VELKOMMEN TIL VORES CLOUD-ARKIV

Harddiskens stemmer i smoking

Harddiskens stemmer i smoking

Som du nok har opdaget, siden du er endt her, så er vi igang med en stor omlægning af Harddiskens sider på dr.dk.

Vores site skal blandt andet integreres tættere med DRs øvrige dækning af teknologi og videnskab, på dr.dk/viden (går live i næste uge).

Det glæder vi os til!

Indtil det forhåbentlig lykkes os at hive disse artikler fra perioden 2009-13 over i det nye site, så har vi valgt at lave eksternt cloud-arkiv her på WordPress.com. Her vil du finde både udsendelser og artikler fra de sidste 3 års tid.

Der er desværre et antal links – især lydlinks – som ikke har overlevet flytningen – men når det gælder lytning af tidligere udsendelser, vil langt de fleste kunne findes hjemme på Harddiskens side på dr.dk.

Vi håber du vil bære over med os så længe – og skriv endelig til os hvis der er særlige problemer eller udfordringer i mellemtiden.

På forhånd tak!

Reklamer

Fremtiden for internettet afgøres i Dubai

Internettets fremtid er på spil!

Det mener i hvert fald blandt andet firmaer som Google, interesseorganisationer som Internet Society (ISOC) og tusindvis af netbrugere fra hele verden.

Begivenheden, der får blodet til at koge, er konferencen med den ellers noget søvndyssende titel “World Conference on International Telecommuncations” (WCIT) som 3.-14. december finder sted i Dubai.

Fremtiden afgøres i Dubai

Skal man trække linjerne hårdt op, så handler det om, at FN-organisationen International Telecommunications Union ITU) – i hvert fald ifølge rygterne – vil bruge konferencen til at foreslå en ny, international aftale om kontrol med internettet.

Det handler blandt andet om infrastruktur-sikkerhed, om initiativer mod spam, phishing og børneporno, og at de enkelte lande i højere grad skal kunne lave regler for deres nationale net.

Også spørgsmålet om nettrafik-aftaler mellem lande er til drøftelse, og dét bliver i hvert fald nogle steder betragtet som en fordel for især udviklingslande.

Det lyder jo i udgangspunktet måske rimeligt, men sammenlignet med situationen idag ville det i langt højere grad blive detailstyring af intenettet, og åbner samtidig for FN-legaliseret censur, siger kritikerne.

Samtidig er meget af arbejdet op til WCIT i Dubai foregået bag lukkede døre – nogle sammenligner med forhandlingerne om ACTA-aftalen, som vi også dækkede tidligere på året – og der hersker stadig en del usikkerhed om ITUs planer.

Er status quo bedre?

Idag er det bla. organisationen ICANN (Internet Cooperation for Assigned Names and Numbers), der (be-)styrer nogle af de mere grundlæggende aspekter af internettet – domænenavne og den slags.

Men selvom dét heller ikke er en ukompliceret ordning, så er det dog alligevel bedre end at begynde at indføre nye regulativer og kontrolmuligheder, mener mange.

Blandt andet er der langt flere forskellige partnere i ICANN – herunder internetfirmaer, interesseorganisationer, etc – mens ITU udgøres af repræsentanter fra FNs medlemslande (andre kan blive medlemmer, men uden stemmeret).

Omvendt er ICANN idag blandt andet underlagt amerikansk lov – hovedkvarteret ligger i Californien – og har også igennem årene været under heftig kritik, senest fx i forbindelse med de nye såkaldte top-level domæner som .xxx og .car og den slags.

Status quo er dog trods alt bedre, siger blandt andre World Wide Web-skaberen Tim Berners-Lee til BBC.

WCIT i Dubai løber frem til fredag den 14. december, hvor Harddisken på P1 samler op på konferencen og ser på om forhandlerne fra alfabetsuppen af organisationer er blevet enige…om nogetsomhelst.

Er Facebook en fiasko på børsen?

Facebook aktien er faldet med 18 procent efter en introduktion på børsen, der fik mere mediebevågenhed end et kongeligt bryllup.

Er Facebook overvurderet?

Var aktiekursen blæst op?

Kan Facebook overhovedet tjene penge nok til at retfærdiggøre selskabets høje værdi?

Og hvad er Facebooks strategi for at blive en sund forretning og for at få fordoblet de 900 millioner brugere?

Harddisken har inviteret chefstrateg i Danske Bank, Anders Nellemose og redaktør for sociale medier i DR Nyheder, Lars Damgaard Nielsen i studiet til at vurdere den nye virkelighed for Facebook, der bliver brugt af næsten hveranden dansker.

Facebook i tal

Lagt i Web. Tags: . 1 Comment »

Medicin og backup – afrikanske iværksættere

Hør udsendelsen

Startups og digitale iværksættere er normalt noget vi forbinder med Silicon Valley i Californien, men i Afrika er man for alvor ved at komme med på vognen.

Det sker blandt andet i Nairobi i Kenya, hvor også danskere er engageret i at gøre kenyanernes it-visioner til virkelighed.

Når man siger it i Afrika, så handler det i meget høj grad om mobiltelefoner, oven i købet det som vi herhjemme efterhånden kender som ‘gamle’ mobiler eller ligefrem ‘dumbphones’ fordi de ikke har smarte trykfølsomme skærme og app-butikker og indbygget GPS og alle de andre ting vi er vænnet til i vores ‘smartphones’.

Og det er heller ikke nødvendigvis fordi alle tjenesterne med danske ører lyder voldsomt højteknologiske, men selv backup af kontaktinformation på mobiltelefoner eller muligheden for at emaile med en apoteker kan gøre en kæmpe forskel i hverdagen dernede, fortæller Harddiskens udsendte, som har oplevet masser af mobil hittepåsomhed i det kenyanske iværksættermiljø.

Til sidst i programmet bliver der også plads til en håndfuld små lydpostkort fra Henrik Føhns, der er stukket af til den store teknologikonference South by South West i USA.

Her mødes 20.000 glade nørder fra hele verden for at vise produkter og især web- og mobiltjenester frem, diskutere iværksættermiljøer og – ikke mindst – at feste og lave ballade.

LINKS:
Startup Garage Nairobi på Facebook
South by South West (SXSW) teknologikonference i Texas
Føhns’ lydpostkort fra SXSW

ACTA – handelsaftale eller webcensur?

Hør udsendelsen


Sjældent har noget skilt vandene som den internationale handelsaftale ACTA.

Harddisken og dagbladet Information havde mandag den 27. februar indkaldt til høring om den omstridte handelsaftale, som 7.000 danske demonstrede imod foran Christianborg lørdagen inden.

Kritiske høringssvar

Harddisken og Information har modtaget 14 høringssvar fra ialt 17 organisationer. Feltet spænder vidt fra Bibliotekarforbundet til Forbrugerrådet, Dansk IT og KODA. 11 af de 14 svar er stærkt kritiske overfor ACTA.

Ved høringen mandag eftermiddag kl. 17 bliver svarene overrakt til Handelsminister Pia Olsen-Dyhr (SF), der sammen med IT-ordfører Britta Thomsen (S) og Morten Messerschmidt (DF, MEP) vil debattere med organisationerne og de 230 tilmeldte gæster i halvanden time.

Stor uenighed

“ACTA kan ses som et produkt af store multinationale rettighedshaveres kommercielle interesser, som på potentiel bekostning af borgernes grundlæggende rettigheder, er en trend i retning mod et mindre frit og langt mere overvåget og indskrænkende internet.,” skriver Dansk Energi, Forbrugerrådet og Telekommunikationsindustrien i deres høringsvar.

På den anden side står et svar fra en en rækker kulturpersoner, der kalder sig “en uafhængig gruppe af kreative producenter”, som hævder, at ACTA ikke ændrer ved gældende danske lovgiver og videre skriver:

“Det er, som ACTA-debatten vender verden på hovedet. De, der skaber og producerer kunst, film, musik, spil og litteratur bliver i debatten fremstillet som nogen, der er ude på at knægte ytringsfriheden.”

LINKS:
Masser af ACTA-dækning på DR
Masser af internet-memer (som Anonymous-masker og Rick Astley-musik)
Det Digitale Indre Marked – som en del af den digitale agenda i EU
Ian Hargreaves’ rapport om copyright i England

Ny trussel mod internetfriheden?

I sidste uge gik Wikipedia i sort, og dusinvis af større og mindre it-firmaer gik i fælles aktion mod de amerikanske lovforslag SOPA og PIPA.

SOPA og PIPA skulle stramme beføjelserne i de allerede eksisterende lovgivninger om ulovlig kopiering af film, tv, musik og så videre, men mange mente, at lovforslagene var alt for vidtgående.

Det virkede – men
Og demonstrationen så ud til at virke – SOPA og PIPA blev foreløbigt lagt på hylden, og skal i hvert fald nu igennem en grundig behandling, før de bliver fremsat igen.

Men i mellemtiden er nye love på området blevet sneget ind, næsten under radaren, kan man sige, i form af den globale handelsaftale ACTA – Anti Counterfeit Trade Agreement.

ACTA har været undervejs i mange måneder, og og selvom den er blevet kritiseret for både sit indhold og for hemmelighedskræmmeriet omkring forhandlingerne, så har mange lande allerede stemt for – herunder USA og EU – dermed også Danmark, der i går skrev under i Japan.

Vagtmænd på nettet
ACTA giver ophavsretsejerne vide muligheder for fx at lukke hjemmesider de mistænker for at dele ulovligt kopieret materiale, men pålægger også internetudbydere at fungere som en slags vagtmænd over for trafikken i deres net – begge dele med ret uoverskuelige konsekvenser for både søgemaskiner, firmaer som TDC og Telia og for helt almindelige netbrugere.

Derudover handler ACTA bla. om kampen mod kopiering af fysiske varer – kopiprodukter – og medicin og meget andet.

Uanset indholdet, så er der mange som har kritiseret netop de hemmelige forhandlinger, hvor kun meget få aktører og primært de – der har interesse i at lave så stramme beskyttelsesregler for ophavsretshavere som muligt – er blevet hørt.

Det siger i hvert fald mange kritikere, heriblandt den respekterede Electronic Frontier Foundation og det franske site La Quadrature du Net, der har lavet et helt site om ACTA.

Også EUs ACTA-“rapportør” trak sig igår tilbage i protest mod de lukkede forhandlinger.

Er den så stemt igennem?
Nej, selvom EU har underskrevet aftalen, så skal den stadig godkendes af Parlamentet.

Derfor håber mange aktivister nu, at de kan nå at smide grus i maskineriet, ligesom man gjorde med SOPA og PIPA.

Aftalen skal efter planen ratificeres af Europa-parlamentet i juni måned.

Harddisken følger op på sagen i næste uges program…

LINKS:
EU-medlem Marietje Schaakes artikel om ACTA og hvad man stadig kan nå at gøre

Franske La Quadrature du Net’s ACTA-site

EU vil beskytte dine data

Hør udsendelse

Hvad bliver gemt? Hvor ligger det? Hvem har adgang til det?

Det er spørgsmål, der ifølge EU-kommissær Viviane Reding ligger mange EU-borgere på sinde, når det gælder de billeder, kreditkortinformationer, statusopdateringer og meget andet vi lægger på nettet hver dag.

Derfor har hun og hendes kolleger netop fremsat et lovforslag, der skal give borgere i EU større indsigt og kontrol med selvsamme informationer og data.

Personlige data er nettets valuta

I en Eurobarometer-undersøgelse der følger med baggrundsmaterialet til lovforslaget, mener 74% af adspurgte europæere at deling af personlige data spiller en stor rolle i hverdagen, men72% er omvendt bekymrede for, om de deler for meget og er usikre på hvordan de data bliver brugt.

“Personlige data er en slags nettets valuta, og valutaer kræver stabilitet og tillid,”  sagde Viviane Reding på konferencen Digital Life Design i München, hvor hun forleden offentliggjorde forslaget.

Retten til at blive glemt

Et af de mere konkrete resultater af lovforslaget bliver – hvis det bliver godkendt i medlemslandene – en “ret til at blive glemt” på nettet – altså at man kan henvende sig til en webtjeneste, et socialt netværk eller en butik og bede om at få slettet alle de data de har liggende om én.

Udover brugerkontrol er der tale om en kraftig modernisering af et forældet regelsæt fra 1995, og en énsretning på tværs af grænser, så det bliver nemmere for både borgere, myndigheder og internationale firmaer at finde ud af.

Et sæt regler over dem alle!

“Der skal være ét sæt af regler der dækker hele Europa, istedet for 27 forskellige lovgivninger,” sagde Viviane Reding på DLD-konferencen.

I udgangspunktet lyder det jo ganske rimeligt, især i kølvandet på sidste uges heftige diskussioner om de amerikanske lovforslag SOPA og PIPA og deres begrænsninger af netbrugernes rettigheder.

Det er dog ikke alle der er tilfredse.

Facebook: “Nye regler må ikke begrænse vores forretning”

På BBC udtaler blandt andet Adam Malik, lederen af konferencen Digital London, at lovforslaget på grund af øgede krav om dokumentation, administration og nye værktøjer kan gøre det dyrere at drive webforretning.

Blandt andet er der trusler om bøder, hvis ikke firmaer overholder kravene, fx om at skulle oplyse om eventuelle sikkerhedsbrister inden der er gået 24 timer.

Og hos Facebook – der jo om nogen er et firma i privatlivsforkæmperes sigtekorn – er man heller ikke helt tilfredse.

Direktør Cheryl Sandberg, der også deltog på DLD-konference i München, sagde i sit oplæg, at man skulle passe på et de nye regler ikke kom til at begrænse de webfirmaer, der som Facebook har skabt masser af fremdrift og store indtjeninger i en tid hvor der ellers er generel økonomisk krise i Europa.

LINKS:
Undersøgelse af danskernes holdning til databeskyttelse

Video af Viviane Redings præsentation på DLD

Læs mere om forslaget hos EU