Fortæl alt og undgå terrormistanke

– Det begyndte altsammen, da jeg i 2002 blev mistænkt for at være terrorist, fortæller Hasan Elahi.

Han var vendt tilbage til USA efter et besøg hos sin familie i Bangladesh, da han blev tilbageholdt i Detroit lufthavn og forhørt af FBI.

De vil ikke rigtig fortælle hvad de tror de ved om ham, men det er åbenlyst at de mistænker ham for at have noget med angrebet på World Trade Center at gøre.

Det er et spørgsmål om overlevelse

Agenterne spørger hvor han har været henne, hvilke lande og byer han har besøgt, hvem han har talt med, hvad der er i hans baggage og så videre.

Hasan er kunstner og akademiker og rejser hele tiden omkring i hele verden.

Der er med andre ord meget at fortælle og mange detaljer der skal redes ud – og Hasan fortæller dem alt.

– I den situation handler det kun om overlevelse, og jeg fortalte dem alle detaljer om alt hvad jeg havde lavet, siger Hasan.

Efter et stykke tid bliver Hasan Elahi løsladt, men han bliver løbende indkaldt til forhør igen. Og igen. Og han føler sig aldrig helt renset for mistanke.

Hasan fortæller ALT

Som en forsvarsstrategi begynder Hasan at offentliggøre alt om sin færden. I første omgang rettet mod FBI og andre amerikanske tjenester, men siden også til resten af verden.

Han tager billeder af alt hvad han spiser, de hoteller han bor på, sengene han sover i og de toiletter han bruger.

Men han offentliggør også oplysninger om alle sine mobilsamtaler, alt hvad han køber og meget, meget mere.

Idag er hans åbne liv en skønsom blanding af kunstprojekt, politisk aktion og et fortsat forsøg på at skabe et alibi der skal sikre ham mod fremtidige mistanker.

Fra aktivisme til mainstream

Siden Hasan begyndte at lægge sit liv online er det gået fra at være sært og provokerende til at være totalt mainstream – selvom Hasan nok stadig er i den tunge ende når det gælder antallet af billeder og informationer han deler.

Men i en tid med Twitter, Facebook, Instagram, Flickr, Endomondo og så videre er projektet næsten overflødigt. Men det synes Hasan Elahi bare er fantastisk.

– Det er fascinerende at se, hvordan over 500 millioner mennesker idag basalt set gør det samme som jeg har gjort de sidste 8-9 år, hver gang de opdaterer deres status på Facebook, siger han.

LINK:
Hør Harddisken fra denne uge, der bla. handler om Hasan og hans åbne liv – og om Evan Ratliff, der tværtimod forsøgte at forsvinde.
Følg selv Hasans færden

Reklamer

Kunsten at blive usynlig

Kan det lade sig gøre at blive den usynlige mand i informationssamfundet?

Hør udsendelse

Man sagde engang, at den der lever skjult, lever godt. Men sådan er det bestemt ikke længere. Hvad enten man er chattende teenager eller mistænkt for terrorisme, kan det være aldeles livsnødvendigt at dele alt, hvad man foretager sig med hele verden.

Harddisken handler i denne uge om spændet mellem offentligt og privat.

Vi skal møde en mand, der forsøgte at stikke af og leve i skjul en måned, mens tusindvis af mennesker jagtede ham.

Vi skal møde kunsteren, der lever sit liv i fuld offentlighed i forsøget på at skabe sig et alibi og undgå mistanke om terrorisme.

Og så skal vi høre om den generation af unge, som bliver voksne til næste år. For dem er lige så naturligt at dele alt med alle, som det er at trække vejret.

I it-nyhederne handler det også om personlige data, der bliver delt med eller uden vores samtykke, og til sidst i programmet skal vi møde kvinden bag spacehack.org, sitet der kan hjælpe os alle med at deltage i udforskningen af rummet.

LINKS:

Evan Ratliff

Hasan Elahi

Søren Schultz Hansen

Ariel Waldman og spacehack.org

Kunstig intelligens, hackere og det totale it-kollaps

Præmissen er enkel, og så dog alligevel ikke: den kræftsyge spildesigner Matthew Sobol beslutter sig for at bygge en kunstig intelligens (AI), der kan leve videre på nettet efter hans død – og som vil forandre verden for altid.

Heldigvis er der ikke – endnu – tale om virkelighed, men om én af redaktionens anbefalinger til påskelæsning: Daniel Suarez’ teknothrillere Daemon og Freedom(tm).

AI’en, The Daemon, begrænser sig dog ikke “bare” til at hærge på nettet, selvom det jo kan være slemt nok i en verden hvor alt fra frisørbesøg til finanshandel bliver planlagt og styret via det verdensomspændende spind.

Fra virtuel til fysisk verden

Ved hjælp af alt fra overvågningskameraer og stemmegenkendelse til en snedig blanding af web-kontrollerede apparater og ‘social engineering’ kan AI’en også gribe ud i den fysiske verden, hvilket blandt andet går fatalt udover både politi, SWAT-styrker og flere af spilfirmaets ansatte.

Udover Daemonen følger vi et par håndfulde mennesker, hvis liv pludselig tager en ny og alvorlig drejning i mødet med det stadig mere magtfulde program.

Der er blandt andre betjenten Sebeck, som efterforsker Daemonens første ofre, men siden bliver anklaget for mord.

Programmøren Jon, der som den første får mistanke om Sobols store plan, men som også selv gemmer på en hemmelighed.

Nyhedsjournalisten Anji, der bliver Daemonens villige medløber i forsøget på at overvåge og kontrollere hvilke informationer om Sobol og hans AI-skabning der slipper ud til offentligheden.

Og ikke mindst hackeren Loki, der bedre end nogen anden forstår at udnytte Daemonens udvidede virkelighed, hvor den fysiske verden, digitale dimser og virtuelle informationslag smelter sammen i ét, sammenhængende univers, D-space.

The rise and fall…

Den første bog, Daemon, beskriver hvordan Daemonen fra sin undfangelse i Sobols fantasi lynhurtigt formår at destabilisere den kendte verdensorden. Først for nogle få individer, men snart for stort set hele verdens befolkning, hvadenten de opdager det eller ej.

Opfølgeren Freedom(tm) fortæller om de alternative fællesskaber som opstår i kølvandet på Daemonens hærgen og ved hjælp af den alternative virkelighed i D-space – og ikke mindst om hvordan den etablerede verden i form af multinationale virksomheder, medieimperier og militære tjenester forsøger at slå igen.

Tankevækkende thrillere

Daniel Suarez’ bøger giver stærke mindelser om Michael Crichtons teknothrillere. De holder et højt tempo med masser af action, og de er temmelig fantasifulde, men har dog en tilpas solid kerne af virkelighed til at man accepterer også nogle af de mindre realistiske scenarier.

Til gengæld er der ikke så meget som en snært af den lyriske og følsomme tone som præger mesteren William Gibsons romaner. Daemon og Freedom(tm) er langt mere lige-ud-af-landevejen.

Der er dog to elementer som løfter Suarez’ bøger over gennemsnittet – og som gør dem værd at læse som tankevækkende underholdning.

Teknologi på godt og ondt

For det første er Suarez selv programmør og designer, og jeg har ikke grebet ham i én eneste faktuel fejl i strømmen af henvisninger til wifi-opsætninger, onlinespil og hacker-værktøjer.

Nu er jeg ikke ekspert, så der kan sagtens have undsluppet mig graverende mangler eller andet rod – og der er masser af teknologier på bane i bøgerne som i virkelighedens verden kun eksisterer på tegnebrættet – men lingoet er i hvert fald helt på plads, og Suarez’ streetcred er legit!

Og for det andet, så bruger Suarez sine thrillere til at sætte fokus på hvordan den moderne verden er blevet en kolos på lerfødder .

Den kapitalistiske model er langt fra fejlfri. Medierne skaber frygt, snarere end oplysning. Og teknologi bliver brugt – og især misbrugt – på tusinder af uoverskuelige måder.

Daemon og Freedom(tm) er dog ikke teknofobe jeremiader, tværtimod.

De beskriver – i form af spændingsbøger, jovist – hvordan teknologien er hvad vi mennesker gør den til, og hvordan det er på høje tid at vi tager en seriøs og fremadrettet diskussion om hvad det er vi vil med vores verden.

LINK:
Officielt site

iPad-app: Sådan bliver din idé til en god forretning

Det kan godt være at du er en dygtig designer, programmør eller ingeniør, og at du har lavet et godt produkt. Men der er mange eksempler på, at teknologi alene ikke skaber en god forretning.

– Ofte er vi alt for fokuserede på teknologien og glemmer at tænke på at vi også skal kunne lave en forretning ud af den, siger østrigeren Alex Osterwalder.

Alex Osterwalders egen forretning er at sælge sin bog “Business Model Generation” og lave workshops om forretningsudvikling.

Lige om hjørnet venter også en iPad-app, et stykke software til den populære tablet-computer, der skal hjælpe folk med at finde den rette strategi ved at justere på de forskellige elementer af forretningsmodellen.

Finpudsning af forretningen

I udviklingen af teknologien – hvadenten det er hardware, software, webtjenester eller spil – bliver der brugt meget tid på at finpudse detaljer, designe, programmere og strømline produkterne – og vi skal vænne os til at udvikle forretningsdelen med samme iver og samme grad af fortsat bearbejdning, siger Alex.

Hans iPad-app skal gøre det nemt og indbydende hele tiden at eksperimentere med sin firmaplan, ved at gøre det let at justere på faktorer som produktionsomkostninger, marketingkanaler, pris og så videre, direkte i app’en.

Få folk til at betale for at arbejde!

I Alex’s egen forretning – der altså  består af bogen Busines Model Generation og den kommende iPad-app – har han også eksperimenteret med forskellige muligheder, og er havnet i en noget utraditionel forretning.

Alex har nemlig ikke bare selv skrevet, men også fået folk fra hele verden til at bidrage til sin bog.

