Computeren stopper forbrydelser FØR de sker

Hør udsendelse

Kan det lade sig gøre at forudsige forbrydelser – og dermed have mulighed for at stoppe dem FØR de sker?

Der er nok mange politikfolk, som drømmer om at genskabe de berømte scener fra scifi-filmen Minority Report, hvor Tom Cruise fanger forbryderne inden de begår deres kriminelle handlinger.

Desværre går der nok lang tid før, vi finder tre telepatiske orakler, der ved at tune sig ind på befolkningens følelser af vrede, jalousi og angst kan forudsige, hvor der sandsynligvis vil blive begået overfald og måske mord.

Analyser af terrornetværk

Til gengæld kommer computere og avanceret software nu til hjælp.

På Counterterrorism Research Lab på Syddansk Universitet sidder blandt andre Uffe Wiil og arbejder med, hvordan man bedre kan analysere og overskue netværk mellem formodede terrorister.

“Vi overvåger både blogs og almindelige hjemmesider og netværk som Facebook, YouTube og Twitter med avanceret software for at se, om vi kan finde netværk mellem terrorister og potentielle rekrutter, og så lader vi computeren visualisere, hvordan deres relationer hænger sammen,” fortæller han.

Ideen er at gøre det nemmere at overskue de komplekse netværk, der udgør terrorismens distribuerede nervesystem i hele verden og måske opdage nye mennesker, som ikke har været kendt af efterretningstjenesterne.

Kan man forudsige netværkets udvikling?

Et næste skridt kunne meget vel blive at bygge algoritmer, der måske kan forudsige netværkenes udvikling.

“Vi vil ikke kunne forudsige at den og den dag sker der et angreb, men vi kan måske sige noget om at et terrornetværk er ved at udvikle sig til at blive mere farligt, og så sørge for at det bliver efterforsket mere grundigt,” siger Uffe Wiil.

Men netop ideen om at kunne forudsige en bestemt forbrydelse på et bestemt tidspunkt ER måske ved at blive løst.

Amerikansk jordskælvs-software fanger forbrydere

I Santa Cruz i USA har man ifølge New York Times henover sommeren eksperimenteret med et avanceret program, som ved at analysere de foregående måneders politirapporter og databaser med forbrydelser kan udpege de steder og tider, hvor det er mest sandsynligt, at der fremover vil ske forbrydelser som overfald og biltyverier.

Programmet er interessant nok en videreudvikling af software, som har analyseret jordskælv og sandsynligheden for mindre efterskælv, men bliver altså her taget i brug på et noget andet felt.

Nu bliver politifolk simpelthen hver dag præsenteret for et kort med oversigt over de områder, hvor forbrydelser ifølge softwaren formodentlig vil finde sted, og så kan de koncentrere deres patruljer netop dér.

Det er ikke helt Minority Report endnu – men vi er på vej…

LINKS:
Counterterrorism Research Lab på Syddansk Universitet
Artiklen om forbrydelses-forudsigelser i Santa Cruz

Reklamer

Når computerne kan se

Hør udsendelsen

Computerne omkring os bliver bedre og bedre til at se og forstå verden.

De såkaldte computervision-systemer bliver bla. brugt til overvågning, til at analysere fødevarer eller stille medicinske diagnoser.

Der er ganske vist stadig lang vej til en computer der kan se og forstå sine omgivelser lige så godt som vi mennesker gør i hverdagen helt af os selv, men i specialiserede sammenhænge kan computere alligevel sagtens bruges.

Idag skal vi høre om hvordan computervision grundlæggende fungerer, om et forsøg med at bruge 3D ansigts-scanninger i psykiatriske diagnoser, og om hvordan Microsofts spillekonsol Xbox sammen med sit Kinect videokamera måske kan bruges når patienter skal lave deres genoptræningsøvelser.

Til sidst i programmet har vi stjålet en lille bid fra tirsdagens Videnskabens Verden her på P1. Anders var nemlig forsøgsperson hos Kristoffer Frøkjær, som har undersøgt hvad det gør ved os og vores hjerner, at vi hele tiden multitasker og bliver afbrudt med emails, Facebook, sms’er og så videre.

MEDVIRKENDE:
Anders Dahl, adjunkt, DTU Informatik
Rasmus Paulsen, lektor, DTU Informatik
Thomas Hansen, Ph.D., Dansk Psykiatrisk Biobank
Jon Sporring, lektor, Datalogisk Institut, Københavns Universitet
Kristoffer Frøkjær, vært, P1
Thomas Habekost, lektor, Institut for Psykolog, Københavns Universitet

LINKS:
DTU Informatik – Billedgruppen
Anders Dahl, DTU
Rasmus Paulsen, DTU
Thomas Hansen, Institut for Biologisk Psykiatri
eScience på DIKU
Jon Sporring, DIKU
Videnskabens Verden om opmærksomhed og multitasking