Den slanke iværksætter

Hør udsendelsen

Eric Ries har skrevet en håndbog til iværksættere, så succesen lettere kommer i hus

San Francisco bliver i disse år oversvømmet af de såkaldte food-trucks. Det er en slags pølsevogn indrettet i en mindre lastbil, hvor man kan købe alle mulige slags mad. Her er pizzarier, burgerbarer, vegetarmad, thaimad osv.

Eric Ries har en favorit. Det er koreansk barbecue. En dag, hvor han var nede i foodtrucken og købe sin barbecue, faldt han i snak med indehaverne. De fortalte ham, at de i virkeligheden var i gang med et eksperiment. I stedet for at åbne en fastfood restaurant med koreansk barbecue i en butik med en fast adresse, så havde de valgt at køre rundt med nogle foodtrucks og prøve forskellige steder af i San Francisco. Udover beliggenhed så testede de også forskellige menuer, for at finde ud af, hvad deres kunder bedst kunne lide. Deres research skulle munde ud i en ny fastfoodkæde i byen. Og ideen havde de faktisk fået fra en bog, der handlede om teknologiiværksættere.

Nå – hvad er det for en bog, spurgte Eric Ries – den hedder The Lean Start-Up svarede – nå, men den har jeg skrevet, var hans svar.

Den svære vej til succes
“Når man ser succesfulde iværksættervirksomheder som kunde, så tænker man “Nå de har fået en god ide”, men man ser ikke hele processen med at rafinere ideen fra den opstår til den er korrekt udført,” siger Eric Ries.

Eric Ries driver sin blog “Start-Up Lessons Learned” skrev netop sin bog “THE LEAN START-UP” for at analysere iværksættervirksomhedens svære vej fra ide til succes eller fiasko. Han har undervist i forretningsudvikling på Harvard Business School og er en meget efterspurgt foredragsholder.
Og så har han på egen krop prøvet at være iværksætter. Det har han sin egen definition på.

“En start-up er et eller flere menneskers forsøg på at skabe noget nyt under ekstremt usikre omstændigheder. ”

Og i den proces er der alt for mange usikre faktorer til, at man kan bruge managementmodeller fra det 20. århundrede.

“Vi har brug for et nyt sæt værktøjer,” siger Eric Ries.

Hvornår er en iværksætter slank?
Men hvordan adskiller en LEAN start-up – en slank iværksættervirksomhed – sig fra en almindelig start-up?

Inspirationen er hentet fra den japanske bilproducent Toyotas ideer om at effektivisere arbejdsprocesser og resourceforbrug med kunden i fokus. Den teori brugte Eric Ries i sine iværksættervirksomheder.

“Ved hjælp af Toyotas ideer kunne vi studere vores egen udvikling og hurtigere afgøre, hvad der skaber værdi og hvad der er spild af tid. Vi kunne gøre en start up lige så effektiv som en Toyota fabrik.”

“Man skal se på sig selv gennem sin kundes øjne. Men i start-ups ved man ofte end ikke hvem kunden er. Værdien i en iværksættervirksomhed bliver derfor skabt gennem at finde ud af hvem kunden er, og hvilket produkt kunden efterspørger.”

Begå fejl og lær af dem
Det lyder måske lidt underligt, at man starter en virksomhed uden at have et færdigt produkt og uden at være sikker på, hvem der vil købe dette produkt. Men metoden til at teste markedet på, var jo lige nøjagtig den metode, folkene med den koreanske barbecue brugte. Forskellige menuer forskellige steder i byen. Det er samme måde mange software-virksomheder bruger til et at udvikle deres produkt – faktisk en videnskabelig metode, hævder Eric Ries. Og det handler i høj grad om at begå fejl.

“Fiasko er den videnskabelige måde at lære noget på. Medmindre man opstiller hypoteser og afprøver dem, så vil man altid ende med at lave ad hoc rationaliseringer for at føle sig bedre tilpas i en svær proces.”

I stedet for at lyve for sig selv i spejlet og sige “det går sgu da meget godt” – så skal man mande sig op og sige “Jeg tog fejl – jeg må prøve noget nyt”

“De fleste ideer er virkelige dårlige,” siger Eric Ries. “Selv de bedste virksomheder laver mange fejl – så en god iværksætter skal være god til at tage fejl. Og man skal være god til at lære af sine fejl, så de ikke bliver tabt energi eller en kilde til fortvivlelse.”

Driv virksomhed som en skøjteprinsesse
Det er meget svært for os som mennesker at evaluere vores egne planer objektivt – derfor skal vi bruge den videnskabelige metode og vende rundt på stedet og forfølge en anden strategi. Det Eric Ries kalder en pivot – en pludselig venden rundt –  lidt ligesom en skøjteprinsesse på isen. Det handler om at gribe fejlen og gøre den til en del af den nye fremdrift. Så spilder man ikke sine kunders tid med dårlige produkter, og iværksætteren har større held med at lykkes.

Det handler om at bevare ens vision for virksomheden samtidig med at man laver en ny strategi for at udføre den.

“Når jeg møder folk, der har pivoteret, så ønsker de altid, at de havde gjort det tidligere. Og for det meste handler det om at have præcise målinger af, hvad kunden vil have og kan lide og udfra de data afgøre om man har succes eller ej,” siger Eric Ries, der selv har været gennem processen flere gange.

Dropbox er det gode eksempel
Vejen til den indsigt går gennem at lave det, Eric Ries kalder et “minimum viable product”. Det vil sige en version af ens produkt, der kun lige akkurat virker og udtrykker den vision, man har med produktet. Og derfor har været relativt billigt at udvikle og markedsføre. Det er selvfølgelig noget nemmere, hvis produktet er software, som ikke kræver andet end et par bærbare computere og noget arbejdstid. Og det eksempel – man oftest støder på – er Dropbox. Dropbox er en meget enkel service. Du kan gemme filer fra din computer ude på nettet i en “skuffe”, som du har adgang til fra din computer på arbejdet, computeren derhjemme eller din mobiltelefon. Du kan også vælge at dele indholdet af skuffen med andre, så de også har adgang til dine worddokumenter, regneark eller musikfiler. Det hele bliver automatisk synkroniseret, så du altid har en kopi af det hele i lommen så at sige, selvom det faktisk ligger på en computer ude på nettet.

Dropbox er blevet skoleeksemplet på en lean start-up, der har en vision – men hele tiden studerer sin strategi i et tæt samspil med sine brugere. Ikke ulig den koreanske madvogn, der kører rundt i San Francisco og tester menuer på sultne kontorfolk.

Ugens Harddisk om slanke startups

Hør udsendelsen

Hvad har bilproducenten Toyota, den eksterne harddisktjeneste Dropbox og en koreansk barbecue restaurant til fælles? Jo, det er alle tre “lean” virksomheder.

Det nye mantra for iværksættere i USA er nemlig “the lean start-up”, hvor man henter ideer fra Toyotas succesrige måde at producere biler på og bruger dem på at skabe nye virksomheder, der har opmærksomheden stift rettet mod effektivitet, lave omkostninger og kundens behov.

Man tester hele tiden kundens tilfredshed og ændrer konstant produktet i virksomhedens formative leveår. The Lean Start-Up Model har også vundet genklang hos danske teknologiiværksættere.

I programmet taler vi med den amerikanske lean-start-up-guru Eric Ries og har også tre danske iværksættere – Andre Cleve, Jon Froda og Peter Engelbrecht – i studiet til en snak om, hvor vigtigt det er hele tiden at være ekstremt omstillingsparat som iværksætter. Og vi skal også med investoren Lars Leckie fra Silicon Valley, der taler om hvordan pengefolkene engagerer sig i de slanke startups.

I ugens nyheder taler vi om svenske hackere, korttjenester på iPhones, mikrobetalinger hos Google, og om Facebook, der netop har rundet 1 milliard brugere.

LINKS:
Startup Lessons Learned
Lean Startup i Danmark
Hummer Winblad Venture Partners
Svenske hjemmesider truet af Anonymous-hackere
Google Wallet for Web Content
iPhone-kort truet af Google Maps
Facebook runder 1 millard – og mange flere fakta

Efter Facebook: hvad bruger de penge på i Silicon Valley?


Efter børsnoteringen af Facebook – der som bekendt gik mindre godt end mange havde håbet – har der været en lidt sær stemning i Silicon Valley.

Er det en ny bobbel, der bliver punkteret nærmest inden den er pustet op? Eller snarere et sundhedstegn, at Facebook-aktierne ikke blev pumpet alt for hårdt op i pris?

Efter Facebook

Uanset hvad, så taler man i disse dage om en tid “Efter Facebook”, hvor fokus snarere er opkøb end innovation, og hvor der bliver investeret mindre og mere forsigtigt.

Tirsdag mødtes en flok af stiftere fra bla. Netflix, YouTube, Rovio, LinkedIn og mange flere til F.ounders-konferencen, der er blevet kaldt “teknologiens svar på Davos.”

De skulle blandt andet forsøge at lodde stemningen her i post-Facebook-æraen, når det gælder investeringer, børsnoteringer og økonomi i Silicon Valley.

Mindre børs, mere opkøb

Deres forudsigelser fortæller blandt andet, skriver teknologibloggen The Verge fra konferencen, at vi vil se færre børsnoteringer, men til gengæld masser af nye opkøb – som da Facebook selv snuppede fototjenesten Instagram til en milliard dollars.

Bagsiden af dén medalje er dog, mener flere, at de store virksomheder selv glemmer at udvikle sig og finde på nye ideer, og derfor kan det være dårligt nyt for Silicon Valley – selvom det selvfølgelig kan være rart nok for de mange små firmaer, der formodentlig i fremtiden vil tjene hundredevis af millioner af dollars på at sælge sig til de store…

BONUS:
Den danske iværksætter Martin Frid-Nielsen – som har været i Silicon Valley siden 1988 og idag er direktør i synkroniseringsfirmaet Soonr – fortæller her om sin oplevelse af stemningen i Silicon Valley lige nu.

Og det handler også netop om vækst og opkøb!

Ugens Harddisk: Danske startups på eventyr i Silicon Valley

Hør udsendelsen

I gamle dage var det drømmen om guldklumper, der lokkede lykkejægere til Californien.

I dag er det netværk, dygtige programmører og ikke mindst bunkevis af investeringspenge, der får danske opstartsvirksomheder til at drage til San Francisco og det sagnomspundne Silicon Valley – i håbet om måske at blive det næste Facebook, Apple eller måske Google.

Harddisken har netop været på tur derovre, og talt med nogle af de mange danskere der er på eventyr i San Francisco og Silicon Valley.

Vi skal møde det offentlige danske støtteinstitut Innovation Center Denmark, der bla. gennem hjælpeprogrammet ScaleIT netop har haft en håndfuld startups på rundtur til investorer, mentorer og pitch-trænere, og så har vi besøgt de tre danske firmaer Endomondo, Tradeshift og Memolane på deres kontorer midt i San Francisco.

MEDVIRKENDE:
Lene Sjørslev Schulze, Innovation Centre Denmark i Silicon Valley
Søren Therkildsen, ScaleIT
Torsten Kolind, YouNoodle
Michael Andreas Hansen, Komfo
Dennis Moesby, Livebooking
Bill Reichart, Garage Ventures
Mette Lykke, Endomondo
Mikkel Bo Schmidt, Tradeshift
Laura Bonderup Jensen, Tradeshift
Eric Lagier, Memolane

LINKS:
Innovation Centre Denmark
ScaleIT
YouNoodle
Komfo
Livebooking
Garage Ventures
Endomondo
Tradeshift
Memolane

Fans fylder idolers tomme lommer

Crowdfunding fyrer op under din ide

Hør udsendelse

Crowdfunding er den nye dille i USA. Instruktører, musikere, iværksættere og videnskabsfolk rejser stadig større beløb til deres projekter. Trofaste fans betaler simpelthen for indspilning af film og cd’er.

På dette års alternative amerikanske filmfestivaler Sundance og SXSW stod det kun tre år gamle crowdfunding website Kickstarter for henholdsvis 17 og 33 film, når det handler om finansiering.

Et crowdfunding website er det organiserende mellemled mellem fans og kunstner. Kunstneren vil gerne lave et projekt. Derfor laver han en kampagne på Kickstarter eller Rockethub – de to største crowdfunding sites lige nu. Han laver typisk en video, der fortæller om projektet, fastsætter det beløb, der skal indsamles og en tidsperiode – typisk en-to måneder. Og så bliver projektet delt med ens netværk.

Lav penge på dit sociale netværk
“Crowdfunding handler om at omforme ens sociale kapital som tillid, troværdighed og ry til en kampagne, hvor man rejser penge til sit projekt”, fortæller Brian Meece, der har stiftet og er administrerende direktør hos Rockethub.
Han fortæller, at de afgørende elementer i en succesfuld kampagne er et enestående projekt lavet af en enestående person. Men vedkommende skal også have en gruppe af fans, som følger hans arbejde. Så ens netværk skal være af en vis størrelse. Og her taler vi ikke kun netværk som Facebook eller Twitter men også netværk i den fysiske verden. Og sidst men bestemt ikke mindst så skal der være gode dusører til de mennesker, der bidrager med penge.

“En rockstjerne giver måske en cd for et $20 bidrag eller en VIP billet til en koncert for et $100 bidrag. Hvis man hjælper en videnskabsmand, får man måske sit navn i forskningsrapporten for $20 eller et besøg i laboratoriet for $100”, fortæller Brian Meece.

Penge til forskere
På overfladen ligner videnskabsmænd og rockstjerner ikke hinanden – men de har begge den sociale kapital, der skal til at rejse penge til et personligt projekt. Rockethub hjalp 50 videnskabsmænd fra hele verden, der ikke kunne rejse penge til deres forskning på traditionel vis. På 45 dage rejste de over $75.000 til forskning i sjældne arter af delfiner og cancer forskning. Og de fik omtale i over 100 artikler i aviser og magasiner og på nettet fra hele verden.

På Rockethub er den gennemsnitlige donation $70-75. Mange smider $5 – de fleste $20 og enkelte altså væsentlig mere. De fleste musikere rejser omkring $4000, samlet ind blandt 60-70 mennesker.

“Det er spændende, at du ikke behøver flere bidragydere og ikke selv skal stifte gæld,” siger Brian Meece.

Han har selv finansieret sin cd med ukulelemusik som et af de første projekter på Rockethub. Hans guitarist rejste efterfølgende $4.000 til en soloplade, men som tillægsgevinst blev hans video set af rocklegenden Lou Reed, der var så begejstreret, at han hyrede guitaristen som fast medlem af sit turneband. På grund af Rockethub gik han fra en obskur tilværelse som guitarist i et ukuleleorkester til hver aften at spille for tusindvis af mennesker sammen med en af rockens helt store personligheder.

Medicin og backup – afrikanske iværksættere

Hør udsendelsen

Startups og digitale iværksættere er normalt noget vi forbinder med Silicon Valley i Californien, men i Afrika er man for alvor ved at komme med på vognen.

Det sker blandt andet i Nairobi i Kenya, hvor også danskere er engageret i at gøre kenyanernes it-visioner til virkelighed.

Når man siger it i Afrika, så handler det i meget høj grad om mobiltelefoner, oven i købet det som vi herhjemme efterhånden kender som ‘gamle’ mobiler eller ligefrem ‘dumbphones’ fordi de ikke har smarte trykfølsomme skærme og app-butikker og indbygget GPS og alle de andre ting vi er vænnet til i vores ‘smartphones’.

Og det er heller ikke nødvendigvis fordi alle tjenesterne med danske ører lyder voldsomt højteknologiske, men selv backup af kontaktinformation på mobiltelefoner eller muligheden for at emaile med en apoteker kan gøre en kæmpe forskel i hverdagen dernede, fortæller Harddiskens udsendte, som har oplevet masser af mobil hittepåsomhed i det kenyanske iværksættermiljø.

Til sidst i programmet bliver der også plads til en håndfuld små lydpostkort fra Henrik Føhns, der er stukket af til den store teknologikonference South by South West i USA.

Her mødes 20.000 glade nørder fra hele verden for at vise produkter og især web- og mobiltjenester frem, diskutere iværksættermiljøer og – ikke mindst – at feste og lave ballade.

LINKS:
Startup Garage Nairobi på Facebook
South by South West (SXSW) teknologikonference i Texas
Føhns’ lydpostkort fra SXSW

Mennesker og maskiner skal dele fremtidens jobs


Hør udsendelsen

Der er økonomisk krise. Og det koster arbejdspladser.

Nyhederne er fyldt med mennesker, der har mistet deres arbejde, virksomheder, der går konkurs og velmenende politikere, som prøver at løse problemet – eller måske bare finde en passende grimasse.

Det er nemlig slet ikke sikkert, at arbejdspladserne kommer igen. De bliver måske overtaget af robotter eller andre intelligente maskiner. Det er ikke science fiction snak, men diskusioner som amerikanske økonomer har.

USA er nemlig langsomt på vej ud af krisen, men det betyder ikke, at der kommer flere arbejdspladser.

Hvordan ser det ud i Danmark? Vi har også en dansk stemme, der tror på, at ny teknologi kan øge samfundets produktivitet. Lige nu og her.

Ugens it-nyheder byder på mere ACTA – blandt andet Harddiskens offentlige høring i samarbejde med dagbladet Information, opskrifter på 3D print på Pirate Bay og Facebook på børsen.

Til sidst i programmet besøger vi et nyt hus for digital kultur, der er en del af de jobskabende teknologivirksomheder, der skyder op i Sønderborg i disse år.

MEDVIRKENDE:
Tyler Cowen, økonom
Jørgen Bardenfleth, direktør, Microsoft
Andrew McAfee, forsker, MIT
Charlotte Sahl-Madsen, direktør

LINKS:
Tyler Cowen hos Wikipedia
Andrew McAfee’s bog Race Against the Machines
Høring om ACTA
Download 3D-modeller hos Pirate Bay