Arbejde kan være bedre end sex

Hør udsendelsen

“Sex skal være virkelig fantastisk for at kunne konkurrere med virkeligt godt arbejde.”

Den ældre mand kigger mig længe i øjnene og lægger sin højre arm omkring min skulder. Vi sidder på en bænk i solen til den østrigske festival for kultur, samfund og teknologi, Ars Electronica.

Professor Frithjof Bergman lægger ikke an på mig. Han forklarer intenst sit projekt “new work”, som denne 80 årige tysk-amerikanske professor har arbejdet på i 30 år.

“New work er en betegnelse for arbejde, som man ikke oplever som en mild forkølelse, der bare skal overståes. New Work er arbejde, man kan lide at udføre, fordi det er spændende og får dig til at føle dig ung og fuld af liv.”

Han mener, at vi lever i ny kultur og en ny økonomi, hvor flere har fået lejlighed til at lave det, de virkelig gerne vil lave, men de fleste mennesker laver desværre stadig ikke det, de virkelig gerne vil.

Frithjof Bergman kalder sin ide simpel. Det hele går ud på, at vi skal ikke lave arbejde, som maskiner kan lave for os.

Vi har glemt håndværkeren

Men kan vi virkelig koncentrere os om arbejde, der gør os lykkelige?

Den amerikanske sociolog Richard Sennett har senest skrevet bogen “The Craftsman” – håndværkeren – fordi han mener, at vi i vidensøkonomien har tabt glæden ved det gode håndværk, fordi de standarder, der beskriver et godt stykke arbejde i vidensøkonomien ikke er særligt klare.

“Når vi taler om håndværk, så tænker vi ofte kun på manuelt arbejde. På folk der laver en violin eller et andet fysisk produkt, der kræver manuel snilde. Men godt håndværk handler i virkeligheden om at lave noget godt for produktets egen skyld. Det handler om at kunne udtrykke ens ekspertise gennem et stykke godt udført håndværk. Hvis man kun arbejder for at opnå en belønning, så er man ikke en god håndværker. Men hvis man arbejder for et godt resultat, hvor selve udførelsen er en fornøjelse og glæde i sig selv, så er man håndværker.”

I teknologi- og finansvirksomheder er arbejdet ofte organiseret på en måde, så kvalitet ikke er et mål i sig selv. Richard Sennett siger, at han ikke kan nævne navne, fordi han før er blevet sagsøgt for sine udtalelser om et navngivent softwareselskab, der ifølge Sennett har opnået dominans på verdensmarkedet med kvalitetsmæssigt ringe produkter.

Kvaliteten falder

Han ser den samme tendens i den amerikanske bilindustri, hvor bilerne blev ringere og og ringere, men de lavede mange penge på at udføre dårligt håndværk. For håndværkerne på fabrikkerne var det selvdestruktivt, selvom de tjente penge på det – indtil japanerne overtog markedet.

Vi ser det det samme med elektronisk udstyr, mener Richard Sennett. For tiden degraderer kvaliteten på hard- og software. Det navnløse amerikanske firma er et godt eksempel, mener han. Tag bare tekstbehandling. Richard Sennett har brugt Word Perfect 6.0 i 15 år, fordi han synes, at det er det bedste stykke værktøj, som ovenikøbet er dobbelt så hurtigt som den seneste version af Microsoft Word.

Giv folk nye muligheder

Professor Bergman har lagt en del tid i Detroit, hvor den amerikanske bilindustri har haft en hård tid. Arbejdsløsheden er ca. 60-70 procent, og de timer, der bliver brugt på at lave en bil, er reduceret med faktor 7-8. Det er ifølge Bergman en forkert konsekvens af teknologien. Når den overflødiggør arbejdskraft – hvilket den vil gøre – så skal de økonomiske og politiske strukturer til gengæld tilpasses denne udvikling. Hvis vi gør det rigtigt, så kan vi eliminerere arbejde, der gør folk triste og dumme og syge. I stedet kan de bruge tiden på deres sande talent eller interesse.

“Jeg ser meget håb i de værste lande jeg arbejder i,” siger profssor bergman.

“I Rusland, Indonesion, Indien og Afrika. Hvis man introducerer tomatdyrkning i en afrikansk landsby, så skrider de. Men hvis man introducerer mikromaskiner, som fx 3D printere, så de kan lave kølekskabe, vaskemaskiner og sko i deres egen landsby – så siger de ja tak.”

Professor Bergman mener, at man skal sætte folk ud over de vedtagne rammer for at skabe mere kvalitet i deres arbejdsliv.

Teknologien hjælper os

Men der er håb forude, hvis man lytter til Tom Hulme, der er design chef for IDEO Europe. IDEO har i årtier været toneangivende indenfor design af ny teknologi, som fx. Apples mus.

Tom Hulme er begejstret for inddragelsen af brugerne i designprocessen. Fx. virksomheden Local Motors, der laver kvalitetsbiler og får hjælp af brugerne til at designe biler.

Tom Hulme ser Moore’s lov som en stor gevinst, fordi den accellererende hastighed i udviklingen af teknologi betyder, at udviklingstiden på nye produkter falder enormt.

“Man kan prøve mange flere ting af for få penge. Det gør virksomheder og iværksættere mere tilbøjelige til at tage en risiko. Når vi kan lave billige prototyper af produkter på 3D printere i hackerspaces eller fablabs og sprede budskabet via Twitter og Facebook – og skabe en feedback vej på disse medier, så er det blevet muligt at finpudse og teste produkter før man henvender sig til en potentiel investor for at få penge til at komme i gang med en rigtig produktion,” siger han.

For Tom Hulme er der ikke tale om kvalitetstab i forbindelse med Moore’s lov eller digitalisering. Tværtimod ser han store muligheder for at kunne skabe nye produkter og nye forretninger til glæde for både kunder og virksomheder.

“Vi kan reducere feedback tiden. Hos IDEO tror vi på værdien af konstant at udvikle nye protoytper. Man kan sige, at vi lever i konstant beta, fordi intet bliver nogensinde færdigt, når omstændighederne hele tiden ændrer sig.”

Og så er vi næsten tilbage ved udgangspunktet; arbejde, der er bedre end sex.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: