Ubuntu 10.04 Lucid Lynx er på gaden

Ubuntu_LogoOnsdag havde vi besøg på redaktionen af Martin Pihl, en af Ubuntu Linux‘ absolutte guruer her i Danmark, for at fortælle om den nyeste Ubuntu – version 10.04, med tilnavnet Lucid Lynx (oplyst eller lysende los (red. 3. maj efter irettesættelse fra Thomas nedenfor)).

Ubuntu har i de sidste 4-5 års tid placeret sig højt på listen over de mest brugervenlige distributioner af det åbne styresystem. For mange er Linux dog ikke rigtig på radaren når det gælder styresystemer, og de fleste computere man køber kommer jo allerede præ-installeret med Windows.

Men er man bare en lille smule nysgerrig er det efterhånden forholdsvis nemt at prøve Ubuntu, enten ved at installere det ved siden af Windows eller simpelthen ved at afvikle det direkte fra en cd.

Linux har dog historisk været plaget af en vis grad af kompleksitet. Jeg har tidligere forsøgt mig med Ubuntu, et projekt der dog stødte på en del problemer med wifi-forbindelsen og computerens dvalefunktion.

Martin lover dog, at der har været arbejdet hårdt på at løse de allerfleste problemer, og version 10.04 skulle være den hidtil nemmeste, hurtigste og mest  brugervenlige udgave af Ubuntu, blandt andet med integrerede sociale features, musikbutik og online-backup.

I næste uges program kan man høre mere om Ubuntu – indtil da kan man selvfølgelig også bare selv snuse omkring og downloade Lucid Lynx.

Man kan også læse Lifehackers gennemgang af de vigtigste nye features.

UPDATE 1. MAJ: Har netop installeret Lucid Lynx på redaktionens Samsung NC10 netbook. Det kræver en smule fifleri – installationsfilerne skal lægges på en USB-disk, men vejledningen hos Ubuntu fungerer upåklageligt.

Indtil videre er jeg godt tilfreds – det er logisk og noget mere brugervenligt end tidligere. Og både wifi og dvale fungerer fino 🙂

Reklamer

Harddiskens mobil-ballade

motorola milestone

Her kommer en kondenseret version af redaktionens problemer med indkøb – plus returnering, reparation og ombytning! – af den Android-mobil som i Europa kendes som Motorola Milestone (og i USA som Motorola Droid).

Indkøb af ny mobil

I december besluttede vi at bruge en lille rest i budgettet på at købe en Android-mobil for at eksperimentere med det fremstormende mobil-styresystem.

På det tidspunkt havde Motorola’en fået rigtig gode anmeldelser i USA, og vi kunne lige nå at få bestilt den europæiske version inden budget 2009 lukkede. At Google derefter prompte annoncerede Nexus One med nyere Android-version og bedre specs er så en anden historie…

Den bedste pris fik vi på det tidspunkt i den paneuropæiske webshop Expansys som også har et dansksproget site, og Milestonen nåede at komme lige op til jul så jeg kunne snuppe den med hjem i ferien at lege.

Mine umiddelbare indtryk – både af Milestone og Android generelt – var vældigt positive. Jo, der var små irritationsmomenter, men i det store hele var det fornøjeligt at være på opdagelse i et nyt univers, og selve mobilen føltes solid og kapabel. (Læs evt. mere om mine første oplevelser på min egen blog).

…og SÅ gik det galt

Desværre varede hvedebrødsdagene ikke længe. Milestonen kom fra butikken udstyret med Android version 2.0, hvilket var fint nok, indtil de nyere versioner 2.0.1 og snart 2.1 kom på gaden. Motorola blev ved med at love at opdateringer til Milestone snart ville blive tilgængelige – men deadline blev ustandseligt skubbet.

Til sidst lykkedes det dog endeligt at få opgraderet til 2.0.1 – igen med løftet om at 2.1 var lige om hjørnet…

Fra slutningen af januar stødte jeg så på et noget mere presserende problem. Der var stadig mere støj i hovedtelefonerne, og efterhånden sad stikket så løst, at kontakterne indeni kunne finde på at stoppe og starte musikken af sig selv, og såmænd også starte podcast-app’en samtidig med musikafspilningen og mange andre løjer.

Frem og tilbage…

I begyndelsen af februar kontaktede jeg derfor Expansys for at høre om proceduren for reparation eller returnering. Expansys – der igennem store dele af det efterfølgende forløb har været vældig hjælpsomme, i øvrigt – vendte straks tilbage og arrangerede at jeg kunne sende Milestonen på værksted hos Motorola i Paris.

På grund af lidt vrøvl med email-filtre kom mobilen først afsted 23. februar. I midten af marts fik jeg så Milestonen tilbage, med en besked fra Motorola-værkstedet:

“Ingen fejl fundet.”

Forvirret satte jeg på skift hele tre forskellige sæt hovedtelefoner i stikket, og hvert eneste af dem fremprovokerede med det samme præcis den fejl som jeg havde oplevet og beskrevet for Motorola inden værkstedsbesøget.

Hey ho

Igen på mail til Expansys. Igen flink dame der hjalp. Og igen Milestone tilbage til Motorola i Paris, denne gang med ekspres-afhentning af TNT. (Som altid medfører pakketransport sit helt eget helvede, men dén del af historien springer vi over i denne gang. I har sikkert Jeres egne oplevelser…).

Knap fem (5!) uger efter rykkede jeg for besked om mobilen…

Igen Expansys som formidler – og få dage efter fik jeg en TNT-pakke med Milestone tilbage!

Mistænksom var jeg blevet, så hovedtelefonstikket blev straks underkastet en række tests, der dog til min store overraskelse viste at der i hvert fald var sket et eller andet. Støjen var reduceret til ganske svag susen (som mange andre mobiler har), og når jeg rørte ved stikket var der ikke umiddelbart mystiske start-stop-tænd-sluk-effekter.

Selve mobilen var oven i købet opgraderet til Android 2.1! Det er ikke nogen voldsom forandring, men der var alligevel en del små tweaks og forbedringer som jeg var glad for…indtil jeg så opdagede at tosserne hos Motorola havde installeret en FRANSK udgave af Android.

Quel dommage!

Selvfølgelig kan man på skærmen og skærm-tastaturet nemt ændre sprog, men Milestonen er også udstyret med et fysisk tastatur efter klassisk QWERTY-model. Og problemet med det franske system er at det er skabt til et tastatur hvor de første bogstaver er AZERTY.

Så hver gang jeg trykkede på ‘Q’ skrev den ‘A’ og når jeg trykkede ‘M’ skrev den ‘,’ og så videre. Altså i praksis umuligt at bruge – og dén del af systemet kan IKKE lige ændres.

Altså igen på mail til Expansys, nu efterhånden temmelig ophidset. Og igen mobil tilbage til Motorola i Paris med TNT’s hjælp.

Et par dage efter fik jeg besked fra Motorola-værkstedet via Expansys:

“Tastaturet er engelsk og systemsproget er engelsk. Der er ikke noget problem.”

Mig i mail til værkstedet via Expansys:

“Det er det FYSISKE tastatur der er problemet, ligesom beskrevet i fejlmeddelelsen!”

Mail tilbage:

“Nåja, undskyld. Nu kan vi se fejlen..:”

Efter at have skrabet resterne af min eksploderede hjerne ned af væggene og sundet mig et par dage fik jeg så besked om at de ville sende mig en ny mobil.

På det tidspunkt havde jeg forsøgt at få lov til at returnere den helt og købe en anden Android-mobil istedet, men det tillader firmaprocedurerne hos Expansys og Motorola ikke. Og det kan man måske godt forstå, irriterende som det end måtte være.

Foreløbig status

Anyway, idag modtog jeg så min nye Motorola Milestone. I den oprindelige og nu efterhånden noget sølle udseende indpakning, ganske vist, men den slags kan man vel se igennem fingre med.

Til gengæld – og det er her jeg for alvor begynder at frygte for mit blodtryk – så er Milestonen tilbage på version 2.0, og der er ikke umiddelbart nogen mulighed for at opgradere, selv ikke til den version 2.0.1 som Motorola dog selv ellers havde gjort tilgængelig tilbage i begyndelsen af februar (hvor er den blevet af?) for slet ikke at tale om 2.1, der åbenbart stadig ikke officielt er skubbet ud til de eur0pæiske Motorola’er?

Og jo, jeg ved godt at der er uofficielle kanaler og metoder, men det er ikke rigtig pointen her.

Prikken over i’et er at opladeren heller ikke virker. Jeg kan ved hvert andet forsøg få lov at oplade mobilen via USB i computeren, men at sætte adapteren på kablet og lade op direkte fra et stik i væggen, det kan jeg så ikke få lov til… Og det er vel åbenlyst at dét ikke er tilfredsstillende.

Hvor skal det hele ende?

Jeg ved godt at det ikke er verdens undergang – men FOR FANDEN hvor jeg dog kunne have lyst til at tage til Paris og skrige af teknikerne hos Motorola. Måske også med en tur forbi det europæiske hovedkvarter hvor man i månedsvis har holdt forbrugerne hen med løfter om opgraderinger uden rigtig at gøre noget ved tingene.

Der er desværre ikke (endnu?) nogen happy ending på historien – men sagaen fortsættes forhåbentlig en af dagene…

I skrivende stund kan jeg ikke engang finde på en morale. Måske er det noget med at vores eskalerende forbrug har gjort profitmarginerne så små at selskaberne er nødt til at sende fejlbehæftede produkter på gaden og skære ned på kundeservice? Jeg ved det ikke. Spørg mig igen når jeg forhåbentlig engang har fået en Android-mobil der virker.

Den kreative klasses hobbyværksted (opdateret med video)

Techshop

Hør udsendelsen

Det ligner et hackerspace med rengøringspersonale. Man kan kalde det et kommercielt hackerspace. Eller svaret på 1980ernes fitnesscenter. Men her i 2010 går man ikke ud og løfter jern, nej man går ud og svejser jern. Techshop er et hackerspace for folk, der ikke gider være aktive i at bygge et fællesskab op fra bunden, men hellere vil betale et månedligt medlemskab og så komme et par gange om ugen og bruge faciliteterne. Velkommen til innovationsrevolutionen, som folkene bag Techshop kalder det.

Kasse fra den kreative klasse
Den største ubrugte reserve på planeten lige nu er den fritid og den disponible indkomst, som den kreative klasse sidder på, siger Mark Hatch. Han er en energisk og imødekommende mand med et stort gråt overskæg. Han er CEO på Techshop i Menlo Park. Han tager imod i sit beskedne kontor iført en sort t-shirt, hvor der på bagsiden står: What do YOU want to make? Hvad har DU lyst til at bygge?

Der findes 40 millioner mennesker i den kategori i USA, og de disponerer tilsammen over 474 milliarder dollar i indkomst årligt. Men de bruger pengene på Starbuckskaffe, golf og den næste coole Apple gadget.

”Vi vil have fat i disse penge, som bliver brugt dårligt og sende dem ind i en proces, der kan gøre den kreative klasse i stand til at løse tidens største problemer,” siger Mark Hatch.

Den kreative klasse skal med andre ord lære at gøre en forskel. De skal engageres i at lave en bedre verden.

Byg dine drømme her
Mark Hatch tager Harddisken med på rundtur på de 1500 kvadratmeter, der består af adskillige værksteder. Som han siger, vi har alle slags værktøj. Og han har vist ret.

Techshop tilbyder alle de samme muligheder som de mere anarkistiske hackerspaces. Her er det blot sat ind i kommercielle rammer. Til gengæld er maskinerne større og absolut velholdte. Her er instruktører, der kan hjælpe én i gang, og man behøver ikke deltage i medlemsmøder eller at være med til at lave blikkenslagerarbejde i køkkenet. I det hele tage minder det om fitnessbølgen i 1980erne. Man melder sig ind, og så går man i gang med at realisere sig selv.

Det koster 100$ om måneden – altså 550 kr. Techshop tjener ud over medlemskabet penge på at undervise i brug af maskinerne, de har en butik, de laver mindre produktion for virksomheder og de lejer lokaler ud til små startups.

Sloganet for Techshop er ”BYG DINE DRØMME HER!”

”Når den disponible indkomst ikke bliver brugt, så tag de overskydende penge og gør dem kreative, så bliver innovationen gratis set i et makroøkonomisk perspektiv,” – lyder Mark Hatchs regnestykke.

Eller mere lige ud af posen: Drop din afhængighed af Starbucks og bliv afhængig af Techshop.

Gør noget godt for verden
”Hvis man laver en lille virksomhed, der skaber et produkt, som kan redde liv i den 3. verden – som fx tæpper af smart, varmeisolerende materiale, der kan redde livet for nyfødte, så har du løst et problem i den virkelige verden, men fordi du bruger din fritid og din overskydende indkomst, så tæller det ikke med i det makroøkonomiske regnskab – og på den måde bliver det gratis innovation,” direktøren for den kreative klasses hobbyværksted.

Selvom Techshop er et kommercielt foretagende i modsætning til alternative hackerspaces, så er formålet med at gode ting for verden gennem selvrealisering mere klart formuleret.

Der er naturligvis også masser af muligheder for folk, der vil starte en lille virksomhed, som fx laver brugskunst eller bare en ny type peberbøsser. De kan melde sig ind i Techshop, tage et kursus i at bruge 3D printer eller laserklipper. Og så er de i gang.

En kasse med sten
Det første rum i Techshop består af 12 store borde med skruetvinge, trykluft, el-stik og trådløst internet. Her sidder man og arbejder på sine ting. Langs væggen er kasser med alt muligt stablet ind i en stigereol af stål. Her er potentiometre, lysdioer og alt muligt andet isenkram. Ja, faktisk er her også en kasse med sten. Ideen er hentet fra værkstedet i tv-serien Mythbusters, som stifteren af Techshop Jim Newton har været konsulent på. Det handler om at kunne bygge alt – kun begrænset af fantasien.

I et tilstødende rum finder vi Techshops 3D printer – altså en printer, der kan printe ting.

Print dine ting
Mark Hatch finder en peberbøsse i plastic. Han starter en længere talestrøm om, hvor nemt og billigt det i dag er at lave en prototype, som man kan lave om på, indtil ens forhandler får lige det produkt, han kan sælge i sin butik. Før i tiden skulle man lave 5.000 peberbøsser på én gang. Og hvis de var forkerte – så skulle man lave 5.000 nye. Inden man fik set sig om, havde man brugt mellem 60 og 80.000$ – 400.000 dkr. – og man havde 5.000 ubrugelige peberbøsser i garagen. Men det var ikke det værste. Det værste var, at man resten af livet skulle hånes af sin kone for sine såkaldte innovative evner.

”I dag kan du downloade programmet Google Sketch Up gratis. Man kan lave en model, køre den gennem en oversætter og lave en stereofil og sende den til Techshop – oven i købet uden at være medlem – og få en prototype for få hundrede dollar. Man kan gå fra koncept til prototype til ordre på 30-60 dage for få hundrede spir. Det kunne man ikke for 10-15 år siden. Det var en kæmpe barriere for innovation,” siger Mark Hatch.

Ved siden af 3D printeren står 3D scanneren, der kan scanne et objekt og sende 3d filen til printeren, som laver en kopi. Den koster 5.000 dollar, men ifølge Mark Hatch, så stod den i en kvart millioner dollar for ti år siden.

Alt kan lade sig gøre
Efterhånden som den meget talende Mark Hatch viser Harddisken rundt i Techshop, mærker man mere og mere, hvordan stedet er gennemsyret af den iværksættermentalitet, der præger hele Silicon Valley. Den teknologiske udvikling har sendt prisen på produktionsapparatet i bund og pludselig kan du udvikle avancerede industriprodukter eller elektronik som hobby for dine sparepenge. Mark Hatch kalder det en innovations revolution – og han remser en række projekter op:

Manden der arbejder på en jetpack – altså en vaskeægte James Bond raket til at spænde på ryggen. Den flyver nu – men piloten har også brækket tre ribben og et ben. Techshop har også lagt værksted til et par månebiler, en $5000 robot med videokonferencesystem, der kan fjernstyres til brug i plejesektoren. Rekordindehaveren i race for elektriske motorcykler har lavet sin cykel her. Techshop har også lagt lokale til teknologi der kan spare over 50 procent af den energi et datacenter bruger, og en betalingsteknologi til iPhones, der allerede har fået 10 millioner dollar i investeringer og har 25 ansatte.

Og så er der manden, som kan lave diamanter i sin garage ved hjælpe af et hjemmebygget trykkammer lavet af en boks af aluminium og en gammel mikrobølgeovn. Han pumper brint og methangas ind i trykkammeret og ud kommer diamanter. Mark Hatch troede først, at manden var gal. Men et par uger senere var han klar. For ca. 2.000 dollar – 11.000 kr. havde han bygget en maskine, som normalt ville koste 80.000 dollar – eller tæt på en halv mio. kr.

”Det er innovationsrevolutionen,” siger Mark Hatch.

[blip.tv ?posts_id=3572888&dest=-1]

Harddisken uge 17 2010: Den kreative klasses legeplads

P1020494

Hør udsendelsen


Den kreative klasse er et begreb som den amerikanske sociolog Richard Florida lancerede for et par år siden. Den kreative klasse er den velbjærgede og veluddannede middelklasse, der klatter deres penge væk på cafe latte i verdens storbyer. Sån lidt groft sagt. Men nu skal det være slut.

Et par driftige typer i Silicon Valley har startet et hobbyværksted, der har som formål at få den kreative klasse til at skifte sin afhængighed af Starbucks kaffe ud med afhængighed af Techshop – værkstedet hvor den kreative klasse kan bygge deres drømme og gøre noget godt for verden. Stedet er inspireret af de mere alternative hackerspaces, og her bygges alt fra jetpacks og månebiler til peberbøsser og brugskunst i bambus.Vi besøger også Noisebridge – et hackerspace i San Francisco.

Gadgetnyhederne byder på en Mercedes til fire mio. kr. med et imponerende B&O anlæg indbygget.

IT-nyhederne handler om Facebook, der breder sig over hele internette med deres “LIKE” knapper. Vi skal også høre kort om dagbladet Informations nye innovative tiltage på deres website.

Til sidst i udsendelsen skal vi kigge bevisførelse via fotos taget med mobiltelefonen. Det franske firma Codasystems har lavet software Shoot and Proof, som laver et digitalt vandmærke med tid og sted, der ikke kan manipuleres, og nu kan fotoet bruges som bevismateriale i juridiske tvister.

Links:
Noisebridge
Techshop
Shoot and Proof

En rullende ghettoblaster til 4 mio

Mercedes SLS AMG

I denne uge er vi draget ud af studiet og ned på pladsen foran DR Byen for at lave Gadgetnews. Nikolaj Sonne har nemlig den hidtil største dims med i programmet, og den kan ganske enkelt ikke være i studiet.

Der er tale om en Mercedes SLS AMG – et remake af den klassiske mågevingemodel fra 50’erne. Den er dog blevet opgraderet og opdateret, bla. med 6.3 liters motor, 571 heste og en tid fra 0-100 på omkring 3.8 sekunder…

Anlægget har også lige fået en tur – det er et 1000W ICE-power fra B&O, incl 11 højttalere. Stærke sager.

Man kan i øvrigt se mere til øsen i So ein Ding tirsdag den 4. maj, hvor Nikolaj giver den gas. I bogstavelig forstand.

[blip.tv ?posts_id=3566502&dest=-1]

Video: HTC Legend

htc-legend (1)

Nikolaj Sonne fortæller om HTC Legend. Han er stærkt begejstret for denne Android telefon. Se hvorfor.

I studiet Nikolaj Sonne og Anders Høeg Nissen.

Kamera: Henrik Føhns

[blip.tv ?posts_id=3540439&dest=-1]

Kontorpakker er dinosaurer

Hør interview med Jens Kjellerup, it-chef, Lyngby-Taarbæk om kontorpakker

dinosaurus– Kontorpakker er ligesom en schweizerkniv. De kan stort set det hele, men gør ingen af delene særlig godt.

Sådan siger it-chef Jens Kjellerup Hansen fra Lyngby-Taarbæk kommune.

Kommunen har ellers påkaldt sig en del opmærksomhed – på godt og ondt – for at introducere den gratis open source-pakke Open Office til blandt andre skoleelever, lærere og administrativt personale. Nogle mener det er nytænkende (og sparer penge), andre synes det er enormt besværligt når nu man er vant til Microsofts Office-pakker.

Men i virkeligheden er kontorpakker som vi kender dem – med tekstbehandling, regneark, præsentationer og så videre – en uddøende race af software, eller i hvert fald en gammeldags måde at sælge produkterne på? Det mener i hvert fald Jens Kjellerup Hansen:

Kontorpakker er dinosaurer
– Kontorpakkerne som vi kender dem synger på sidste vers. Vi skal være langt mere orienterede mod de værktøjer der giver mening i sammenhængen, istedet for bare at give alle en kæmpe pakke med al mulig forskellig software, der ikke er rigtig godt til at løse opgaven.

Derfor arbejder man i Lyngby-Taarbæk også med et pilotprojekt, der endnu er i en meget tidlig fase, men hvor den grundlæggende idé er at skabe en slags ramme som elever og andre brugere kan udnytte med mange forskellige typer af software, så de ikke er tvunget til at bruge bestemte programmer fra bestemte pakker.

– Vi er interesserede i at lave netbaserede løsninger til elevernes data, som fx trækker på tjenester de kender – Facebook, Twitter, etc. – og som understøtter de forskellige produkter de har lyst til at bruge og ikke tvinger dem til at bruge bestemte kontorpakker, siger Jens Kjellerup.