3D-tv kan ende som et kostbart eksperiment

Film i 3D er blevet en ok succes, det viser billetsalget – og produktion og visning af 3D-film i biograferne er en overskuelig udfordring hvis man kigger på teknik og omkostninger.

Men hvad så med 3D i stuen?

– Snart vil det være svært at købe en fladskærm der IKKE kan vise 3D – men det er stadig ekstremt usikkert i hvor høj grad forbrugerne overhovedet er interesserede i 3D på tv. Så hvis vi ender med at gå ud at købe et tv, kan det meget vel være at de kun bliver brugt til at se ganske almindeligt 2D.

Det siger Tom Morrod fra analysefirmaet Screen Digest, der torsdag holdt oplæg på en konference om 3D i København.

3D i en femtedel af husstandene

Med sig havde Tom Morrod flere håndfulde grafer, der viser hvordan branchen forventer at der vil være mulighed for at se 3D i omkring 20 procent af de europæiske husstande – incl. Danmark – i 2014. Det betyder fladskærme med 3D, Blu-ray-afspillere, spillekonsoller og udvalgte transmissioner af 3D tv.

Skubbet i retning af 3D kommer i meget høj grad fra elektronik-producenterne, der nu har solgt os alle sammen et HD-tv, og leder efter den næste pengemaskine. Og har de først solgt et tv, så kan de måske også sælge os en 3D-afspiller, et 3D-videokamera og ikke mindst en masse 3D-briller.

Men 3D er som sagt dyrt at producere indhold til, og hvis ikke der er en overbevisende mængde og kvalitet indhold, så er det nok de færreste der vil købe et 3D-tv.

Tvivlen og skepsissen har for længst meldt sig

Det er én ting at teknikken vil være til stede. Og selvom der idag er problemer, så er det næppe noget der ikke kan løses nogenlunde tilfredsstillende med tiden. Så for rigtig mange vil det sikkert være sjovt et par gange at se en 3D-film på tv’et derhjemme.

Men en helt anden ting er økonomien på broadcast.

På konferencen fortalte både Viasat og TV2 Sport at prisen for at producere fx fodboldkampe i 3D er 3-4 gange højere end normal tv-produktion. Og det er temmelig mange penge at skulle hive hjem fra seerne, der naturligvis skal betale i sidste ende.

Resultatet KAN blive, at Samsung, Sony, LG og de andre sender containerfulde af 3D-tv på gaden, som ingen rigtig er interesserede i at se på, endsige lave indhold til (andre end Hollywood). Det kan koste os allesammen dyrt- for der er næppe tvivl om at regningen ender hos forbrugerne før eller siden…

– Selv hvis vi rent faktisk køber 3D-skærme, og økonomien i 3D-tv bliver bedre, er der stadig ingen garanti for at vi i sidste ende vil se på det, siger Tom Morrod.

…flere problemer

Vi har nemlig slet ikke været rigtig inde i de andre problemer endnu.

Som nævnt ER der tekniske udfordringer – fx med brille-problematikken og produktions-udstyr, og undersøgelser viser også at omkring 10 procent af befolkningen faktisk slet ikke kan se 3D-billeder.

Samtidig er der også stadig mange der rapporterer om svimmelhed og ubehag ved længere tids sening, og endelig er det – så længe 3D-skærmene kræver briller – tvivlsomt om vi overhovedet har lyst til at sidde med dém på i stuen, hvis vi er sammen med andre, eller hvis vi også skal sidde og kigge på vores mobiler eller computere samtidig, sådan som mange af os gør.

På konferencen idag viste man operaen Carmen i fuldfed og meget velproduceret 3D. Det giver unægteligt en imponerende dybde og dynamik i billederne – men spørgsmålet er om det er nok, sat overfor de mange udfordringer 3D skal overkomme for at blive andet og mere end et dyrt eksperiment.

Reklamer

Stuxnet – målrettet hacker-missil

I vinteren 2009-2010 havde det iranske atomprogram problemer. Mange hundrede af deres maskiner blev angrebet af en computerorm, der forsinkede programmet i flere måneder.

Flere og flere detaljer om angrebet er dukket op i de efterfølgende analyser, men det er stadig uklart hvem der står bag.

Uanset hvad har Stuxnet – som ormen blev døbt – ført til at både erhvervsliv og nationale myndigheder har taget truslen om it-angreb op med fornyet alvor.

Centrifugerne i Natanz

Det hele begyndte i det iranske Natanz-kompleks. Her finder man mellem 5 og 7000 af de såkaldte P-1 centrifuger, der slynger urangas rundt ved høj hastighed for at udskille de anvendelige uranatomer.

Normalt snurrer centrifugerne lystigt, men i en periode på mange måneder fra november 2009 og frem var hundredevis af dem standset.

Årsagen var i lang tid ukendt, men i løbet af efteråret sidste år blev det mere og mere tydeligt, at standsningen af centrifugerne skyldtes sabotage – et målrettet hackerangreb med en computerorm, der fik navnet Stuxnet.

Stuxnet som superstar

Stuxnet opnåede hurtigt en slags modstræbende beundring i sikkerhedskredse.

De første analyser afslørede et ondsindet digitalt missil, der direkte gik efter de Siemens kontrolenheder som styrer P-1 centrifugerne – og som i øvrigt snedigt undgik mange traditionelle forsøg på beskyttelse mod netop den slags computerorme.

Ormen gik ganske enkelt – men temmelig effektivt – ind og fik centrifugerne til at spinne op og ned i hastighed på en måde der klart var beregnet på at få dem til at bryde sammen.

Forsinkelse af atomprogrammet

I november 2010 indrømmede Irans præsident Ahmadinejad for første gang at ormen satte det iranske atomprogram under pres, og at hundredevis af de omkring 5000 centrifuger havde været standset.

Og selvom han hævder at atomprogrammet ikke havde lidt nævneværdig skade – og at computerormen slet ikke havde været så effektiv – så mener flere eksterne kilder at Stuxnet har forsinket programmet med mange måneder.

Hvem står bag Stuxnet?

Det store spørgsmål er nu, hvor Stuxnet kommer fra?

Er der tale om selvstændige hacker-angreb, kriminelle organisationer eller er det resultatet af et målrettet it-angreb fra vestlige efterretningstjenester?

Mange mener, at computerormens komplexitet sammen med det faktum at den ser ud til at være rettet direkte mod iranske atomcentrifuger er tungvejende indicier på det sidste, og at netop USA og Israel er de mest åbenlyse bud.

Ingen af de adspurgte vil dog sige noget konkret – til gengæld rapporteres det at repræsentanter for de israelske myndigheder griner smørret når man spørger dem om de står bag. Men det er jo ikke nok til at fælde nogen…

Stuxnet og fremtiden

Efterhånden som it-eksperter og sikkerhedsfolk har dissekeret computerormen er der også opstået tvivl om hvor avanceret Stuxnet egentlig er.

Der er ingen tvivl om at den er usædvanlig, men den indeholder også flere mindre elegante løsninger, og den iranske præsident kan have ret når han siger at den ikke havde forsinket programmet alvorligt.

Uanset hvad har Stuxnet genoplivet debatten om it-sikkerhed, både i medierne, i erhvervslivet og hos de nationale beredskaber…

LINKS:
Stuxnet på Wikipedia
Stuxnet-artikel i New York Times
Var Stuxnet så avanceret?
Iran indrømmer at være blevet angrebet

It-angreb og cyberforsvar

Hør udsendelsen

Krigen er rykket væk fra slagmarken, ind på computerne og ud på netværket. Og målene er ikke længere bare militære, men kan lige så godt være fabrikker, medier og myndigheder.

Cyberkrig er dog ikke krig i traditionel forstand, men foregår på mange planer og mellem mange forskellige aktører, fra kriminelle hackere til nationale militære styrker.

I denne uge ser vi på hvordan Stuxnet, computerormen der angreb de iranske atomanlæg, kan være et eksempel på en ny type it-angreb.

Vi skal høre om de store linjer i udviklingen af konflikter i cyberspace, og vi skal besøge chefen for GovCERT, der forsøger at beskytte de danske myndigheder mod hackerangreb og spionage.

Der bliver også tid til en kort telefonrapport fra Henrik Føhns, der har været til konference i München og blandt andet set nærmere på chefrokaden i Google.

Til sidst vender vi så tilbage til vores egen andedam og tager på besøg i DRs gadget-laboratorium, hvor medieforskerne studerer ganske almindelige danskeres brug af tv, netradio, 3D-film, spillekonsoller og meget mere.

Medvirkende:

Peter Jacob Blædel Gottlieb, analytiker, Forsvarsakademiet
Bob Ayers, sikkerhedskonsulent
Thomas Kristmar, leder, GovCERT, It- og Telestyrelsen
Carsten Andreasen, medieforsker, DR

LINKS:

Om Stuxnet på Wikipedia
Forsvarsakademiet
GovCERT hos It- og Telestyrelsen
OECD-rapporten om cyberkrig (pdf)
Rapporten om danskernes medievaner (pdf)

Schmidt bliver hos Google

Eric Schmidt har været CEO for Google siden 2001, men i sidste uge overlod han posten til Larry Page, den ene af de to Google-stiftere.

Schmidt har netop holdt et pressemøde for en lille skare journalister i Munchen, hvor Harddisken også var med.

Og han har ikke tænkt sig at forlade Google.

“Google er stadig ledet af en trio. Vi har kørt Google i et årti. Vi har haft et fantastisk 2010. Budgetmæssigt. Alle de store beslutninger er blevet taget af os som gruppe i de ti år,” sagde han.

” I juleferien satte vi os ned og talte om, hvordan vi kan gøre vores ledelse mere dynamisk. Sergej Brin vil koncentrere sig om nogle projekter, som han brænder for. Larry Page skal køre firmaet på de indre linjer, og jeg skal gøre alt det udadvendte. For mig er det kunder, partnere, forretningsaftaler, regeringer, presse – den offentlige rolle, som jeg altid har haft,” siger Schmidt, og tilføjer at hans opgave bliver mere enkel, fordi det er de områder, han altid har været optaget af.

Utraditionel ledelse

“Og det er altid bedre at have en stifter, der er voldsomt involeret i at køre en virksomhed. Så det er en personlig gevinst for mig, men det er også en gevinst for Google. Ingen i pressen synes at have forstået, at vi altid har styret Google på en ukonventionel facon, og det bliver vi ved med. Vi tre vil stadig tage alle de store beslutninger. Vi er de bedste venner, vi er alle tre computereksperter, og vi er enige om nærmest alting. Der bliver ingen stor forandirng.”

Schmidt understregede flere gange i løbet af den 40 minutter lange session, at hans hjerte ligger hos Google, men mellem linjerne kan man fornemme at han oplever en vis metaltræthed som CEO.

Fx joker han med, at hvis han skulle ansættes som ny i Google idag, så ville han være programmør.

Om sin afløser siger Eric Schmidt:

“Larry Page er et geni. Han har samme strategi som jeg, men ligesom i skak så ser han et par træk længere, end jeg kan.”

Rejsetip: Tech-konferencer i Harddiskens kalender

Vi er flere gange blevet spurgt om vi kunne dele vores rejsetips med Jer, og det vil vi selvfølgelig gerne.

Vi er jo voldsomt priviligerede når vi får lov til at lege Onkel Rejsende Mac (hvis man husker Fragglerne), og drage til teknologikonferencer rundt om i verden, men det ville jo være rasende hyggeligt at få selskab derude.

