eneste bruger have sin egen kopi af Medinas “Addiction”, hvilket vil sige, at samme musikfil vil eksistere i tusindvis af ens kopier på Googles servere.

Det kræver meget serverplads, der egentlig bliver spildt på at lagre totalt ens information, men Google gør det på denne måde for ikke at få ballade med musikindustrien omkring ulovlig kopiering af musik.

Kan kun bruges i USA

Det giver også den bagdel, at hvis man har mange sange, så tager det også lang tid at overføre dem alle sammen til Googles servere. Tjenesten kræver naturligvis også en internettjeneste, så man kan høre sin musik.

Google Beta Music er gratis i testfasen og indtil videre kun tilgængelig for musikelskere i USA.

HTC Desire: ny mobil på redaktionen

Så er der søreme kommet ny mobil på redaktionen – en HTC Desire, der kører Android 2.1 på en lynhurtig Snapdragon processor og er udstyret med en stor, smuk AMOLED-skærm.

Det er altsammen resultatet af en meget lang og indviklet forhistorie, som man kan læse her.

(Den korte version: i december ville vi have en Android-mobil, valgte en Motorola Milestone, og blev udsat for usædvanligt dårlig service hos Motorola.

Heldigvis har netbutikken Expansys været overordenligt flinke, taget Motorola’en tilbage og erstattet den med en Desire, der kom i forgårs).

Første indtryk

Her følger en kort anmeldelse med foreløbige indtryk:

Hardwaren på sådan en Desire-fætter er vældigt overbevisende. Den føles solid, knapperne ligeså, og både skærm, processor og hukommelse klarer sig fornemt. Menuer og grafik kører ultra snappy, programmerne åbner og lukker kvikt, og der er et rigtig godt feel i interaktionen.

To problemer: skærmen er (som alle AMOLEDs) svær at bruge i sollys. Den er superflot indendørs, men meget udvisket udenfor. Og så er der batteriet. På min parallel-mobil, en iPhone 3G, kommer jeg ofte op på 30 timers brug, men på Desire begynder jeg at kigge efter strøm efter 20 timers tid.

Android rocks!

Styresystemet er Android 2.1. Det er et aldeles glimrende smartphone (og tablet!) OS, som kan alt det, det skal – og det som det ikke kan, det findes der nok en app til i Android Market.

Android er noget ganske anderledes end iPhone OS. Nogle ting fungerer bedre (fx muligheden for at anbringe widgets med opdaterede og sync’ede informationer direkte på hjemmeskærmene), andre er noget mere besværlige (fx rodede jeg en del med at få mit skandinaviske tastatur til at virke – det skal nemlig aktiveres TO steder…).

Uden at begive mig ud i den store filosofisk/tekniske diskussion om forskellen på de to, så er det min opfattelse at Android på den ene side er mere åbent og fleksibelt end iPhone OS, til gengæld er det også mere ingeniør-agtigt. Man må ganske enkelt vælge mellem to ideer, to måder at tænke gadgets på, før man vælger sin mobil.

Android og HTC Sense

Interfacet på Desire er jo “dobbelt” – der er dels Android 2.1 og så har HTC bygget deres eget Sense-system ovenpå.

Jeg har det lidt ambivalent med dén løsning: på den ene side kan jeg faktisk rigtig godt lide Sense og de mail-, kalender-, og Twitter-apps de har bygget. De fungerer godt og ser godt ud.

Omvendt synes jeg også, at de to – Android og Sense – clasher, så man ikke altid heeelt er klar over om man vælger Sense’s mail-app eller den oprindelige Android Gmail-app, fx.

Foreløbig er jeg en glad mand

Som med alle nye gadgets må man bruge lidt tid på at sætte sig ind i tingene, tilpasse sig nye funktioner og lave systemer der passer til éns egne behov.

Efter to dage er Desiren ved at være banket på plads, med indstillinger, apps og widgets – og jeg er glad.

Must have or must wait?

Hvad siger du? Er Desire den bedste Android-mobil hidtil – og skal du ha’ en Android? Eller venter du bare på iPhone 4?