Gør-det-selv-forretning for kreative kunstnere

(c) Colorbox

Hør udsendelsen

De fleste kulturbrugere er nok ganske tilfredse med den bekvemmelighed, vi har opnået med tjenester som iTunes, Spotify og Amazons e-bøger.

Men hvad siger musikerne, komponisterne og forfatterne? Hele det kulturelle vækstlag?

Der har blandt andet på det seneste været sure røster fra musikere, der mener at streamingtjenester er en ren underskudsforretning for dem.

Meget kendte danske forfattere som fx Leif Davidson har i offentligheden brokket sig højlydt over, at e-bøger er deres dødsdom. Men hvad skal vi gøre ved det?

I dagens udgave af Harddisken søger vi svaret hos manden, der laver mobil strategi for Lady Gaga, Madonna og U2. Han hedder Ralph Simon.

Og hos noget så dansk som et andelsselskab for digitale kreative. Det hedder Digidi og vi har mødt andelsselskabets stifter Henrik Lechsley.

Musik, robotter og delebiler

Efter temaet har vi ugens IT-nyheder om sagsanlæg mod Grooveshark, Spotifys nye strategi, EUs robotuge og Google Maps Indoor.

Vi tager også en køretur i den franske Buzzcar, der er en helt særlig delebilsordning. Det er nemlig folks egne biler, de deler.

Det er et godt eksempel på det man kalder ‘collaborative consumption’ eller kollektivt forbrug – en slags gør-det-selv-forretning som opblomstringen af netfællesskaber har gjort til en vigtig brik i krisetidernes økonomi.

MEDVIRKENDE:
Ralph Simon
Henrik Lechsley
Robin Chase

LINKS:
Om Ralph Simon
Digidi – andelskunstnernes fællesskab
Europæisk robot-uge med masser af aktiviteter
Buzzcar – delebiler på fransk
Collaborative consumption – kollektivt forbrug

Synger Madonna på dansk til foråret?

Hør udsendelsen

Ny computerteknologi kan få Madonna til at synge på dansk

Der findes et firma i New York, som egentlig oversætter bøger fra engelsk til kinisisk for at lære kinesere at tale engelsk. Med 100 millioner kinesere, der vil lære at tale engelsk, er der et kæmpe marked.

“Men firmaet har også en anden teknologi, som er vældig interessant,” fortæller Ralph Simon. Han er en ældre herre med mange år i musikbranchen bag sig. Han var en af de første til at lave og sælge ringetoner til mobiltelefoner af populære kunstneres sange.  I dag styrer han mobiltelefon strategien for både Lady Gaga, U2 og Madonna.

Han hjælper med andre ord nogle af verdens største kunstnere med at ramme de unge musikbrugere på den dims, som de oftest bruger til høre musik på – nemlig mobiltelefonen. Der er i dag ikke færre end seks milliarder mobiltelefoner globalt, så markedet er stort.

Musik skal give mening lokalt
Men hvis vi taler om musik, hvad har så relevans for mobilbrugere både i København og Shanghai i deres dagligdag? Tjah – hvis du kan få lov til at høre Madonna på dit eget sprog?

“Hvis vi kan indspille Madonnas sange på sprogene i alle de såkaldte Brik lande – de nye vækstlande – russisk, braziliansk portugisisk, indisk hindi, kinesisk mandarin og sydamerikansk spansk – så kan vi åbne helt nye markeder,” siger Ralph Simon.

Madonna på russisk, hindi og mandarin
Madonna er den mest populære kvindelige kunstner nogensinde. Hvis hendes nye singler i foråret 2012 bliver indspillet i fem hovedsprog, så har hun et potentielt langt større publikum.

Men hvordan foregår det? Skal Madonna til at lære både russisk, hindi, mandarin og to-tre andre sprog? Nej. Det er her, at oversættelsesteknologien fra lærebogsfirmaet i New York kommer ind. Den kan nemlig bruges til andet end at lære kinesere engelsk.

Madonna på dansk?
“Lad os sige at vi indspiller på dansk,” siger Ralph Simon og fortsætter:

“Vi skal have en dansk tekstforfatter til at skrive teksten på dansk. Vi skal have en dansk sanager til at synge teksten på det samme track, der formodentlig bliver leveret af William Orbit eller en anden, som Madonna sædvanligvis samarbejder med. Når nummeret er indspillet med den danske tekst fremført af den danske sangerinde, så tager vi Madonnas stemme og trækker den digitalt ned over den danske diktion for at få den rette udtale, og på den måde får vi en dansk version af sangen som lyder naturligt. Det er på dansk – men det er Madonna, der synger.”

Det betyder selvfølgelig at alle dansktopsangerne, der før levede af at oversætte og synge udenlandske hits pludselig er uden arbejde – med mindre de kan være “inde i” Madonna – om man så må sige….

Fra teenagers til screenagers
Ralph Simon mener, at i mobilens tidsalder, hvor alle er screenagers ikke bare teeenagers, så skal man tilpasse sit kunstneriske udtryk til de lokale forhold. Hvis du vil have et publikum, så må du producere indhold til mobiltelefon eller ekstra services som Madonna på det lokale sprog, som mobilselskabet kan give væk sammen med en karaoke version til smartphonen, hvis du har abonnement hos dem.

72-årig gamer er vild med actionspil

Min far er 72.

Og hver dag bruger han mindst en time på at spille Playstation eller Xbox. Helst actionspil som Battlefield, Call of Duty eller Uncharted.

Det begyndte egentlig næsten tilfældigt, med en billig discount-konsol der kun kunne spille Tetris – spillet med klodser der drysser ned fra oven og skal organiseres i lag.

Men med dette forholdsvis uskyldige legetøj blev en gamer født.

Siden har min far investeret i alle generationer af Playstation-konsollerne, foruden en Xbox og en Xbox 360, og så det løse – Playstation Portable og diverse små videospil fra udsalgskurvene rundt omkring.

Kløe i aftrækkerfingeren

Når det gælder selve spillene er kursen klar: det handler om action og helst en masse af det.

I perioder kan han godt finde på at kaste sig over racerspil, eventyr eller børnevenlige platformsspil, men han vender altid tilbage til action.

Første-persons skydespil som Medal of Honor og Call of Duty er blandt de klare favoritter, og selvom han skal være den første til at indrømme at han ikke er den mest kompetente spiller, så synes han det er sjovt at rende omkring og skyde til højre og venstre.

Taktikken består som regel i at løbe hovedkulds ud i balladen, og hvis det ikke går godt de første 8-10 gange så begynder han så småt at overveje om han skal tage den lidt med ro og forsøge at gemme sig lidt for modstanderne.

Senior-spiller

Selv siger min far at han spiller for at få lidt variation fra bøger og kryds-og-tværser og ture i haven, men jeg har luret ham.

Min far er hardcore gamer.

Det handler ikke om “at holde sig ung” eller “holde hjernen igang”. Det handler om action, adrenalin og gang i den.

Og så er det jo ligemeget hvor gammel man er…

Senior surf er vigtig for samfundet

Bogen "Mor På Nettet" skal hjælpe seniorer i gang med internettet

Hør udsendelse

Af de cirka 1.3 mio danskere over 60 år, er der knap en tredjedel, som ikke har adgang til internettet derhjemme.

Det er et tegn på, at mange ældre ikke for alvor har taget teknologien og de nye medier til sig. Og det er en skam. For deres egen OG for samfundets skyld.

Ud over at det er en oplagt måde at holde sig i kontakt med sin familie og sine venner på – og ud over at det i stadig højere grad bliver et krav, hvis man vil i kontakt med firmaer og med offentlige myndihgeder – så kan ældres livserfaring og input være af stor værdi, også på dét område.

Og så ER det jo også bare sjovt at bruge alle mulighederne derude – mobiltelefoner, computerspil, netsurferi, sociale netværk og så videre – og hvorfor afskære sig selv muligheden for at have det lidt sjovt?

I programmet skal vi møde den computerspillende pensionist, vi skal også høre om stadig mere avancerede mobiltelefoner designet specielt til ældre, vi skal give et par gode råd til seniorer der vil kaste sig ud i den digitale verden, og hvis dén inspiration ikke er nok, så appellerer vi også til seniorernes samfundssind.

Til sidst i programmet handler it-nyhederne om nedlæggelsen af det offentlige rådgivningsorgan Teknologirådet og om, hvordan flere musikere har trukket sig ud af streamingtjenester som Spotify, fordi de ikke synes de får penge nok for deres musik.

LINKS:

Mor På Nettet

Senior-mobiler  

Ældres brug af it

Ældresagen 

Christian Haves bog ”Grib Fremtiden”

 Teknologirådet om nedlæggelsen

 Spiir og Lån&Spar Bank 

Harddisken om nye muligheder i bankerne

Robot ordner vasketøjet

Hør udsendelse

PR2 lægger håndklæder sammen

Hvad er det sværeste, man kan udsætte en robot for? At samle en bil på fabrik eller at folde et håndklæde?

Robotter har i mange år fungeret fint i fabrikker, fordi her er en meget klart defineret og afgrænset struktur. Ofte er robotterne lukket inde i et rum, hvor der ikke kommer mennesker, så de kan lave meget voldsomme bevægelser igen og igen og igen.

Men i et hjem er det meget anderledes. De skal omgås mennesker, forstå omgivelserne,  og hvordan de forandrer sig. Her er møbler, robotten kan køre ind i. Her er tæpper, den kan hænge fast i. Og det hele bliver flyttet rundt hele tiden.

Robot skal folde håndklæder
Pieter Abbeel er lektor på UC Berkley, hvor han forsker i kunstig intelligens og skriver softwware til robotter. Hans mission i livet er at lære en robot at sortere vasketøj.

“Det meget svært for en robot. Den opfatter et håndklæde, som noget helt nyt, hver gang den ser det, fordi det er krøllet eller foldet på mange forskellige måder. Vi skal ved hjælp af robottens kameraer lære den at forstå, hvad den kigger på. Og nøglen er håndklædets hjørner,” siger han.

Når den først har fundet hjørnerne, så ved den, hvad den skal gøre, fordi det minder om en rutineproces på en fabrik.

“Vores motiv er at få robotter i vores hjem. Om 10-15 år har vi robotter i vores laboratorier, der kan ordne vasketøj, rengøring og opvask. Når først vi har gjort det, så giver det mening at masseproducere robotterne og få prisen til at falde, så alle kan købe en robot til husarbejdet.”

Det store robotfællesskab
Pieter Abbeels arbejde er en del af et stort robot fællesskab, der spreder sig over hele verden. De bruger en PR2 robot  af et firma, der hedder Willow Garage, som låner dem ud for at fremme research i robotter.

“PR2 kører på et åbent operativsystem, som vi alle sammen deler, Så jeg skal ikke tænke over, om robotten kan køre, for det program har nogle andre allerede skrevet for mig. Vi kan fokusere på vasketøj, fordi en anden robotresearch gruppe har allerede arbejdet på at få robotten til at navigere gennem et hus med lænestole og borde,” fortæller Pieter Abbeel.

Styresystemet hedder ROS – robot operating system. Det er skrevet af Brian Gerkey, der er ansvarlig for open source software i Willow Garage i Californien. Det er en inkubator for virksomheder, der arbejder med robotteknologi.

“Vores mål er at bygge en samling af værktøj og biblioteker, som alle robotforskere kan dele, bidrage til og nyde godt af, så de kan blive den drivende kraft i en robot revolution,” siger han.

Gratis robotter til forskere

Det hele startede med robotten PR1, der blev udviklet på Stanford University. Det var en robot  med to arme, der kunne styres til at løse mange opgaver. Folkene bag den kom til Willow Garage og opfandt PR2 robotten. Ideen er at bygge PR2 og forære den væk gratis til universiteter, så forskerne har en fælles platform at arbejde på.

Willow Garage har distribueret elleve PR2 til softwareudviklere, så de kan bruge det bedste nye udstyr til at bygge deres løsninger på. Rationalet er, at mange forskere savner udstyr at arbejde med, hvis de vil udforske et bestemt område indenfor robotteknologi. Alle starter med at bygge og programmere en robot fra bunden med hjul, sensorer, kamera og software. Så ideen med PR2 er at lave en platform, så forskerne kan stå på hinandens skuldre og starte deres research på et højere niveau.

Willow Garage vil kickstarte udviklingen. PR2 har været ude i et års tid, og der er allerede gang i folk som Pieter Abbeel og hans håndklæderobot, men også på Robolab på SDU bruger man ROS. Blandt andet til robotten Armadillo, der kan slå græs og luge ukrudt.

Ugens Harddisk: Robotbyggernes værktøjskasse


Hør udsendelsen

Hvad er det sværeste, man kan udsætte en robot for? At samle en bil på fabrik eller at folde et håndklæde?

Ja, det kan du få svar på, hvis du lytter med i dagens udgave af Harddiske, der handler om robotter og om at programmere robotter.

Alt for mange robotforskere opfinder den dybe tallerken om og om igen. Men det er langt mere effektivt at dele, skrive og opgradere den samme software, hvis man vil have sin robot til at løse mange forskellige opgaver.

Harddisken har mødt manden bag ROS – Robot Operating System – og vi tager også en tur til Odense og prøver en robot, der kan passe haven.

Privatliv og data

Ugens nyheder om Julian Assange fra Wikileaks, der appellerer sin udvisningsdom. Wikileaks aktivisters Twitter oplysninger skal udleveres til de amerikanske myndigheder, siger amerikansk dommer.

Facebook har problemer med at håndtere de mange brugerønsker om at få udleveret private data og Google kludrer igen i sagen om ulovlig indsamling af data fra privates wifi routere.

LINKS:
Pieter Abbeels personlige robotter
Robot Operating System hos Willow Garage
RobotLabs markrobotter
DogmeBotten til 100 kroner
Barobos iMobot – Harddisken-artikel med video
Robotarme hos Universal Robots

MEDVIRKENDE:
Pieter Abbeel, UC Berkley
Brian Gerkey, Willow Garage
Rasmus Jørgensen, SDU Robolab
Søren Nielsen, SDU Robolab
Anders Bøgild, SDU Robolab
Graham Ryland, Barobo
Rene Rasmussen, Universal Robots

Den hellige gral er at lave sit eget computerspil


– I Skotland har vi skrevet ind i de officielle læringsplaner, at eleverne selv skal lave computerspil, fortæller Derek Robertson, der leder det såkaldte Consolarium, Skotlands særlige inititativ for spil-baseret læring.

Det har blandt andet allerede givet sig udslag i en særlig sækkepibe-version af det kendte Guitar Hero – Bagpipe Hero!

Spildesign er den hellige gral

I forvejen arbejder mange af de skotske undervisere med computerspil i klasserne, siger Derek Robertson. Det gælder både basal læring i de små klasser som fx sker med tamagotchi-spillet Nintendogs og mere avancerede spil.

– Men den hellige gral når det handler om spil i skolerne, det er at få eleverne til at skabe deres egne spil, fortæller han.

Det fantastiske ved spil i en undervisningssammenhæng er, at det giver mulighed for tværfagligt arbejde på mange niveauer og indenfor mange forskellige discipliner. Det handler om grafisk design, programmering, historiefortælling, projektledelse, kommunikation og meget mere.

Den slags foregår naturligvis også her i landet, hvor man fx i weekenden på EUC Sjællands åbent hus-arrangement kan høre mere om HTX-klassernes spil-projekt “Eventyrlige computerspil.”

Fra forbrugere til skabere

Udover de konkrete resultater, de ting eleverne lærer ved at bygge spilniveauer, pitche ideer til deres klassekammerater og fortælle historier, så er der også en mere grundlæggende bagtanke med at skrive spil-design ind i undervisningsplanerne:

– Vi vil gerne udvikle kommende generationer til at blive innovative medskabere istedet for passivt modtagende forbrugere, siger Derek Robertson.

LINKS:
Spil-bloggen Consolarium hos Education Scotland
HØR også kort interview med Mathias Poulsen og Derek Robertson om at lade eleverne selv lave spil
Harddisken fra sidste år bla. om at lave computerspil i Mission Maker
Hør om spilprojekt på weekendens EUC-arrangement
Bagpipe Hero i spilværktøjet Scratch
Nintendogs