Og faktisk gik Alex også et skridt videre. Der var nemlig så stor interesse for at være med, at han begyndte at bede folk om at betale for det, hvis de ville skrive noget til bogen.

– Efterhånden som det blev mere og mere populært at være med betalte folk mere og mere for at være med til at skrive, siger han.

Det er næppe alle der kan slippe afsted med at lade folk betale for at få lov til at arbejde, men når det lykkes er det jo dejligt…

3D-printeren er fremtidens hjemmefabrik

Hør udsendelsen

Fra danske iværksættere til kæmpestore amerikanske museer. Vi skal vidt omkring i denne påskeudgave af Harddisken.

Vi begynder med en engelsk netradio-afspiller der vil sætte styr på de mange webstationer, derefter skal vi høre om visionen om at fremtidssikre den store amerikanske museums-institution Smithsonian med social medie-integration og digitaliserede samlinger, og senere besøger vi en østriger der gerne vil hjælpe små it-iværksættere med at lave en bedre forretning.

I it-nyhederne handler det især om musiktjenester, og i de sidste tyve minutters tid af programmet besøger vi så to danske ingeniører, der drømmer om at ændre markedet for såkaldte 3D-printere – altså maskiner der ikke printer bogstaver og tal på papir, men bygger fysiske genstande som man helt selv kan designe.

LINKS:
Radioplayer UK – én, fælles netradio
Smithsonian Commons – planerne for det åbne museum
Lav en forretningsmodel hos Alex
Ny aftale mellem KODA og TDC
Nye vilkår hos Spotify
Danske 3D-printere hos Blueprinter

MEDVIRKENDE:
Michael Hill, Radioplayer
Michael Edson, Smithsonian
Alex Osterwalder, Business Model Generation
Anders Hartmann og Frederik Tjellesen, Blueprinter

Redaktionsnyt: It-nyheder her, der og allevegne

I sidste uge eksperimenterede vi for åben mikrofon med programkonceptet og lavede it-nyheder i en Harddisken Podcast Xtra.

Hvor web 2.0-Google-beta-agtigt er dét lige 🙂

Kort fortalt udvidede vi vores blok med it-nyheder og lagde det uden for det “normale” program på FM, i en separat podcast. Samtidig bad vi om input fra Jer til om dét nu er en god idé at gøre…

Og vi har fået rigtig mange tilbagemeldinger, de allerfleste positive, og for det er vi kolossalt taknemmelige! Tak for Jeres feedback!

Det eneste problem er nu, at vi jo så bliver nødt til at fortsætte…

Podcast-planer

Flere af Jer har skrevet, at vi ikke bør fjerne it-nyhederne fra selve programmet, og det er bestemt heller ikke meningen – vi havde bare lidt for meget stof i sidste uge…

Der skal fortsat være et par nyheder eller tre i FM-programmet, og planen er så at lave en særskilt Xtra-podcast med flere nyheder, mere diskussion, flere holdninger og – forhåbentlig – en mere afslappet stemning.

Det næste stykke tid vil vi under alle omstændigheder nok eksperimentere lidt med udgivelsen.

Eksperimenter den kommende tid

Xtra-podcasten vil kunne variere i længde alt efter antallet af interessante nyheder, andre arbejdsopgaver, ferie og så videre – men vi håber at kunne udkomme nogenlunde regelmæssigt. Hvis altså der fortsat er enighed om at det er en god idé.

Vi overvejer også om nyheds-podcasten bør komme fredag istedet for onsdag, så vi får lidt større spredning i distributionen og samtidig bedre kan dække ugens samlede nyhedsbillede.

Forhåbentlig vil vi også på et tidspunkt kunne åbne for mere feedback og input fra Jer også!

Og så videre. Der ER jo tale om et eksperiment…

I undervands-flyver til oceanets dyb


Når amerikanerne taler om The Final Frontier – det sidste eventyr, sådan lidt frit oversat – så er det som oftest det store verdensrum der er på tale.

Marsmissioner, rumsonder og Jord-lignende planeter i fremmede solsystemer rangerer rimelig højt på fascinations-måleren både derovre og herhjemme.

Men både de og vi har en tendens til at glemme, at der ligger et helt univers også lige her på kloden, en fremmed verden under havets overflade, i oceanernes dyb, som vi fortsat ikke ved særligt meget om.

Og det vil Richard Branson og Virgin gøre noget ved – ligesom de forsøger at sparke gang i rumturismen. Så de har netop lanceret Virgin Oceanic.

På opdagelse i dybet

Branson og en co-pilot vil dykke til de fem dybeste steder verdenshavene og forsøge at sætte hele 30 Guiness-rekorder.

Dykkene skal ske i en ganske anderledes type af undervandsbåd som opfinderen Graham Hawkes selv kalder en undervands-flyvemaskine.

I 2003 – længe før Branson blev involveret – talte vi med Graham Hawkes der står bag Deep Flight undervands-flyveren og drømmer om at udforske verden under havets overflade…

HØR INDSLAGET FRA 2003 HER

Læs mere om Virgin Oceanic