Her kommer en liste (i uprioriteret rækkefølge) over et udvalg af konferencer, symposier, seminarer, festivaler og andre events som vi i hvert fald overvejer at tage til (eller gerne ville inviteres til) – selvom vi naturligvis langt fra har hverken tid eller penge til at tage til dem alle…

DLD

LIFT

Mobile World Congress

Cebit

Ars Electronica

World Future Society

Thinking Digital

Pop Tech

TED

Web 2.0

Digital Hollywood

Open Tech

PICNIC

NEXT

IFA-messe

Skulle man nu sidde derude med egne planer om at tage til en begivenhed inden for teknologi, mobil, spil, web, etc – så skriv endelig og giv os allesammen tip!

Når man sidder og kigger på listen er der en del i Europa og USA – og det er måske naturligt nok – men det ville være fantastisk at kunne tage på eventyr i teknologiens verden i Indien, Kina eller Afrika, fx.

Så tips i dén retning vil blive særligt værdsat.

Onsdag aften: Podcast-problemer

UPDATE: Vi håber at have den rigtige aac-podcast i feedet nu. Sig til hvis der fortsat opleves problemer…

Vi er muligvis i vores eksperimenteren med nye rutiner kommet til at uploade en dårlig version af vores aac-podcast til DR’s server, og derfor er det nok en god idé lige at vente med at forsøge at afspille den, hvis den skulle være dukket op i feedet.

Vi arbejder på sagen, men det er muligt at problemet ikke bliver løst før imorgen, torsdag…

Vi beklager!

Arbejde kan være bedre end sex

Hør udsendelsen

“Sex skal være virkelig fantastisk for at kunne konkurrere med virkeligt godt arbejde.”

Den ældre mand kigger mig længe i øjnene og lægger sin højre arm omkring min skulder. Vi sidder på en bænk i solen til den østrigske festival for kultur, samfund og teknologi, Ars Electronica.

Professor Frithjof Bergman lægger ikke an på mig. Han forklarer intenst sit projekt “new work”, som denne 80 årige tysk-amerikanske professor har arbejdet på i 30 år.

“New work er en betegnelse for arbejde, som man ikke oplever som en mild forkølelse, der bare skal overståes. New Work er arbejde, man kan lide at udføre, fordi det er spændende og får dig til at føle dig ung og fuld af liv.”

Han mener, at vi lever i ny kultur og en ny økonomi, hvor flere har fået lejlighed til at lave det, de virkelig gerne vil lave, men de fleste mennesker laver desværre stadig ikke det, de virkelig gerne vil.

Frithjof Bergman kalder sin ide simpel. Det hele går ud på, at vi skal ikke lave arbejde, som maskiner kan lave for os.

Vi har glemt håndværkeren

Men kan vi virkelig koncentrere os om arbejde, der gør os lykkelige?

Den amerikanske sociolog Richard Sennett har senest skrevet bogen “The Craftsman” – håndværkeren – fordi han mener, at vi i vidensøkonomien har tabt glæden ved det gode håndværk, fordi de standarder, der beskriver et godt stykke arbejde i vidensøkonomien ikke er særligt klare.

“Når vi taler om håndværk, så tænker vi ofte kun på manuelt arbejde. På folk der laver en violin eller et andet fysisk produkt, der kræver manuel snilde. Men godt håndværk handler i virkeligheden om at lave noget godt for produktets egen skyld. Det handler om at kunne udtrykke ens ekspertise gennem et stykke godt udført håndværk. Hvis man kun arbejder for at opnå en belønning, så er man ikke en god håndværker. Men hvis man arbejder for et godt resultat, hvor selve udførelsen er en fornøjelse og glæde i sig selv, så er man håndværker.”

I teknologi- og finansvirksomheder er arbejdet ofte organiseret på en måde, så kvalitet ikke er et mål i sig selv. Richard Sennett siger, at han ikke kan nævne navne, fordi han før er blevet sagsøgt for sine udtalelser om et navngivent softwareselskab, der ifølge Sennett har opnået dominans på verdensmarkedet med kvalitetsmæssigt ringe produkter.

Kvaliteten falder

Han ser den samme tendens i den amerikanske bilindustri, hvor bilerne blev ringere og og ringere, men de lavede mange penge på at udføre dårligt håndværk. For håndværkerne på fabrikkerne var det selvdestruktivt, selvom de tjente penge på det – indtil japanerne overtog markedet.

Vi ser det det samme med elektronisk udstyr, mener Richard Sennett. For tiden degraderer kvaliteten på hard- og software. Det navnløse amerikanske firma er et godt eksempel, mener han. Tag bare tekstbehandling. Richard Sennett har brugt Word Perfect 6.0 i 15 år, fordi han synes, at det er det bedste stykke værktøj, som ovenikøbet er dobbelt så hurtigt som den seneste version af Microsoft Word.

Giv folk nye muligheder

Professor Bergman har lagt en del tid i Detroit, hvor den amerikanske bilindustri har haft en hård tid. Arbejdsløsheden er ca. 60-70 procent, og de timer, der bliver brugt på at lave en bil, er reduceret med faktor 7-8. Det er ifølge Bergman en forkert konsekvens af teknologien. Når den overflødiggør arbejdskraft – hvilket den vil gøre – så skal de økonomiske og politiske strukturer til gengæld tilpasses denne udvikling. Hvis vi gør det rigtigt, så kan vi eliminerere arbejde, der gør folk triste og dumme og syge. I stedet kan de bruge tiden på deres sande talent eller interesse.

“Jeg ser meget håb i de værste lande jeg arbejder i,” siger profssor bergman.

“I Rusland, Indonesion, Indien og Afrika. Hvis man introducerer tomatdyrkning i en afrikansk landsby, så skrider de. Men hvis man introducerer mikromaskiner, som fx 3D printere, så de kan lave kølekskabe, vaskemaskiner og sko i deres egen landsby – så siger de ja tak.”

Professor Bergman mener, at man skal sætte folk ud over de vedtagne rammer for at skabe mere kvalitet i deres arbejdsliv.

Teknologien hjælper os

Men der er håb forude, hvis man lytter til Tom Hulme, der er design chef for IDEO Europe. IDEO har i årtier været toneangivende indenfor design af ny teknologi, som fx. Apples mus.

Tom Hulme er begejstret for inddragelsen af brugerne i designprocessen. Fx. virksomheden Local Motors, der laver kvalitetsbiler og får hjælp af brugerne til at designe biler.

Tom Hulme ser Moore’s lov som en stor gevinst, fordi den accellererende hastighed i udviklingen af teknologi betyder, at udviklingstiden på nye produkter falder enormt.

“Man kan prøve mange flere ting af for få penge. Det gør virksomheder og iværksættere mere tilbøjelige til at tage en risiko. Når vi kan lave billige prototyper af produkter på 3D printere i hackerspaces eller fablabs og sprede budskabet via Twitter og Facebook – og skabe en feedback vej på disse medier, så er det blevet muligt at finpudse og teste produkter før man henvender sig til en potentiel investor for at få penge til at komme i gang med en rigtig produktion,” siger han.

For Tom Hulme er der ikke tale om kvalitetstab i forbindelse med Moore’s lov eller digitalisering. Tværtimod ser han store muligheder for at kunne skabe nye produkter og nye forretninger til glæde for både kunder og virksomheder.

“Vi kan reducere feedback tiden. Hos IDEO tror vi på værdien af konstant at udvikle nye protoytper. Man kan sige, at vi lever i konstant beta, fordi intet bliver nogensinde færdigt, når omstændighederne hele tiden ændrer sig.”

Og så er vi næsten tilbage ved udgangspunktet; arbejde, der er bedre end sex.