Badges, points og spænding i hverdagen

Hør udsendelsen

Badges, point og virtuelle trofæer skal gøre alt fra burgerrestauranter til sociale netværk sjovere at bruge. Trenden hedder ‘gamification’ – spilificering.

Inspirationen kommer især fra computerspil, men gamification bygger også på velkendte tricks fra posen med salg og marketing og godt gammeldaws købmandsskab.

Fra flypoints til digitale badges

– Man har altid forsøgt at gøre kunder mere loyale ved at tilbyde forskellige rabatter og fordele. Et af de oftest nævnte eksempler er flyselskabernes bonuspoints, siger Gabe Zichermann, en af de mest engagerede gamification-fortalere i USA.

Vi finder idag dog især spil-trickene på sociale sites og tjenester, hvor man kan optjene points, små digitale badges for særlige præstationer og den slags – typisk så man kan sammenligne sig med sine venner og se hvem der klarer sig bedst.

Selvom Gabe betragter sig som gamification-ambassadør, så ved han godt at man også skal passe på med at oversælge trenden. Men der ER nogle der ude, der har benyttet værktøjerne med held, siger han.

Han peger især på lokationsnetværket Foursquare som med sine mange forskellige digitale badges og pointtavler med held har benyttet spilmekanismer og været med til at sætte gang i den måske for hastigt voksende opmærksomhed.

Personligt har jeg fx siden november 2009 fået indsamlet mig et mærkat for at have tjekket ind 50 forskellige steder, og jeg fik også for nyligt et Century Club-badge for at have tjekket ind på Harddiskens redaktion 100 dage.

Badge-træthed

Men Foursquare’s succes med badges har også medført mange efterligninger – også når det ikke gav mening. Det mener spiludvikler og -konsulent Paris Buttfield-Addison fra Secret Lab.

– Når folk beskylder branchen for at have givet brugerne badge-træthed, så er det helt berettiget, siger han.

Derfor er hans først tip til firmaer der gerne vil lege med gamification, at de dropper tanken om badges. For grundlæggende handler det jo om brugerne og deres oplevelse,  fokus skal ikke være point og virtuelle klistermærker.

Hvis man vil bygge spilmekanikker ind i sin tjeneste, så skal det ikke være for at snyde brugerne til at blive, og det skal ikke lægges på i sidste øjeblik.

– Hvis det skal gøres, så skal det gøres fordi det vil forbedre brugernes oplevelse af tjenesten, siger han.

Spil i hverdagen

Både Gabe Zichermann og Paris Buttfield-Addison tror dog, at selve ideen vil brede sig. For tilhører man de lidt yngre generationer er computerspil en fuldstændig naturlig og integreret del af hverdagen og af éns referencerammer, præcis ligesom tv, tegneserier, musik, film og bøger har været det for ældre generationer.

Og det næste store område vil blive sundhed, siger Gabe.

– Der er et stort marked for tjenester og produkter der kan få os til at spise bedre og motionere mere, ved hjælp af spilteknikker, siger han.

Vi har allerede leget en smule med det her i Harddisken, da vi blandt andet gik med sensor-armbånd og målte vores daglige aktivitetsniveau eller da vi prøvede badevægten som automatisk tweeter éns fedtprocent til det sociale netværk.

Det er også det samme der er på bane når vi deler vores cykelture eller løbeture med Facebook-vennerne eller på tjenester som RunKeeper eller Endomondo.

Leg på skattebilletten?

De fleste har nok prøvet hvordan konkurrence og leg kan være en vigtig del af motivationen til at komme igang med nye projekter, og hvis det lykkes at bage spil-elementer ind i rygestop, vægttab og motion, så kan man sagtens forestille sig at det kan få folk til at komme igang.

Den samme tanke kan man snildt forestille sig anvendt også i mere officielle sammenhænge, så man i højere grad betragter alt fra en sund livsstil til blod-donation eller endda skattepligt som del af et spil der udover god samvittighed også kan give et lille, virtuelt klistermærke at blære sig med, mener Gabe.

– Skattevæsenet har hidtil mest benyttet sig af straf – og de ville hive mange flere penge hjem hvis de brugte incitamenter og mekanismer fra spilverdenen, siger han.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: