HTC Desire: ny mobil på redaktionen

Så er der søreme kommet ny mobil på redaktionen – en HTC Desire, der kører Android 2.1 på en lynhurtig Snapdragon processor og er udstyret med en stor, smuk AMOLED-skærm.

Det er altsammen resultatet af en meget lang og indviklet forhistorie, som man kan læse her.

(Den korte version: i december ville vi have en Android-mobil, valgte en Motorola Milestone, og blev udsat for usædvanligt dårlig service hos Motorola.

Heldigvis har netbutikken Expansys været overordenligt flinke, taget Motorola’en tilbage og erstattet den med en Desire, der kom i forgårs).

Første indtryk

Her følger en kort anmeldelse med foreløbige indtryk:

Hardwaren på sådan en Desire-fætter er vældigt overbevisende. Den føles solid, knapperne ligeså, og både skærm, processor og hukommelse klarer sig fornemt. Menuer og grafik kører ultra snappy, programmerne åbner og lukker kvikt, og der er et rigtig godt feel i interaktionen.

To problemer: skærmen er (som alle AMOLEDs) svær at bruge i sollys. Den er superflot indendørs, men meget udvisket udenfor. Og så er der batteriet. På min parallel-mobil, en iPhone 3G, kommer jeg ofte op på 30 timers brug, men på Desire begynder jeg at kigge efter strøm efter 20 timers tid.

Android rocks!

Styresystemet er Android 2.1. Det er et aldeles glimrende smartphone (og tablet!) OS, som kan alt det, det skal – og det som det ikke kan, det findes der nok en app til i Android Market.

Android er noget ganske anderledes end iPhone OS. Nogle ting fungerer bedre (fx muligheden for at anbringe widgets med opdaterede og sync’ede informationer direkte på hjemmeskærmene), andre er noget mere besværlige (fx rodede jeg en del med at få mit skandinaviske tastatur til at virke – det skal nemlig aktiveres TO steder…).

Uden at begive mig ud i den store filosofisk/tekniske diskussion om forskellen på de to, så er det min opfattelse at Android på den ene side er mere åbent og fleksibelt end iPhone OS, til gengæld er det også mere ingeniør-agtigt. Man må ganske enkelt vælge mellem to ideer, to måder at tænke gadgets på, før man vælger sin mobil.

Android og HTC Sense

Interfacet på Desire er jo “dobbelt” – der er dels Android 2.1 og så har HTC bygget deres eget Sense-system ovenpå.

Jeg har det lidt ambivalent med dén løsning: på den ene side kan jeg faktisk rigtig godt lide Sense og de mail-, kalender-, og Twitter-apps de har bygget. De fungerer godt og ser godt ud.

Omvendt synes jeg også, at de to – Android og Sense – clasher, så man ikke altid heeelt er klar over om man vælger Sense’s mail-app eller den oprindelige Android Gmail-app, fx.

Foreløbig er jeg en glad mand

Som med alle nye gadgets må man bruge lidt tid på at sætte sig ind i tingene, tilpasse sig nye funktioner og lave systemer der passer til éns egne behov.

Efter to dage er Desiren ved at være banket på plads, med indstillinger, apps og widgets – og jeg er glad.

Must have or must wait?

Hvad siger du? Er Desire den bedste Android-mobil hidtil – og skal du ha’ en Android? Eller venter du bare på iPhone 4?

Reklamer

11 kommentarer to “HTC Desire: ny mobil på redaktionen”

  1. Kristian Risager Larsen Says:

    Der er lavet nogle overordentligt smarte apps til Android – jeg har forsøgt at liste de (gode) danske her: http://kezze.dk/android-dk/

  2. Morten Olesen Says:

    Jeg er lige skiftet fra en iphone 3gs (gik i stykker da jeg tabte den) til htc desire. Jeg var ellers glad for min iphone da jeg havde den, men efter at have haft desiren i en lille måned er der intet ved iphonen jeg savner. Uden at overdrive synes jeg at androiden er klart overlegen på alle områder med undtagelse af market/app store.

    Og så er der for øvrigt lige i går blevet frigivet googles gratis gps-navigation til android i 10 europæiske lande herunder Danmark. Måske et emne til harddiskens nyhedssektion? For øvrigt kunne det være fedt hvis i kunne få google danmark i tale, om hvorfor de endnu ikke har fået åbnet op for betalings apps i Danmark.

  3. CarstenH Says:

    Venter helt klart på iPhone 4. Vil ikke bruge mere spildtid på konfiguration og indstillinger… Har haft alt hvad der kan krybe og gå fra Nokia til SonyEricsson til iPhone til Windows Mobile til Android.

    Som Steve Jobs sagde til D8 konferencen “A lot of people pays us to make some choices for them” – det er jeg fint tilfreds med, at det bare virker uden man tænker over det. Klarer mig i den grad fint uden Flash…!

    Men når det er sagt, så er Android jo helt fint, godt at der er valgmuligheder. Sælg straks alle aktier i Nokia og SonyEricsson. Fremtiden tilhører Apple og Android. Tror Steve B. kommer for sent til ballet med Win7 mobile.

  4. Peter Says:

    Mit største problem med Desire er displayet! Jeg er hobby-fotograf så farverne betyder meget. Og på det punkt er Desire helt i skoven – farverne er alt for mættede og har et magenta farvestik. Det er ikke bare min telefon, der har problemet, min brors Desire viser samme fejl.
    Opløsningen på displayet er meget fin men farverne gør den ubruglig til at vise billeder.

    På min iPhone 3GS er billederne meget mere naturtro. O iOS 4 skulle tilføje farvestyring. Så jeg er skrevet op til en iPhone 4 🙂

  5. Jan Says:

    Sidder her med Desire og skriver denne post. Må sige at jeg er ovenud tilfreds, og kunne aldrig forestille mig at skulle skifte til Iphone. Desire med Android kan alle de ting jeg har behov for, og… mere til.

    Så har ikke fortrudt et øjeblik at det blev en Desire

  6. Lasse Nørfeldt Says:

    hmm.. skift til iPhone?? Aldrig! Hvorfor dog det når Android er så stærkt. Okay, du skal måske lære lidt nyt – men trøst dig med det er sidste gang du behøver det 😉

    Forresten sagde Steve Jobs også dette til sin KeyNote http://www.youtube.com/watch?v=yoqh27E6OuU&playnext_from=TL&videos=wbkedqnsV6c
    Hvilket ikke skete til Google I/O 2010 day 2 (dog lidt ved én demo, men løste sig selv efter kort tid).

    Jeg har allerede bestilt min Nexus One så jeg er sikker på min OTA update 😉

  7. Malte Christensen Says:

    Jeg HAR en Desire. Skal ikke have iPhone, men har bestilt en iPhone 4 til min hustru.

  8. Michael Nygaard Says:

    Købte min første iPhone hjem fra usa, den hade jeg kun i nogn få timer, da jeg var så skuffet over den, da så iPhone 3G kunne købes i dk, købte jeg så den for ville se om der var rette de ting der generet mig ved den første, de var de så ikke, så den hade jeg så kun lige en 1 uge, så bliv den slogt, så kom iPhone 3GS, den var brugbar i forholdt til de 2 tidliger udgaver, og efter de kom os4 iden så blive den nu ganske ok, jeg til at købe den med abu. så den skulle jeg have i 6 månede, de 6 måneder er så ved at være gået og jeg glæder mig til at slippe af med min iPhone 3GS , og få en “RIGTIG” smartphone, hvad jeg ikke vil sige at iPhone 3GS er, en mobil uden java…. det holder altså ikke i 2010 hvis man vil kalde det en smartphone. iPhone 3GS er en super god mobil, som kan mange seje ting, den er super nem at bruge, og henvensiger til alle, men til de acenceret bruger der er den slet ikke god nok, men siger da stor tak til appel, for at have åbenet øjene for google, så de kunne lave en mobil for os acenceret bruger, som bare mangler det sidste som appel ikke “vil”.

  9. Frederik Madsen Says:

    Har lige købt Desire, det er helt ny og spændende, mere kompleks end iphone, men det er jeg bare glad for, så er der jo altid udfordringer.

    MEN,..?? Hvordan virker podcast? kan der overhovedet virke…?!?
    Håber der nogle der lige har et svar.

  10. Anders Høeg Nissen Says:

    Hej Frederik

    Hvad angår podcasts kan du gøre (mindst) to ting:

    1: Du kan downloade en podcast-app fra Market, fx Google Listen eller Mediafly og abonnere på podcasts fra hele verden (som du så downloader direkte på mobilen, så det er nok en god idé at vente til du er på wifi).

    2: Du kan benytte dig af iTunes – det lyder til at du er tidligere iPhone-bruger – og så synkronisere dit bibliotek, incl. podcasts, med Desire – fx gennem DoubleTwist eller Salling Mediasync.

    Jeg har forsøgt mig med begge dele, og de kan faktisk supplere hinanden fint.

    Held og lykke!
    Anders

  11. Yessir Says:

    @Peter: Kan læse du går meget op i farverne. Du blev skrevet op til iPhone4, men har du også modtaget den? Hvis så, hvad synes du om farverne? Jeg spørger fordi, at jeg har læst at den nye Desire hd har endnu bedre farver end iphone 4, men er sq ikke helt sikker på den holder vand…


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: